Er du vores nye Data Science spe­ci­a­list?


Brænder du for at udvikle, kvalitetssikre eller drifte løsninger inden for machine learning og AI i tæt samspil med forretningen? Kan du lide at arbejde med store mængder af data og omsætte det til viden? Vil du være med til at gøre en forskel for at sikre finansieringen af velfærdssamfundet ved at bygge fremtidens data- og analysebaserede Skatteforvaltning?

Så er du måske vores nye Data Scientist. Du bliver ansat i Center for Avanceret Analyse, hvor 50 specialister er med til at udvikle og levere løsninger til hele Skatteforvaltningen inden for Machine Learning (ML), Artificial Intelligence (AI), Robotic Process Automation (RPA) og Business Process Management (BPM).

I centeret anvender vi de nyeste metoder og algoritmer til at sikre, at vi har et moderne datadrevet skattevæsen. Vores analytiske løsninger hjælper sagsbehandlerne med at kvalificere, strukturere og forudsige udfald i store sagsmængder, hvilket bidrager til bedre vejledning af borgere og virksomheder og samtidig er en vigtig del af svigsbekæmpelsen. Korrekt indbetaling af skatter og afgifter til tiden skaber værdi for såvel sagsbehandlere, borgere og virksomheder og det danske velfærdssystem.

Du bliver tilknyttet et agilt team, hvor du er en aktiv deltager i at løse teamets opgaver inden for ML/AI i samarbejde med andre specialister inden for data science og automatisering og ofte i tæt samarbejde med forretningen. Udviklingen foregår i sprints med udgangspunkt i SCRUM og SAFe (Scaled Agile Framework).

Vi søger analytiske Data Science/IT-profiler, der kan dække et eller flere af følgende faglige områder:

Data Science-modeludvikling

Som Data Scientist vil du være med til at bygge ML- og AI-modeller til brug i Skatteforvaltningen. Du vil deltage i arbejdet med at udvikle nye ML-modeller såvel som at monitorere og vedligeholde de eksisterende løsninger. Du og dit team arbejder tæt sammen med Skatteforvaltningens fagstyrelser om at udvikle ML-løsninger til at styrke svigsbekæmpelse, effektivisere sagsbehandling, og støtte organisationen i komplekse beslutningsprocesser. Du arbejder med supervised og unsupervised metoder, decision trees og neurale netværk, tabular data og grafer - værktøjskassen i centret er stor, og kompetencerne er mange. Du og dit team er med til at vælge de metoder og teknologier, der bedst løser forretningens behov indenfor de rammer, der er i Skatteforvaltningen.

Data Science R-/Python-udvikling

Med en primær baggrund indenfor softwareudvikling vil du få en central rolle i at opretholde og forbedre vores standard for udvikling og være med til at professionalisere hele vores udviklingsproces for data science-løsninger. Som Data Scientist kommer du ind i hjertet af vores løsninger og bidrager konkret til dem samtidig med, at du sikrer stor genbrugelighed på tværs af løsninger. Endelig vil du naturligt blive et bindeled mellem vores Machine Learning Engineers og vores øvrige Data Scientists.

En særlig arbejdsplads

Vi har p.t. 4 teams, der arbejder med data science-løsninger, og du vil indgå i det team, der bedst matcher din faglighed og dine ønsker til opgaver. Du bliver således en del af en stor gruppe af data science specialister, som udgør et stort fagligt fællesskab, hvor der udveksles læring og afprøves nye metoder og teknologier. Fælles for os er, at vi dyrker fagligt nørderi og tværfagligt samarbejde. Der er gode muligheder for kompetenceudvikling, og vi sikrer os, at du får varierende og udfordrende arbejdsopgaver.

Din erfaring og kompetencer

Som ny Data Scientist hos os har du en analytisk baggrund med stærke kompetencer indenfor matematisk modellering, statistik og sandsynlighedsregning. Eller du har en computer science baggrund med softwareudvikling som din spidskompetence. Er du engageret og brænder for data science, har vi en plads til dig.

Vi søger både erfarne og mindre erfarne profiler. Som erfaren profil har du en kandidatgrad eller en ph.d. med udgangspunkt i computer science, matematik, fysik, statistik eller lignende uddannelser, hvor IT, matematik og statistik har været centrale elementer. Du har arbejdet professionelt med IT-udvikling på data science-projekter og har været vant til at håndtere store datamængder og få omsat det til analyser og forretningsmæssige problemstillinger. Du har erfaring med at arbejde i et team og støtte op om, at kunden får leveret, som aftalt. Du må gerne have erfaring med at drifte en større portefølje af data science-løsninger.

Som mindre erfaren profil har du en lignende uddannelsesbaggrund, interesse for at arbejde med store datamængder og har mod på at lære at operationalisere nogle af de nyeste metoder inden for data science. Du kender til nogle af vores værktøjer og teknologier og har mod på at blive specialist.

Det vil være en fordel, hvis du kender til flere af følgende teknologier. R, Python, GitHub, Jenkins, Ansible, Linux, SQL,  MLFlow, Conda, Docker, Rancher/Kubernetes, Rstudio, VSCode, Shiny. Dem du ikke kender, får du mulighed for at bliver lært op i hos os.

Ansøgning og kontakt

Send et motiveret CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg jobbet her” senest 7. august.  Vi afholder løbende samtaler fra uge 31, så tøv ikke med at søge.

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Mette Damm-Svendsen tlf. 72 37 49 98 eller kontorchef Lasse Skakkebæk Lindegaard, tlf. 72 37 90 41 (dog i uge 29 og 30 - send en sms til førstnævnte, som ringer tilbage indenfor et døgn).

Der vil indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Tiltrædelse er snarest muligt.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg eller Teglgårdsparken 26, 5500 Middelfart

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job