Kollega med flair for for­valt­ning og vi­de­re­ud­vik­ling af MitID


Vi søger en profil med naturlig interesse for digitale løsninger, som har lyst til at specialisere sig i MitID og medvirke til at sikre en løsning af høj kvalitet.

Om stillingen

MitID er Danmarks nye digitale ID, som skal styrke vores digitale sikkerhed og gøre os klar til fremtiden. Vi står midt i en spændende og travl overgangsfase fra NemID til MitID. En løsning som udvikles og drives i et unikt samarbejde mellem den offentlige- og finansielle sektor og som rigtig mange danskere allerede anvender.

Derfor er vi på udkig efter vores nye kollega, som skal være med til at sikre en stabil drift, høj sikkerhed og videreudvikling af en af Danmarks mest samfundskritiske løsninger.

Du bliver en vigtig brik i Kontor for MitID og NemID, hvor din hovedopgave bliver at sikre, at MitID fungerer optimalt i samspillet med de mange systemer og selvbetjeningsløsninger på tværs af den offentlige sektor og private virksomheder.

Vi søger derfor dig, som har en naturlig nysgerrighed og opsøger viden, sætter dig ind i brugernes behov samt finder og formidler konkrete løsninger.

Dine arbejdsopgaver kommer blandt andet til at være:

  • At indgå i konstruktiv dialog med driftsleverandøren samt samarbejdspartnere
  • At håndtere ustabilitet, nedetid og sikkerhedshændelser
  • Afgrænsede analyseopgaver, fx analysere fejl der går på tværs af systemer og myndigheders selvbetjeningsløsninger samt hvilke konsekvenser disse har
  • At udvikle og understøtte interne og eksterne forretningsprocesser
  • At varetage forventningsafstemning mellem interessenter, brugere og forretningen om ny funktionalitet

Hvis du ikke allerede har erfaring med en lignende stilling, lover vi, at du hurtigt vil få indsigt i arbejdet i en politisk styret organisation og opbygge dine kompetencer om sikkerhed, brugerstyring og digitale identiteter.

Kommer du med erfaring, vil du opleve at få stort ansvar og få bygget på dine allerede eksisterende kompetencer. Du vil få stor indsigt i de offentlige og finansielle løsninger og afhængigheder samt nyeste teknologier inden for digitale identiteter.

Om dig

Først og fremmest har du drive og er udadvendt af natur. Du evner at holde overblikket i en omskiftelig hverdag og har en god evne til at finde vej fra behov til løsning.

Vi forestiller os, at du har en uddannelse på kandidatniveau, fx cand.it. Du kan være nyuddannet eller have et par eller flere års erfaring med forvaltning af en it-løsning. Uanset så kan vi garantere en stejl læringskurve både fagligt og personligt.

Vi lægger vægt på, at du: 

  • Har en interesse for digitale løsninger og teknologier
  • Har fokus på sammenhænge og afhængigheder på tværs af løsninger
  • Evner at oversætte teknisk materiale i let og forståeligt sprog til både kollegaer, interessenter og leverandør

Du får en vigtig rolle i at bygge bro både mellem den offentlige sektor og private virksomheder, men også på tværs af organisatoriske niveauer og fagligheder i Digitaliseringsstyrelsen. Det er derfor afgørende, at du er samarbejdsorienteret.

Om os

Du bliver en del af vores Kontor for MitID og NemID. Vores vigtigste opgave er at sikre en stabil drift, høj sikkerhed, brugervenlighed og videreudvikling af MitID-løsningen. Du kan derfor forvente at blive udfordret, udviklet og støttet af dine kollegaer og vi går op i at have en uformel og humoristisk omgangstone.

Vi er et tværfagligt kontor på ca. 30 engagerede medarbejdere fra både Digitaliseringsstyrelsen og fra den finansielle sektor, som alle brænder for at drive og udvikle MitID og NemID. Det betyder også at du blandt andet kan forvente at få kollegaer med forskellige profiler, som fx IT-arkitekter, projektledere, forretningsanalytikere, systemforvaltere og UX-designere.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse meget mere om os og vores arbejde på digst.dk/It-loesninger og MitID.dk.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen. Tjenested København.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Anna Louise Kropp Kehler på telefon 2256 6977 eller mail akr@digst.dk.

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg jobbet her” senest den 28. august 2022.

Vi forventer at afholde første samtaler i uge 36 og anden samtaler i uge 37 og 38. Der vil være en mindre skriftlig caseopgave for de, som går videre til anden samtale. Vi håber at kunne byde vores nye kollega velkommen den 1. november 2022. 

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Gem job

Digitaliseringsstyrelsen
Publiceret: 9. august 2022

Arbejdssted

Location København