Softwa­re­ud­vik­le­re søges til Team Statens HR


Vil du være med til at udvikle og styrke den statslige HR-administration? Motiveres du af, at dine løsninger skaber værdi for tusindvis af brugere? Så er stillingen som softwareudvikler hos Team Statens HR måske noget for dig.

Om stillingen

Som udvikler får du ansvar for at omsætte kravspecifikationer til velfungerende og robuste løsninger. Sammen med vores forretningskonsulenter og løsningsspecialister vil du være med til at forme og udvikle løsninger, så de lever op til vores høje standarder inden for sikkerhed, performance og brugervenlighed. Dine primære udviklingsopgaver ligger i Statens HR, som er bygget på Oracles cloudbaserede HCM-platform.

Nogle af dine konkrete opgaver vil være at:

  • gennemføre tekniske konfigurationer i Oracles standard HCM system (SaaS)
  • udvikle webservices, bl.a. til specialudviklet PaaS modul
  • foretage dataindlæsning
  • dokumentere og udarbejde teknisk specifikation vedr. integrationer til interne og eksterne systemer
  • arbejde med at udvikle og designe rapporter i Oracles HCM-system
  • designe og kravspecificere integrationssnitflader
  • designe, gennemføre og overvåge automatiserede test
  • sparre med systemanalytikere om muligheder og begrænsninger ved løsningsdesigns
  • bidrage til level 2-support af teknisk komplekse sager

Du vil også i høj grad selv kunne præge dine opgaver, så dine kernekompetencer og interesseområder kommer bedst i spil og skaber værdi. Vi sætter stor pris på initiativ og selvstændighed, og vi er lydhøre over for nye, gode ideer.

Om dig

Du er uddannet datamatiker, cand.it. eller tilsvarende. Du trives med mange forskellige typer opgaver og har lyst samt drive til at designe og udvikle effektive løsninger inden for HR-administration. Det vil være en fordel, hvis du har noget erhvervserfaring, men det er ikke et krav.

Da vi arbejder efter agile principper, skal du kunne arbejde tæt sammen med et team af forretningskonsulenter og løsningsspecialister og andre udviklere, hvor samarbejde er nøglen til succes. Du behøver ikke nødvendigvis at kende til konfiguration inden for ORACLE HCM platformen, da du vil blive lært op, så du hurtigt vil kunne påtage dig reelle udviklingsopgaver og levere løsninger til vores mange brugere. Det kræver dog, at du har talent for programmering, konfigurering og er i stand til hurtigt at lære nye programmeringssprog og teknologier.

Vi lægger vægt på, at du

  • er hurtig til at sætte dig ind i nyt stof
  • er nysgerrig og passioneret omkring softwareudvikling
  • sætter en ære i at levere høj kvalitet og forstår vigtigheden af struktureret test og dokumentation
  • har programmeringserfaring i objektorienterede sprog
  • har kendskab til MS SQL
  • har kendskab til Java, .NET, webservices (rest eller soap), tredelt arkitektur eller server/client-arkitektur eller scripting (PowerShell)

Om os

Du bliver en del af Team Statens HR, der består af ca. 20 medarbejdere. Dine nærmeste kollegaer er løsningsspecialister og forretningskonsulenter samt specialister inden for HR, kommunikation, arkitektur og sikkerhed.

Teamet har det overordnede systemansvar og varetager bl.a. udvikling og vedligehold relateret til Statens HR. Ud over udvikling, test- og analyseopgaver løfter teamet også level 2-support, kursusaktivitet, kommunikation, release management, leverandørstyring, udrulning af løsningen, brugerinvolvering m.m.

Organisatorisk er vi en del af Kontor for HR- og Kompetencesystemer. Det er et engageret kontor, som har et godt sammenhold, og som vil hinanden både socialt og i det faglige samarbejde. Kontoret er forankret i Center for Systemer i Økonomistyrelsen, som er en del af Finansministeriets koncern. Centeret driver et sammenhængende sæt af digitale datadrevne services og understøtter god ledelse og økonomistyring i staten.

Du kommer til at indgå i et fagligt spændende og stærkt miljø, hvor du på tværs af Økonomistyrelsen vil komme til at arbejde med dygtige og engagerede kolleger. Vi prioriterer din faglige udvikling og arbejder systematisk med individuelle udviklingsplaner. Vi har en uformel omgangstone med plads til forskellighed, og vi respekterer hinandens personlighed og faglighed.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling alt efter kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Yderligere oplysninger

Vil du vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte din kommende teamleder Thea Sand på 21 203217 eller thsan@oes.dk.

Ansøgning

Hvis stillingen har din interesse, skal vi modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer samt eventuelle bilag senest den 16. januar 2022.

Vi forventer at holde samtaler i uge 3-4.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Gem job

Økonomistyrelsen
Publiceret: 23. december 2021

Arbejdssted

Location København