Ny kollega til Mo­dulus­drift­stea­met i AKA-IT


Vil du være med til at holde hjulene i gang og hjælpe andre til at yde deres bedste? Har du en praktisk og nysgerrig tilgang til it-opgaver?

Vi søger en person, der sammen med 7 kolleger kan være med til den daglige drift af a-kassesystemet Modulus. Modulus er et system i konstant udvikling i kraft af politiske retningslinjer og tekniske fremskridt. Modulus afvikles på en Oracle Weblogic applikations-server og en Oracle database. Weblogic applikationsserveren er der planer om at udskifte med en Wildfly/Jboss applikationsserver.

Driftsteamet har ansvar for implementering og drift af Modulus applikations- og database servere og andre systemer, der indgår i Modulus systemlandskabet, desuden forestår de deployment af nye Modulus versioner.

Driftsteamet er sammen ansvarlige for, at systemet altid er opdateret, fintunet, velkørende og brugervenligt, så sagsbehandlerne kan løse deres opgaver. Vi gennemgår nye problemstillinger sammen, men har selvfølgelig hver især vores spidskompetencer og detaljekendskaber.

Vi klarer supportopgaver/ændringsønsker i agilt samarbejde med vores superbrugere, udruller nye opdateringer og releases til test og produktion, overvåger og igangsætter semiautomatiske processer, vedligeholder arbejdsgange, flettefelter og massebreve, afklarer og retter datafejl, foretager backend databehandling og rapportering.

Vi forestiller os, at du kan sætte kryds ved et par af følgende kvalifikationer:

  • Erfaring med Oracle databaser
  • Kendskab til Weblogic, Wildfly eller Jboss
  • Kendskab til Flux
  • Alm. programmering – c#, Java m.v.
  • Script programmering fx. bat/cmd-filer, og python (til Weblogic)
  • Erfaring med PL/SQL, DBA-viden
  • Erfaring med test og fejlfinding inden for software
  • Erfaring med supportfunktion
  • Gerne erfaring med a-kasse og/eller forbundskendskab
  • Gerne Modulus kendskab

Som person er du:

  • Serviceminded og god til at møde mennesker
  • God til at sætte dig ind i problemstillinger og finde løsninger
  • Nysgerrig på at lære nyt
  • Fleksibel - du ser muligheder i stedet for begrænsninger
  • Du skal tale og skrive dansk

AKA-IT er en mindre virksomhed på 22 ansatte og er en sammenlægning af 4 a-kassers it-afdelinger. Vi er ansvarlige for udvikling, drift, infrastruktur og it-support hos vores kunder. Vi har frie arbejdsforhold under ansvar, mulighed for at arbejde hjemme, godt kursusbudget og et rart afslappet arbejdsmiljø. Vi er en virksomhed med korte beslutningsveje og en høj grad af tillid medarbejderne og ledelsen imellem; har du fx forslag til at afprøve ny teknologi etc. er her vide rammer. Der er mulighed for stor indflydelse på egne arbejdsopgaver og processer. 

Arbejdssted er Valby med gode og gratis parkeringsmuligheder og tæt på offentlig transport. Du kommer til at sidde på 4-5 personers kontor. Der er 37 timers arbejdsuge med betalt frokostpause, kantine, mulighed for helbredsforsikring, samt 4 ekstra fridage ud over fem ugers ferie og 6 feriefridage.

Lyder dette som noget, der kunne være interessant for dig, så send os en ansøgning og et cv hurtigst muligt via ansøgningsknappen "Søg jobbet her" nederst på siden. Vi afholder løbende samtaler. Har du spørgsmål eller vil høre mere, kan du kontakte teamleder Helle på tlf. 31 34 72 38 eller mail: her@akait.dk.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Gem job