IT-sy­stem­ko­or­di­na­tor til udvikling og drift af tra­fik­in­for­ma­tions- og re­al­tids­sy­ste­mer


Trafikselskabet Movia søger en engageret og kompetent kollega, der kan indgå i vores IT-team med ansvar for Movias systemportefølje og IT-arkitektur.

  • Vil du være med til at implementere og videreudvikle vores anvendelse af Internet of Things (IoT) og andre IT-systemer, der gør det lettere at benytte og styre den kollektive trafik?
  • Vil du være med til at sikre driften af systemer der indsamler live-positionsdata fra samtlige 1600 busser, der kører for Movia? 
  • Vil du være med til at skabe sammenhæng imellem systemer og forretning så data bedst muligt anvendes til øget effektivitet og god passagerinformation?

Indtag en nøglerolle som bindeled mellem IT og Movias forretning

Som systemkoordinator bliver din vigtigste opgave at styre og videreudvikle flere af Movias trafiksystemer.

Du kommer til at arbejde med alle faser i et systems livscyklus, fra idéen skabes til systemet til slut lukkes ned. Undervejs styrer du videreudvikling, planlægning og gennemførelse af releases og etablering af roadmaps for systemerne – selvfølgelig i samarbejde med Movias forretning, vores arkitekter og vores IT-leverandører.

Du kan varetage flere roller. Som systemkoordinator arbejder du i projektfasen som teknisk ansvarlig, og i implementerings- og driftsfaserne er din rolle at sikre, at systemerne fungerer og lever op til forretningens krav, SLA m.v. Du sikrer, at den nødvendige dokumentation er på plads, og du går gerne i dialog om anvendelsen af systemerne. Du udviser en god balance mellem at lytte til forretningen og samtidig udfordrer vanetænkning.

Gennem din gode data- og tekniske forståelse omsætter og formulerer du forretningens behov, så systemet kan udvikles af IT-leverandøren. Du er innovativ og ser muligheder for at effektivisere og standardisere systemporteføljen og forretningsprocesserne.

Du kommer til at få ansvar for flere af Movias trafiksystemer. I starten vil dit fokus være på deltagelse i genudbud af det centrale trafiksystem (PubTrans), der understøtter de mest centrale driftsprocesser i planlægning, daglig afvikling og afregning af trafikken. PubTrans har standardiserede snitflader til Movias IoT og øvrige trafiksystemer samt Rejseplanen og Rejsekort og danner bl.a. realtidsafgangsprognoser, som præsenteres på over 2000 stoppestedernes elektroniske skilte, i Rejseplanen m.v.

Bliv en del af et velfungerende team med varieret opgaveportefølje

I Movia bliver du en del af IT-området, der administrerer en unik og kompleks portefølje af systemer. Du vil indgå i et velfungerende team, hvor alle har en væsentlig rolle i forhold til udvikling og drift af vores systemportefølje og kommende migrering af systemerne til Cloud – en rejse, vi forventer os rigtig meget af: større stabilitet, agilitet og automatisering, hurtigere time-to-market og en bedre styring af vores ressourcetræk og driftsomkostninger, så systemerne optimeres og vi betaler det rigtige (FinOps).

Du vil være en aktiv del i transformation af vores eksisterende mere traditionelle funktionsopdelte leverance model til DevOps modellen med selvstændige og tværfunktionelle agile teams, der har end-to-end ansvar for produkter og autonomi til at "planlægge, bygge og køre" innovative løsninger til Movia (plan-build-run model).

Vores samarbejdsform i teamet er uformel og vi har et godt sammenhold, både fagligt og socialt.

Vi forestiller os, at du:

  • Har relevant uddannelsesmæssig baggrund som fx ingeniør, datalog eller datamatiker, og du kan enten have flere års erfaring med systemudvikling og systemintegration eller være nyuddannet
  • Er proaktiv, har stærke koordineringskompetencer og god teknisk forståelse
  • Kan se IT-systemmæssige behov og udviklingsmuligheder i relation til forretningen
  • Er udadvendt af natur og god til at skabe relationer med dine interne kunder samt IT-leverandørsiden
  • Har viden om/erfaring med dataudveksling gennem standardiserede web-grænseflader - herunder REST webservices
  • Vi ser det som en fordel, hvis du desuden har god indsigt i MS Azure platform og gerne viden eller erfaring med at flytte systemer fra on-prem til Cloud

Movia som arbejdsplads

Movia er Danmarks største trafikselskab. Vi transporterer årligt over 200 mio. kunder i bus, lokaltog, flextrafik og plustur. Vi samarbejder med DSB og Metroselskabet om at udvikle og brande den kollektive transport gennem DOT, og så er vi medejere af Rejsekort & Rejseplanen A/S, som har nogle af de mest benyttede brands i Danmark.

Vi er cirka 400 medarbejdere i Movia, og det er en af vores fornemmeste opgaver at tiltrække de rigtige medarbejdere med de rigtige kompetencer. Det er nemlig vores medarbejdere, der gør den store forskel for manges hverdag nu og i fremtiden.

Vi er en spændende arbejdsplads, som bor i nye, moderne lokaler centralt placeret som nabo til Valby St. Vi har en uformel omgangstone med høj faglighed, højt til loftet og kort til topledelsen. Du arbejder på tværs af hele virksomheden og får mange kolleger med vidt forskellige baggrunde. Fælles for os alle er, at vi samarbejder om at udvikle den kollektive transport og brænder for at gøre den endnu bedre.

Som arbejdsplads fokuserer vi på medarbejdertrivsel, kompetenceudvikling og karriereløft. Vi tror på frihed til at tilrettelægge sine arbejdsopgaver, så der er sammenhæng mellem privatliv og arbejdsliv. Og så er vi en røgfri arbejdsplads, fordi vi satser på et sundt arbejdsliv – nu og i fremtiden.

Movia tilbyder individuel løn efter kvalifikationer i henhold til overenskomst mellem relevant faglig organisation og KL.

Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse 1. april 2022 eller snarest muligt.

Ansøgning:

Ansøgningsfrist 30. januar 2022.

Vi indkalder løbende til samtaler – Så send os din ansøgning hurtigst muligt.

Har du yderligere spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte teamleder Admir Begic tlf. 4097 4404.

Gem job