Jobindex Søger for kunde
Kundelogo
 

C#-udvikler med faglig stolthed


Vil du udvikle markedsledende, forretningskritiske systemer til autobranchen – med tusindvis af brugere over hele Skandinavien? Og taler du flydende C#?

Så bliv en del af ND Data. Her får du:

  • muligheden for at dygtiggøre dig gennem kvalitetsorienterede og udfordrende projekter
  • et fantastisk team med 5 udviklere, der vægter sammenhold højt
  • en fleksibel hverdag i smukke omgivelser i hjertet af København

Velkommen til ND Data

Sammen med vores søsterselskab DBI IT udvikler vi markedsledende softwareløsninger til autobranchen. Løsninger, der hjælper både forhandlere, leasing- og forsikringsselskaber, myndigheder og importører i det danske køretøjsmarked med indregistrering, markedsindsigt, køb, salg, flådestyring og det meste derimellem.

Vi står blandt andet bag altombilen.dk og bilstatistik.dk, hvor du kan blive klogere på de løsninger, du skal arbejde med hos os.

Kom med på store projekter

Lige nu er vi på en ambitiøs rejse, hvor vi moderniserer vores løsninger – for eksempel ved at udfase ASP.NET Web Forms samt WCF og erstatte dem med de nyeste teknologier i Microsoft-stacken.

Samtidig skal du være med til at udrulle vores løsninger til nye lande, og du får godt med faglige udfordringer ift. at designe og skalere løsningerne.

Fra backend og API’er til databaser

Du får et tæt samarbejde med vores 5 erfarne udviklere og vores CTO i hverdagen. Du skal være skarp på C# (Visual Studio 2022), og derudover er nogle af nøgleordene .NET 6/.NET Core, ASP.NET Core/MVC/Web API, Microsoft SQL Server, Entity Framework og Autofac.

Dine primære opgaver bliver især:

  • backend-udvikling i C#
  • at udvikle API’er og microservices
  • at udvikle prototyper til afprøvning af nye teknologier og løsninger i nært samarbejde med vores CTO
  • udvikle databaser og foretage ad hoc-analyser
  • at udvikle nye løsninger samt modernisere og vedligeholde eksisterende løsninger

Du kan udvikle dig hos os

Høj kvalitet er kernen i alt, vi gør. For os er det vigtigere at lave de rigtige løsninger end at komme hurtigst i mål. Du får med andre ord plads til at udleve din faglige stolthed – samt rig mulighed for at præge arkitektur, metodevalg og teknologier.

Kort og godt kan du udvikle dig hos os – og vi understøtter gerne med kurser, hvis det er relevant for dine opgaver.

Et helt særligt sammenhold

Vores i alt 20 kolleger holder til i dejlige, nyistandsatte lokaler lige ved det summende liv på Ofelia Plads. Her vil du blive en del af en helt særlig kultur med en stærk social sammenhængskraft.

Vi mener, at det skal være sjovt at gå på arbejde, og det er ikke bare noget vi siger. Du får mulighed for at nyde en god og varieret frokostordning sammen med dine kolleger, deltage i vores fænomenale fredagsbar og komme med på spændende firmature – sidste gang tog vi for eksempel til New York. Alt det skal du glæde dig til.

Selvom vi selvfølgelig værner om fællesskabet på kontoret, er vi også fleksible. Så har du brug for hjemmearbejdsdage, finder vi ud af det.

Dygtig C#-udvikler

  • Du har stor erfaring med .NET udvikling
  • Du har formentlig en relevant uddannelse inden for programmering, men det er ikke et krav
  • Du taler og skriver både dansk og engelsk
  • Du er videbegærlig og motiveres af faglig sparring med dine kolleger

Derudover er det en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med et eller flere af følgende: SOLID-principper, distribuerede/cloud-arkitekturer, Blazor/WASM, Azure, Unit/component/integration tests, Test automation/CI, deployment automation/CD, agile metoder.

Er du interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte IT-rekrutteringskonsulent Cecilie Skjold hos Jobindex på telefon +45 72 45 96 02.

Send din ansøgning og dit CV via nedenstående link. Ansøgninger, der ikke er sendt via linket, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Kontaktperson

Cecilie Skjold
IT-rekrutteringskonsulent

Tlf. +45 72 45 96 02

Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen hos it-jobbank.

Jobindex – Find din jobglæde
Gem job