IT-supporter til Service Desk


Vi søger dig, der brænder for god brugersupport og teamwork.

Vi søger endnu en dygtig kollega til vores velfungerende Service Desk - med tilknytning til kontoret i Thisted eller Herning.

I vores Service Desk supporterer vi hver dag masser af forskellige kunder, hvilket er medvirkende til, at arbejdsdagene aldrig bliver ens.

Vi har i både Thisted og Herning et team af dygtige og engagerede Supportkonsulenter, som er klar til at hjælpe dig til den bedste start i jobbet, for det er nemlig det vi gør - hjælper hinanden.

Vores Service Desk er ikke bare et callcenter - det er et sted, hvor der ydes både first og second level-support, og som medarbejder kan du selv få indflydelse på på hvilken type opgaver, der sendes din vej. 

Der er rig mulighed for at udvikle sig i jobbet - i første omgang handler det måske om at blive kundeansvarlig og tage sig af onsite-besøg. Måske går dine ønsker i en anden retning, men uanset er det noget, vi arbejder sammen om.

Forskellen du gør

Vi forestiller os, at er uddannet IT-Supporter, eller også har du gennem erfaring fra lignende jobs tilegnet dig kompetencer indenfor brugersupport.

Du er imødekommende og brænder for brugersupport - en god dag for dig, er en dag, hvor du har talt med og hjulpet mange glade og tilfredse kunder.

Nogle dage har vi ekstra travlt, og derfor er det vigtigt, at du ikke lader dig stresse af, at opgaverne står i kø.

Du interesserer dig for den virksomhed, du er en del af, og forstår vigtigheden af, at vi arbejder sammen på tværs for at give kunden den bedste oplevelse. Du er vigtig for dine kolleger - og dine kolleger er vigtige for dig.

Fordelene vi er fælles om

Som medarbejder i netIP vil du med det samme opleve værdierne åbenhed, tillid og tryghed blive efterlevet.

Gennem et grundigt onboardingprogram og bæredygtig ledelse sørger vi for at understøtte dig i din personlige og faglige udvikling, så du oplever den arbejdsglæde, der er grundlaget for vores succes.

Du deltager i den fælles sundhedsforsikring, pensions-, og kantineordning. Herudover får du PC, mobiltelefon og arbejdstøj samt mulighed for at deltage i faglige og sociale arrangementer. Vi betragter netIP som en familie – og i en familie passer man godt på hinanden. I fonden netIP familyCARE rækker vi ud til alle vores ansatte og deres familier. Formålet er at støtte menneskene i netIP og deres nærmeste familie i de svære situationer, de kan møde i tilværelsen.

Desuden er en tredjedel af medarbejderne aktionærer i netIP, så de får både medindflydelse og del i udbyttet.

Fakta om jobbet

Vi tilbyder dig en fuldtidsstilling med fast månedsløn, som er konkurrencedygtig og tilpasset de kompetencer og erfaringer, du kommer med. Desuden får du timer indsat på en flekskonto, hvis du arbejder udover den normale arbejdstid.

Vi lover dig masser af faglige udfordringer, og du bliver tildelt et ansvar, der matcher dine kompetencer og ambitioner. I de seneste par år har vi på godt og ondt arbejdet hjemmefra. De bedste erfaringer tager vi med os, så hvis du ønsker det, er det mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet - også på hjemmekontor.

Hør det fra din kollega

”Jeg føler, at jeg som medarbejder i netIP´s Service Desk selv har mulighed for at få indflydelse på mine opgaver - det bidrager til min udvikling, og jeg føler, at både ledere og kolleger lytter til de input, jeg kommer med. Det giver mig en følelse af at være respekteret og blive anerkendt for både mine kompetencer og mine holdninger”.

– Mathias Kjeldskov Nielsen, Supportkonsulent, Service Desk Herning

Hør det fra din leder

I netIP er min vigtigste rolle som leder at spille dig god. Det vil sige, at jeg bestræber mig på at efterleve netIPs værdier: åbenhed, tillid og tryghed. Det betyder, at vi løbende vil have en dialog om din udvikling og trivsel i netIP. Som leder tror jeg helt grundlæggende på at have mennesket i fokus. Dette ligger helt i tråd med, at vi i netIP ikke vurderer vores mennesker ud fra tal og KPI’er. I stedet vægter vi adfærd, teamspirit og potentiale højt. I Service Desk er vi et team, vi løfter i flok, vi agerer samlet, og vi bidrager alle på hver vores måde til netIPs udvikling.

– Henrik Jonsen, Leder af Service Desk

Sådan søger du

Vi opfordrer dig til at søge snarest, da vi behandler ansøgningerne løbende.

For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til Henrik Jonsen, Leder af Service Desk på tlf. 7874 3855 / hjo@netip.dk eller Berit Møller, HR-ansvarlig på tlf. 8219 4494 / bmo@netip.dk.

Gem job

NetIP A/S
Publiceret: 27. april 2022

Arbejdssted

Location Thisted eller Herning