Windows-tekniker med speciale i Sund­heds­plat­for­men søges


En af vores dygtige medarbejdere har fået ny stilling internt i Koncern IT, og derfor har vi brug for dig som vores nye driftstekniker i Koncern IT. Du skal hjælpe med at varetage driften af Sundhedsplatformen sammen med andre gode kollegaer. Hvis du er proaktiv, struktureret og god til at bevare overblikket i en travl hverdag, er det dig, vi mangler.

En aktiv og udviklingsorienteret afdeling

Hosting Services er en del af vores IT-driftsfunktion, som i det daglige varetager driften af regionens netværk, datacentre, serverpark, storage-løsninger, overvågning og backup. Alt fra hardware til og med OS-lag, som består af medarbejdere med bred teknisk baggrund.

Du vil blive en del af et team med dygtige og dedikerede Windows Server-specialister i en velfungerende afdeling, hvor tonen er venlig og uformel. Dit arbejdssted bliver i Ringsted, hvor vi sidder i storrumskontorer og har en tæt dialog på tværs af ansvarsområder. Du vil blive en del af en proaktiv it-afdeling, hvor der altid er gang i den. Som afdelingsleder Caja Dilling Sabroe siger: ”Der er gode muligheder for selvrealisering og fordybelse. Sammen med Epic skaber vi morgen dagens sundhedsvæsen”.

Du vil få mulighed for personlig og faglig udvikling i et spændende job, hvor du skal servicere egne kollegaer, institutioner, sygehuse, forvaltninger og afdelinger i et kunde/leverandør forhold, hvor der er en stor grad af decentralisering af såvel ansvar som kompetence.

For os er det vigtigt, at du er dedikeret til dit arbejde og villig til at lære en masse nyt. Vi har et tæt samarbejde med vores leverandør EPIC, og det er en forudsætning, at du har lyst til og mod på at lære alt om den infrastruktur, der understøtter Sundhedsplatformen. Du vil over tid skulle gennemføre et kursus med efterfølgende certificering i EPIC’s applikationer. Noget af undervisningen foregår i Wisconsin, USA med efterfølgende certificeringstests i Danmark.

Din hjælp som windowstekniker er med til at gøre en forskel

Du vil få en vigtig rolle i at indgå i teamet med Windows OS som speciale. Dit ansvar vil være at servicere og vedligeholde Windows server løsninger på Sundhedsplatformen samt Region Sjælland. Vi har brug for hjælp til følgende:

  • Håndtering af sager fra bl.a. brugere og Application Managers
  • Fejlsøgning og -håndtering
  • Opdatering, opgradering og patching af servere og klienter
  • Deltagelse i driftsudviklingsprojekter
  • Varetage installationer i forbindelse med opdateringer og større releases
  • Opsætte OS i fejltolerante opsætninger, hvor dette er et krav
  • Sikre OS mod uautoriseret adgang og backup af data
  • Sikre overvågning af OS i henhold til aftaler
  • Udarbejde og vedligeholde dokumentation og levere input til kravsspecifikation til leverandører
  • Trende systemet, så det bliver udbygget efter behov og rettidigt
  • Gennemgå, validere og afrapportere licens forbrug.

Har du mod på at være specialist i Windows Server, eller er du det allerede?

Du kan være en erfaren Windows Server konsulent og/eller -specialist. Alternativt er du nyuddannet og har ambitioner om at blive specialist på et helt unikt område. Det vigtigste for os er, at du har mod på at tage fat og medvirke til, at vores team fortsat løser opgaver i høj kvalitet og til tiden.

  • Har du en relevant IT-uddannelse og baggrund?
  • Er du Windows Server specialist og har en eller flere MS certificeringer?
  • Er du indstillet på at blive EPIC certificeret?
  • Har en dybere forståelse for IT-sikkerhed?
  • Kan du begå dig i en hverdag, hvor en del af kommunikationen foregår på engelsk?
  • Er du udadvendt og evner at kommunikere med brugere på tværs af faglighed og organisatoriske niveau?

Vi arbejder med en stor og omfattende applikation, hvilket kan føre til arbejde udenfor normal arbejdstid. Du skal derfor være indstillet på at være fleksibel omkring dine arbejdstider.

Det er væsentligt for os, at du trives i en rolle, der har en god blanding af drift-arbejde, mødeaktiviteter og løsning af, til tider, komplekse opgaver. Du skal være en god teamspiller, for vi spiller hinanden gode bl.a. ved at holde humøret højt. Stillingen kræver, at du er mødestabil og dedikeret til dine opgaver. Er du derudover god til at bevare overblikket og ikke bange for at lære nye teknologier, så tøv ikke med at ansøge. Vi har brug for dig.

Nysgerrig?

Hvis det lyder som noget for dig, så send din ansøgning inkl. CV via vores jobportal, som du finder ved at klikke på ”Søg jobbet her” nederst på siden. Ansøgningsfristen er den 15. august 2022. Da vi behandler ansøgningerne løbende, vil vi anbefale dig at søge hurtigst muligt. Ansættelse er den 1. oktober 2022 eller snarest muligt. Alle henvendelser behandles med fortrolighed.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte teamleder Caja Sabroe på telefon: 93 57 65 75 eller mail: cajas@regionsjaelland.dk.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst efter principperne om ny løn. Arbejdstid er 37 timer inkl. frokost med flekstidsordning, som sikrer en fornuftig balance mellem arbejde og fritid. Derudover tilbyder vi også mulighed for hjemmearbejde, hvis arbejdsopgaverne er egnet til det.

Om Koncern IT

Koncern IT er Region Sjællands fælles it-organisation med ca. 430 medarbejdere. Vi leverer digitale løsninger til regionens virksomhedsområder og i særdeleshed til regionens sygehuse. Og vi er med vores supportorganisation placeret på regionens sygehuse tæt på mange af vores 19.000 brugere. Vi har et uformelt og udviklende arbejdsmiljø, og vi holder os ajour med trends og teknologiske fremtidsmuligheder og kombinerer det med løbende kompetenceudvikling.

Koncern IT ønsker at være en stærkt serviceorienteret organisation. Vi arbejder efter værdisættet FLER – Forandringsparat, Loyal, Engageret, Respektfuld og forventer, at nye kollegaer konstruktivt vil bidrage til, at vi får FLER gode arbejdsdage.

Vi råder over moderne kontorfaciliteter i tilknytning til vores datacenter i Ringsted, tæt på Ringsted station og motorvejen.

Du kan læse mere om Koncern IT på regionens hjemmeside her.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Kontaktperson:

Navn: Caja Dilling Sabroe
Stilling: Teamleder
E-mail: cajas@regionsjaelland.dk
Telefon: 93576575

Gem job