Java-udvikler


Vil du gøre en forskel for den danske kulturarv og samtidig arbejde på en af Danmarks største kulturinstitutioner, så er stillingen som Java-udvikler på Det Kgl. Bibliotek helt sikkert noget for dig.

I afdelingen Data arbejder vi med udvikling, understøttelse og applikationsdrift af fagsystemer til indsamling og bevaring af kulturarvsdata. Vi udvikler systemer til håndtering af Pbytes (p.t. 20+) af data som eksempelvis radio/TV, aviser, musik, hjemmesider og meget mere. Vi udvikler primært i Java og drifter primært på Linux.

Afdelingen anvender moderne systemudvikling og infrastruktur som OpenApi/Swagger, Kubernetes (på OpenShift) og Hadoop/Spark og prøver at holde os ajour med de nyeste relevante teknologier f.eks. gennem deltagelse i konferencer eller internationalt samarbejde med andre lignede organisationer. Vi har en stor portefølje af egenudviklede systemer, men vi anvender også standardløsninger, hvor de findes, og det giver mening. Vi har truffet en principiel beslutning om at anvende open source og åbne standarder i vores arbejde (se evt. her).

Kort sagt: Vi er med til at sikre, at den digitale kulturarv er tilgængelig for eftertiden - også om 500 år.

Data er en del af området Digital Transformation med ansvar for udvikling og drift af digitale løsninger, biblioteksinfrastruktur samt web og kommunikation. Afdelingen har i alt 17 medarbejdere fordelt mellem Aarhus og København.

Job-beskrivelsen og dine opgaver

Du brænder for at udvikle brugbare og holdbare IT-systemer. Den bærende teknologi hos os er Java8 og Java17 under Linux, typisk med IntelliJ IDEA som IDE og vi anvender Maven som byggeværktøj og Git til versionsstyring og har mange open source projekter i GitHub.

Vi har opgaver og projekter i mange forskellige størrelser og grader af kompleksitet og tilpasser derfor vores arbejdsform efter opgaven f.eks. ved brug af agile metoder, hvor det er relevant. Du kommer til at arbejde i et team med andre Java-udviklere og i tæt samarbejde med flere afdelinger på biblioteket, som bidrager til at stille krav og definere den ønskede funktionalitet. Du bliver udvikler på forskellige systemer og oversætter forretningsbehov til javakode og dit bidrag vil kunne være både design og selvfølgelig egentlig java-udvikling. Afhængig af dine kompetencer og præferencer kan du også indtage andre roller i teamet og ift. samarbejdet med forretningsområderne.

Du kommer til at arbejde med kolleger, der har et højt fagligt niveau og et stort engagement. Opgaverne vil centrere sig omkring vores kernesystemer, hvoraf nogle er standardsystemer og en del er egenudviklede systemer. Vi bygger workflows og laver integrationer – alt sammen med data i store mængder som det gennemgående tema.

Dine kompetencer

Du skal brænde for IT-udvikling og elske at designe og kode IT-systemer til understøttelse af bibliotekets kerneopgaver. Du har sandsynligvis mindst et par års erfaring som Java-udvikler, men det vigtigste er dine grundkompetencer og din lyst og evne til at lære nyt. Du har sikkert en teknisk uddannelse bag dig, men er du selvlært og har tilstrækkelige kompetencer og stor erfaring, kan det absolut også bruges.

Du besidder flere af følgende kompetencer: 

  • Har arbejdet praktisk med Java-udvikling, gerne i Java8+ 
  • Har erfaring med design af IT-systemer 
  • Har arbejdet med kodeversionering og gerne erfaringer med brug af Git 
  • Kender til Maven som byggeværktøj og har måske erfaring med Jenkins eller lignende til automatisering af byggeprocesser og test 
  • Kan sætte dig ind i komplekse problemstillinger og har måske erfaring med distribuerede IT-systemer 
  • Kan sætte dig ind i Java-kode, som andre udviklere har skrevet før dig 
  • Kan lide selv at dykke ned i tekniske problemstillinger, også når du ser en fejl, du ikke har set før 
  • Kan arbejde både selvstændigt og i et team med andre kolleger 
  • Det er et plus, hvis du har kendskab til eller måske endda arbejdet med OpenShift som platform eller med containerteknologier som Docker og Kubernetes 

Om stillingen i øvrigt

Du kan glæde dig til at arbejde i et uformelt miljø med en gruppe hyggelige og uhøjtidelige kollegaer med forskellige baggrunde, både inden for afdelingen og i resten af biblioteket. Nogle få gange om året vil du have arbejdsdage i den modsatte hovedafdeling, afhængig af om dit primære tjenestested bliver København eller Aarhus. Oftest kommunikerer vi digitalt via videomøder og gennem digitale samarbejdsplatforme som Microsoft Teams.

Alt det praktiske

Stillingen kan kun søges elektronisk via linket ”Søg jobbet her”. Ved eventuelle tekniske problemer, kontakt venligst HR Manager Talent Solutions Support på 7244 0644.

Ansøgning med CV samt dokumentation for uddannelse og andre relevante bilag skal være fremsendt senest den 8. september 2022. Samtaler afholdes løbende.

Du får som udgangspunkt fast arbejdssted i Den Sorte Diamant i København – men for den rigtige kandidat vil der også være mulighed for at have fast arbejdssted på Victor Albecks Vej i Aarhus.

Vi lægger vægt på balancen mellem arbejdsliv og fritid, og du vil få mulighed for fleksibilitet i arbejdstiden. Ansættelsen er på 37 timer ugentligt inklusiv betalt frokostpause. Der er gode muligheder for hjemmearbejde op til to dage om ugen, hvis du har plads og lyst til det.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet offentlig straffeattest.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomst med Skatteministeriet og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Tiltrædelse 1. november 2022 eller snarest derefter.

Har du spørgsmål eller vil høre mere, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Bjarne Andersen på bja@kb.dk eller 25662353.

Alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.


Det Kgl. Bibliotek er Danmarks nationale bibliotek. 800 medarbejdere er optaget af at bevare og formidle kulturarv og sikre viden til uddannelse, forskning, oplysning og oplevelse. Et bredt publikum besøger hver dag Det Kgl. Biblioteks mange betjeningssteder, og endnu flere benytter de digitale kanaler og services. Biblioteket hører under Kulturministeriet og omsætter årligt for ca. 700 mio. kr.

Læs mere om Det Kgl. Bibliotek.

Gem job

Det Kgl. Bibliotek
Publiceret: 15. august 2022

Arbejdssted

Location København eller Aarhus

Job hos virksomheden