Chef for IT-for­valt­ning til IT-Af­de­lin­gen, Sygehus Lillebælt

Kan du styre vores sygehuse igennem implementering af store projekter, skabe retning, struktur og overblik og samtidig sikre en høj IT-service og stabil IT-drift, så er du kandidaten vi leder efter.

Du er en fremragende personaleleder, med værktøjskassen i orden, der kan lede ca. 20 engagerede og dygtige medarbejdere, som sikrer følgeskab ved at skabe mening, motivation, retning og overblik. Du hviler i lederrollen og drives af at skabe værdi og resultater. Samtidig er det vigtigt at du giver afdelingens kompetente medarbejdere rum og rammer, og støtter op om den enkeltes udvikling, opfordrer til selvledelse gennem en anerkendende og resultatorienteret ledelsesstil.

Jobbet

Region Syddanmark har en decentral IT-organisationsstruktur. Hvert sygehus i regionen har det regionale ansvar for et systemområde. På Sygehus Lillebælt har vi ansvaret for de diagnostiske systemer, herunder røntgen, patologi, laboratoriesystemer m.v. Det betyder at IT-forvaltning implementerer og supporterer disse systemer for alle sygehusene i Region Syddanmark.

Kerneopgaverne i IT-forvaltning er at sikre at vi har den rigtige produktportefølje til effektivt at supportere vores klinikere i deres arbejdsprocesser. IT-forvaltning har ansvaret for hele processen fra strategi, produkt roadmap, udbud, kontraktindgåelse, leverandørstyring, projekt, implementering frem til drift og support.

En vigtig opgave i den forbindelse er at sikre en patientsikker IT-drift og høj IT-service til brugerne.

IT-afdelingen består i alt af 84 medarbejdere og 2 afsnit, IT-forvaltning og IT Service. Du kommer til at indgå i lederteamet sammen med chefen for IT-Service og chefen for Strategisk Infrastruktur.

Faglige kvalifikationer:

Vi forventer at du:

  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund
  • Har solid IT-projekt-, drifts- og implementeringserfaring, gerne med erfaring fra sundheds IT
  • Stor erfaring med personaleledelse og god til at samarbejde og skabe relationer
  • Ledelseserfaring inden for økonomi, budgetplanlægning og ressourcestyring
  • Har succesfuldt demonstreret evnen til at agere i en stor kompleks virksomhed og gerne en offentlig virksomhed
  • Kan opbygge holdbare relationer til kolleger, ledelser, regionale samarbejdspartnere og leverandører

Vi lægger vægt på at du:

  • Motiveres af at gøre en forskel for andre i et job med en stor samfundsmæssig betydning
  • Er ressourcebevidst og forstår at optimere inden for de givne rammer
  • Evner sammen med medarbejderne at skabe trivsel og forbedringer

Personlige kvalifikationer

Vi forventer at du:

  • Har et højt engagement og energiniveau
  • Er drevet af ordentlighed og er tillidsvækkende
  • Motiverer og inspirerer medarbejdere og samarbejdspartnere
  • Har sans for detaljen, men glemmer ikke helhedsbilledet

Vi tilbyder

Til gengæld tilbyder vi en spændende og udfordrende lederstilling som har et meget bredt opgavefelt. IT-afdelingen løser opgaver både regionalt og lokalt og har ansvaret for driften lokalt på sygehuset, samt lokale og regionale applikationer. Du får en dynamisk hverdag, hvor ikke to dage er ens. Du bliver samme med medarbejderne en meget vigtig brik for vores patientsikre sygehus, og i arbejdet med at sætte patienten først.

Yderligere oplysninger

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst med din faglige organisation og Danske Regioner og med en prøvetid på 3 måneder. Stillingen er uden øvre tjenestetid.

Det primære tjenestested vil være Vejle Sygehus, men da Sygehus Lillebælt har sygehuse i Kolding, Vejle og Middelfart, bliver du ansat med flere tjenestesteder.

Sygehus Lillebælt er røgfri, hvilket betyder at ansatte ikke må ryge i arbejdstiden.

Vil du høre mere om stillingen, skal du være velkommen til at kontakte Chef for Strategisk Infrastruktur Lone Esmann på tlf. 2829 0876. Funktionsbeskrivelse kan rekvireres hos Lone Esmann, Lone.Betina.Esmann@rsyd.dk eller Gitte Andersen, Gitte.Andersen3@rsyd.dk.

Der er ansøgningsfrist den 11. august 2022. Vi forventer, at afholde første samtalerunde den 17. august 2022, og anden samtalerunde den 22. august 2022. Mellem samtalerne vil du blive bedt om at besvare en personlighedstest.

Gem job