Operative teknikere til Operativt Teknisk Center i Ind­hent­nings­af­de­lin­gen i PET


Vores teknik - altid et skridt foran!

Vil du arbejde med teknisk indhentning og overvågning i landets nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste? Ønsker du at bruge din viden som tekniker/specialist, til understøttelse af operationer i indsatsen mod spionage, terrorisme og ekstremisme?

Vil du helt tæt på operationerne og gøre en forskel i Danmarks nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste, som har til opgave at modvirke trusler mod Danmarks sikkerhed?

Så har vi jobbet til dig!

Om stillingen

Operativt Teknisk Center (OTC) er som en del af indhentningsafdelingen i PET ansvarlig for store dele af PET’s tekniske og digitale indhentning og overvågning, og er dermed en stor del af de fleste operationer i PET.

OTC´s opgave er at indhente og håndtere svært tilgængelig operationsrelevant information og data, samt at understøtte efterretnings og sikkerhedsoperationer med tekniske løsninger.

Sektionen Teknisk Indhentning som du bliver en del af, har til opgave at installere, samt udvikle og designe teknik og metoder til aflytning og videoovervågning.

Vi tilbyder et job, som du ikke finder andre steder, hvor din specialviden og erfaring med teknisk indhentning f.eks. vha. skjulte videoovervågninger skaber grundlaget for det efterretningsbillede, som er forudsætningen for PET’s operationer.

Derudover kræver stillingen også realkompetencer inden for andre tekniske kapaciteter, så du må forvente, at du gennemgår en faglig og personlig udvikling. IT fylder i den forbindelse også en del i en højteknologisk hverdag.

Som tekniker bliver du en del af en erfaren gruppe specialister med et højt fagligt niveau. Derfor skal du kunne trives i et teknisk fagmiljø, hvor du skal være hurtig og god til at tilegne dig ny viden og kompetencer. Du har en rolig hånd, samt mentalt overskud i pressede situationer.

Du har en naturlig interesse i, og blik for, løbende at forbedre den teknik og de metoder, som kan bringes i spil i PET’s operationer. Dermed er du med til, at skabe den operative effekt, som er vores primære opgave i OTC. Du bliver en del af et stærkt fællesskab med mange forskellige fagligheder, som hver dag arbejder for at sikre Danmarks sikkerhed og frihed.

Om dig

Den ideelle kandidat har operativ erfaring, kombineret med stærke tekniske kompetencer og erfaring inden for bl.a. og evt. suppleret med en uddannelse inden for IT, EL, elektronik, eller lignende. Gerne kombineret med erfaringer med indkøb og faglig koordination. De kompetencer, som du ikke har endnu, skal vi nok klæde dig på med.

Du er omstillingsparat og fleksibel af natur, hvilket betyder at du hurtigt og effektivt kan skifte mellem opgaver når prioriteringer ændrer sig. Som udgangspunkt tilbyder vi fleksible arbejdstider, men du må forvente arbejde på skæve tider fra tid til anden, ligesom vi forventer en vis operativ parathed i dagligdagen. PET er en organisation, hvor operationer og opgaver kan dukke op med kort varsel, og vi holder aldrig lukket.

Som person er du kommunikativ stærk og trives i et tillidsbaseret samarbejde og med vidensdeling.

Du er sikkerhedsbevidst og har lyst til at lære nyt i en anderledes organisation. Dit arbejde vil være af særdeles sensitiv karakter og afgørende for PET’s operative virke. Du har gode sociale kompetencer, finder løsninger, er proaktiv, positiv og rummelig af natur.

Det er en forudsætning, at du behersker engelsk i skrift og tale.

Ansættelsesforhold

Stillingen ønskes besat 1. oktober eller efter aftale.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Der er ansættelsessamtaler i ugerne efter ansøgningsfristen.

Det er en forudsætning for ansættelse i Politiets Efterretningstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed. Det forventes, at ansøgere behandler ansøgnings- og eventuel ansættelsesproces med den højeste grad af diskretion. Ved eventuel ansættelse vil yderligere vejledning omkring fortrolighed blive givet.

Kontakt

Inden du søger stillingen, så kan du læse mere om jobbet i den uddybende stillings- og kapabilitetsbeskrivelse her.

Ønsker du yderligere information vedrørende den ledige stilling, er du velkommen til at kontakte os på HR-Ekstern@pet.dk. Du kan finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk og politiet generelt på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Søger du flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et cv ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.

Hvis din ansøgning udtages må du forvente at skulle gennemgå praktiske tests samt en mundtlig engelsktest.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 11. august 2022.

Gem job

Politiets Efterretningstjeneste
Publiceret: 14. juli 2022

Arbejdssted

Location Søborg