Udvikler til stort di­gi­ta­li­se­rings­pro­gram


Vil du prøve kræfter med udvikling i et stort digitaliseringsprogram? Og vil du arbejde med micro services, kubernetes og et fuldt automatiseret deployment- og test-setup? Så er du måske vores nye kollega.

I de kommende år gennemfører vi en omfattende digital modernisering på to af domstolenes største sagsområder – straffe- og skiftesagerne. Vi udvikler nye løsninger fra bunden, der understøtter fuld digital sagsbehandling. De nye løsninger skal lette arbejdet for både dommere, sagsbehandlere og domstolenes brugere samt sikre en fremtidssikret og stabil systemunderstøttelse.

For at kunne gennemføre denne omfattende og komplekse digitale modernisering har vi etableret en ny programorganisation i Domstolsstyrelsen. Til programmet søger vi en udvikler, der vil bidrage til at skabe succes med de kommende års store digitaliseringsprojekt.

En spændende stilling i et moderne digitaliseringsprogram

Du bliver en del af programmets leveranceorganisation, som består af en analyse- og udviklingsenhed med flere agile udviklingsteams, en DevOps enhed samt en styringsenhed. Vi arbejder ud fra de agile principper. Der er planlagt seks større releases frem mod 2026, hvor den nye løsning skal være færdigudviklet.

I programmet arbejder vi med nogle af de nyeste teknologier som Kubernetes. Vi har fokus på at automatisere tests, samt på deployment og kvalitetskontrol.

I samarbejde med dine kolleger skal du hjælpe med at:

  • bidrage til nyudvikling både front- og backend
  • udarbejde og kvalificere dokumentation for den udviklede løsning
  • sikre at de forretningsmæssige krav kan implementeres teknisk
  • kvalificere testcases
  • fejlsøge, rapportere og rette fejl og mangler (bugs)
  • opsætte automatiserede tests
  • forberede og implementere tekniske tests

Hos os får du

  • en spændende og afvekslende hverdag, hvor du løbende vil blive udfordret på nye opgaver
  • Sparring med dygtige kolleger og chefer
  • en uformel og udviklingsorienteret arbejdsplads, der lægger vægt på høj faglig standard, professionalisme og ikke mindst arbejdsglæde.

Hvem er du?

Du har formentlig en videregående akademisk uddannelse inden for it, fx datalogi, softwareteknologi, informationsvidenskab, kommunikation og it eller lignende. Du kan både have flere års erfaring eller være nyuddannet. Det vigtigste er, at du har en dyb forståelse for programmering, og at du har den basale viden på plads om udvikling og test. Dertil skal du have lyst til at arbejde i et agilt udviklingssetup.

Som person er du systematisk, struktureret og har god sans for planlægning. Du motiveres af at blive udfordret både fagligt og personligt. Du trives med at indgå i et tæt teamsamarbejde, hvor I løser forskelligartede opgaver. Du er serviceminded og kan agere i en offentlig myndighed.

Vi forventer, at du kan formulere dig på dansk – både skriftligt og mundtligt.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • har en blanding af tekniske evner og brugerforståelse
  • har erfaring med udvikling – eventuelt på hobbyplan eller fra studieprojekter
  • er interesseret i digitalisering og brænder for at udvikle gode løsninger til brugerne
  • kan indgå i en konstruktiv dialog med vores forretningsspecialister, som er dybt involveret i udviklingen

Løn- og ansættelsesvilkår

Har du en akademisk baggrund, vil du blive ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent i henhold til overenskomst for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer. Der vil eventuelt kunne forhandles et pensionsgivende kvalifikationstillæg afhængig af erfaring og kompetencer.

Er du ikke omfattet af AC-overenskomsten, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/Stat samt OAO-S-fællesoverenskomsten.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til ”Hemmeligt” og opretholde din sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse.

Der er tale om en fuldtidsstilling.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Mere om stillingen

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Enhedschef Martin Buur på tlf. 53 63 01 05.

Se også vores film om arbejdet som it-specialist hos os her.

Du kan læse mere om Domstolsstyrelsen, Danmarks Domstole og vores vision, værdier og mål på www.domstol.dk. Her kan du også se vores programorganisering samt læse Danmarks Domstoles digitaliseringsstrategi.

Ansøgning og samtaler

Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg jobbet her” på siden.

Ud over din ansøgning bedes du vedhæfte cv, udtalelser og relevante eksamenspapirer m.v.

Send din ansøgning snarest muligt og senest d. 17. maj 2022.

Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 22. 2. samtaler forventes afholdt med udvalgte kandidater i uge 23.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job