Bliv Graduate hos Energinet


Vær med til at sikre 100 % grøn omstilling af energisystemet - en af de væsentligste nøgler til at bremse de globale klimaforandringer. For at nå de ambitiøse mål arbejder vi med innovative løsninger som power-to-X, energiøer og digitalisering. Som graduate i Energinet får du fra start et stort ansvar, udvist tillid, lærer nyt og udvikler dig hver dag. Dette er en unik mulighed for at kick-starte din karriere og blive en del af vores nye graduate-hold med start 1. september 2022. Der er 14 pladser på holdet. Din nye arbejdsplads bliver enten på vores hovedkontor i Fredericia eller vores kontor i Ballerup. Du bliver en del af en organisation, hvor fleksibilitet og arbejdsliv i balance står højt på dagsordenen. Du får derfor tilbudt udstyr til en god hjemmearbejdsplads for at kunne afveksle bedst muligt mellem at være på kontoret og hjemme.

STORT FOKUS PÅ DIN LÆRING OG UDVIKLING

Som graduate hos Energinet indgår du i et to-årigt program, hvor du har turnus i tre forskellige afdelinger - du er selv med til at sammensætte dit helt eget forløb på baggrund af dine interesser og udviklingsønsker. Du får derfor rig mulighed for at prøve dig selv af i forskellige roller og arbejdsopgaver, så du er klar til at vælge din karrierevej i Energinet efter programmet.

Undervejs i programmet tilbyder vi relevante kurser, en mentor, en buddy, et unikt netværk med de øvrige graduates, dedikeret graduate-tid samt sparring med erfarne og engagerede ledere i forhold til, hvordan du kan udvikle dig. Du er ikke garanteret fastansættelse efter programmet. Størstedelen af vores graduates vælger dog at søge udfordringer i Energinet efter deres forløb, og vi har i dag mange tidligere graduates ansat - fra specialist til selskabsdirektør. Vores graduates er meget eftertragtede i organisationen, og du er garanteret et udviklingsforløb, som udgør et stærkt fundament for din videre karriere som generalist, specialist, projektleder eller leder.

Glæd dig til to år med fuld fart på din faglige og personlige udvikling i en virksomhed med højt til loftet, et uformelt arbejdsmiljø og en enorm vilje til tværgående samarbejde og sparring. I samarbejde med dig skræddersyer vi et graduateprogram, der udfordrer og udvikler dig personligt og sætter din faglige viden i spil i en energisektor, som skal være med til at gøre Danmark og verden grønnere.

MODIGE, ENGAGEREDE OG RELATIONSSKABENDE AKADEMIKERE

For at komme i betragtning som graduate forventer vi, at du har en akademisk uddannelse og maksimalt ét års erhvervserfaring efter endt uddannelse. Vi er åbne over for alle uddannelsesbaggrunde - og er kun nysgerrige på, hvad du kan bidrage med i forhold til din specifikke baggrund. Uanset din uddannelsesmæssige baggrund er du med til at realisere vores vision ”Grøn energi for en bedre verden”, men mere konkret kan du fx arbejde med opgaver inden for:

  • Udvikling, planlægning, vedligehold og drift af energisystemet (el, gas og sektorkobling)
  • Alle grene af IT i en fuld agil organisering - fx it-projektledelse eller udvikling
  • Data, digitalisering, machine learning, data science og IOT
  • Makroøkonomi/samfundsøkonomi, matematisk modellering, økonomisk rapportering, regnskab, analyser m.m.
  • Forretningsudvikling og innovation
  • Interessentsamarbejde (herunder samarbejde med myndigheder, departementer og styrelser), internationalt samarbejde og public affairs
  • Miljøvurderinger og geologi
  • Kommunikation, strategisk ledelsesstøtte og HR

Ovenstående liste er på ingen måde udtømmende, da vi konstant udvikler vores arbejdsopgaver og metoder.

Vi lægger stor vægt på dine personlige kompetencer og forventer, at du er engageret, nysgerrig og hurtig til at tilegne dig ny viden. Samtidig er du reflekterende omkring din omverden og din egen udvikling. Du har desuden opnået erfaring ved siden af studiet, fx i form af udlandsophold, relevant studiejob, praktik eller frivilligt arbejde.

”På det personlige plan er du visionær, innovativ og tør gå imod det gængse for at udvikle nye opfattelser, metoder eller løsninger. Du brænder for det, du laver og går gerne forrest. Samtidig lytter du nysgerrigt til andre, indgår i dialog og lader dem være med til at forme løsningerne,” fortæller programleder Henriette Gertz Gregersen.

ANSØGNING OG KONTAKT

Send din ansøgning med cv, eksamensbevis/karakterblad og andre relevante bilag via linket ”Søg jobbet her” senest 1. marts 2022. Angiv i din ansøgning, hvis du har særlige ønsker til lokation (Fredericia/Ballerup).

Samtidig beder vi dig uploade en kort video (max. 1 min.) af dig selv, hvor du svarer på følgende spørgsmål:

  1. Hvad er din motivation for at søge Energinets graduateprogram?
  2. Hvilken forskel kan du gøre for Energinet?

Vi holder assessment i Fredericia 28. marts 2022 (du skal kunne deltage hele denne dag). Vi forholder os løbende til Covid-19-situationen og assessment afholdes evt. virtuelt.

Vil du møde os, inden du sender en ansøgning? Så tilmeld dig Energinets virtuelle graduate-messe 17. eller 21. februar kl.9.30 - 11.30 HER.

energinet.dk/karriere kan du læse mere om graduateprogrammet og vores arbejdsplads, og på Graduate i Energinet på LinkedIn kan du følge vores nuværende graduates og stille spørgsmål til programmet. Du er også velkommen til at kontakte programleder Henriette Gertz Gregersen på hgg@energinet.dk.

ENERGINET

Energinet varetager samfundets interesser, når Danmark skal forsynes med el og gas, og energisystemet omstilles til grøn energi. Vi er en selvstændig offentlig virksomhed med ca. 1500 engagerede og højt uddannede medarbejdere. Vores kultur hænger tæt sammen med vores samfundsansvar, og vi arbejder aktivt med FN’s verdensmål omkring bæredygtig energi, klimaindsats, partnerskaber for handling samt industri, innovation og infrastruktur. Ved at vise vejen for grøn omstilling kan vi være med til at løse den globale klimaudfordring. Nye løsninger kræver, at vi evner at se problemstillinger fra mange vinkler, og derfor er mangfoldighed et nøgleord i vores kultur. Vi bestræber os på at lytte, involvere og dele vores viden. Med afsæt i værdierne mod og tillid lægger vi vægt på hele tiden at udvikle os som organisation og som mennesker.

Se film om Energinet.

Gem job

Energinet
Publiceret: 16. februar 2022

Arbejdssted

Location Fredericia eller Ballerup