Tran­si­tion Manager til stort di­gi­ta­li­se­rings­pro­gram


Vil du være med til at idriftsætte komplekse it-løsninger i et af de største offentlige digitaliseringsprojekter lige nu? Har du lyst til at bringe din brede tekniske viden i spil i et miljø, der er præget af høj faglighed og arbejdsglæde? Så er du måske vores nye Transition Manager til Domstolsstyrelsens store Straffe- og skifteprogram.

Domstolsstyrelsen er en del af Danmarks Domstole. Vores opgave er at udvikle, administrere og understøtte arbejdet ved domstolene – også digitalt.

I de kommende år gennemfører vi en omfattende digital modernisering på to af domstolenes største sagsområder – straffe- og skiftesagerne. Vi udvikler en ny løsning, der understøtter fuld digital sagsbehandling. Den nye løsning skal lette arbejdet for både dommere, sagsbehandlere og domstolenes brugere samt skabe en fremtidssikret og stabil systemunderstøttelse.

Vi tilbyder en spændende stilling som Transition Manager, hvor du får mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt. Du vil komme til at samarbejde med dygtige generalister og specialister i et miljø, der er præget af høj faglighed, engagement, arbejdsglæde og samarbejde på tværs.

Du sikrer en god overgang mellem udvikling og drift

Som Transition Manager bliver du ansvarlig for at sikre overgangen fra udvikling til drift af vores nye, egenudviklede løsning til straffe- og skiftesagsområderne.

Det bliver din opgave at sikre, at releases er driftsparate og lever op til driftsenhedens krav. Dette arbejde sker i et tæt samarbejde med Straffe- og skifteprogrammets kvalitetssikring. Derudover er du det primære kontaktpunkt mellem driftsenheden og udviklingsprogrammet og sørger for, at vi har lavet de nødvendige aftaler, har styr på processerne og kan gennemføre selve overdragelsen fra udvikling til drift.

Du skal desuden varetage følgende opgaver:

  • Sikre udarbejdelse af interne service aftaler (OLA’er), system- og driftshåndbøger, transitionstjeklister mv.
  • Skabe overblik og dialog med Straffe- og skifteprogrammet omkring driftsaktiviteter og afhængigheder
  • Rådgive om forhold i it-infrastrukturen sammen med systemadministratorerne, så releases kan driftes i overensstemmelse med aftalte servicemål
  • Sikre at alle overdragelsesaktiviteter gennemføres inden projektets overgang til ordinær drift
  • Deltage i agile ceremonier og planlægningsaktiviteter for at sikre tilstrækkelig ressourceallokering til Straffe- og skifteprogrammet.

I det daglige vil du arbejde tæt sammen med kollegaerne på Straffe- og skifteprogrammet. Organisatorisk vil du imidlertid høre til Infrastrukturteamet i vores It-driftsenhed. Infrastrukturteamet ledes af en teamleder og består af 12 specialister inden for servere, netværk, print, pc-management, kommunikationsløsninger, sikkerhed og arkitektur. It-driftsenheden består desuden af en supportfunktion, som du også vil få et tæt samarbejde med.

Selvom din primære opgave vil være at udfylde rollen som Transition Manager i Straffe- og skifteprogrammet, vil du også deltage i øvrige projekter, så du opbygger erfaring med vores it-infrastruktur, driftsprocesser og metodeapparat. Da der er tale om en nyoprettet stilling, vil du få mulighed for selv at påvirke, hvordan du udfylder rollen som Transition Manager.

Du er teknisk velfunderet og har stærke koordinator evner

Du har erfaring fra en lignende stilling. Din uddannelsesmæssige baggrund er underordnet. Det vigtigste er, at du har en analytisk tankegang og er god til at omsætte viden til skriftlig dokumentation.

Derudover lægger vi vægt på, at du har:

  • erfaring med Service Management (ITIL) samt kendskab til agile værktøjer som fx Scrum og SAFe fra større it-projekter
  • erfaring med drift af specialudviklede løsninger i både Windows- og Linux-miljøer
  • bred forståelse for, kendskab til og gerne praktisk erfaring med teknologier både i cloud og on-premise.

Som person er du en udpræget teamplayer med stærke koordinatorevner. Du er god til at skabe og vedligeholde relationer, og du er i stand til at indgå i konstruktive dialoger med både kollegaer og eksterne leverandører. Du har øje for helheden, og du er optaget af at sikre mindst mulig påvirkning for slutbrugerne ved implementering af releases.

Løn og ansættelsesvilkår

Har du en akademisk baggrund, vil du blive ansat som specialkonsulent i henhold til overenskomst for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer. Der vil eventuelt kunne forhandles et pensionsgivende kvalifikationstillæg afhængig af erfaring og kompetencer.

Er du ikke omfattet af AC-overenskomsten, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/Stat samt OAO-S-fællesoverenskomsten.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til ”Hemmeligt” og opretholde din sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse. Du kan læse mere om sikkerhedsundersøgelser her.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Mere om stillingen

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder for it-infrastruktur Kenneth Bune Trust på tlf. 23 46 75 24 eller chef for It-driftsenheden Michael Kalmberg på tlf. 22 60 73 76.

Se også vores film om arbejdet hos os: https://domstol.dk/om-os/job/arbejde-ved-danmarks-domstole/video-it-specialist/

Du kan læse mere om Domstolsstyrelsen, Danmarks Domstole og vores vision, værdier og mål www.domstol.dk. Her kan du også læse Danmarks Domstoles Digitaliseringsstrategi 2019-2022.

Ansøgning og samtaler

Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg jobbet online”.

Ud over din ansøgning bedes du vedhæfte CV, udtalelser og relevante eksamenspapirer mv.

Vi skal have modtaget din ansøgning senest tirsdag d. 7. juni 2022 kl. 10.00.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.


Danmarks Domstole er den tredje statsmagt og dermed uafhængig af politiske interesser. Vi værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Domstolene pålægger straf og afgør tvister mellem personer, virksomheder og myndigheder. Det er også domstolene, der afgør fogedsager og skiftesager samt står for tinglysning af rettigheder. Danmarks Domstole består af Højesteret, to landsretter, Sø-og Handelsretten, Tinglysningsretten og 24 byretter. Hertil kommer retsvæsenet på Færøerne og i Grønland, Procesbevillingsnævnet og Domstolsstyrelsen. Vi beskæftiger i alt ca. 2.400 medarbejdere. Vores værdier er ansvarlighed, respektfuld behandling, troværdighed samt åbenhed og lydhørhed.

Gem job

Domstolsstyrelsen
Publiceret: 18. maj 2022

Arbejdssted

Location København