Di­gi­ta­li­se­rings­kon­su­lent


Motiveres du af at arbejde med teknologi og digitalisering, hvor dine resultater med garanti kommer til at gøre en stor forskel for borgere og samarbejdspartnere i Danmark? Så har du nu muligheden for at komme med på vores spændende rejse.

Den 1. januar 2020 blev Færdselsstyrelsen i Ribe en selvstændig styrelse under Transportministeriet, og vi er i en rivende udvikling, da vi både hjemtager opgaver og har overtaget mange store områder herunder bl.a. kørekortsområdet, samtidigt med vi har etableret en helt ny IT og digitaliseringsfunktion i styrelsen.

Vi forestiller os, at du trives i en afvekslende hverdag med mange forskellige opgaver inden for dit felt og at du har lyst til at skabe dine resultater i tæt samarbejde med dine kollegaer på tværs af hele styrelsen.

Du vil, i din rolle som digitaliseringskonsulent arbejde med at skabe forbedrede og mere sammenhængende digitale borger- og brugeroplevelser samt effektiviserende digitale arbejdsgange.

Du vil ligeledes spille en vigtig rolle i arbejdet med digital transformation og arbejdet med videreudvikling af det digitale mindset hos styrelsens ledere og medarbejdere.

Det er derfor vigtigt, at du har stor interesse for og viden om de forretningsmæssige muligheder med digitalisering i et kunde- og procesperspektiv. Vi ser derfor gerne, at du har en stor nysgerrighed på nye teknologier, og gerne et kendskab til RPA, procesoptimeringssystemer samt forskellige former for AI og machine learning eller tilsvarende.

Dit hovedfokus vil være at arbejde tæt sammen med forretningen omkring digitaliseringsforløb i styrelsens forskellige fagområder. Initiativerne udvikles og afprøves hurtigt og effektivt i pilotforløb, og skaleres efterfølgende bredere og dybere i forretningen, når de forventede gevinster materialiserer sig. Digitaliseringsarbejdet vil tage afsæt i agile udviklingsprincipper og metoder.

Vi forestiller os, at du har en relevant længerevarende uddannelse og gerne erfaring fra et lignende job, samt relevant uddannelse og evt. certificeringer indenfor digitalisering, projektledelse og forandringsledelse (SCRUM, PRINCE2, ADKAR eller tilsvarende).

Du arbejder selvstændigt og metodisk med dine opgaver og inddrager aktivt dine omgivelser i dit arbejde. Du kommunikerer i øjenhøjde og evner at skabe medejerskab og fælles trækkraft i dine projekter. Du er nytænkende og har modet til at udfordre det bestående.

Vi kan tilbyde ansættelse i en ambitiøs organisation i rivende udvikling, hvor du får gode og fleksible muligheder for at påvirke din egen hverdag i arbejdet med løsningen af dine opgaver. Vores omgangstone er uhøjtidelig og med plads til et godt grin.

Rent praktisk vil stillingen være en fuldtidsstilling med ansættelsessted ved Færdselsstyrelsens hovedkontor i Ribe, og med rejseaktivitet rundt i Danmark. Vi har dog flere lokationer i det meste af Danmark, så stillingen kan besættes i andre byer end i Ribe. Du må gerne tilkendegive dette i din ansøgning, hvis du ønsker at møde ind på en anden af vores lokationer.

Kan du se dig selv i ovenstående muligheder, så vil vi rigtig gerne modtage din ansøgning. Sidste frist for at indsende din ansøgning er d. 8. juni 2022.

Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst.

Vi forventer at afholde første og anden samtaler hhv. den 16. juni og 21. juni. Samtalerne afholdes hos Færdselsstyrelsen i Ribe.

Hvis du har yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Søren B. Nielsen tlf. 4187 1797 eller på mail sbni@fstyr.dk.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge. 


Færdselsstyrelsen er i rivende udvikling, og vi har brug for flere dygtige medarbejdere. Vi er ca. 550 engagerede kollegaer, med forskellige fagligheder og opgaver, og vi står overfor en periode med store og ambitiøse mål på færdselsområdet.

Gem job

Færdselsstyrelsen
Publiceret: 11. maj 2022

Arbejdssted

Location Ribe