App-designer


Vil du være med til at designe fremtidens bolig apps og kender du Human Interface Guidelines og Material Design ud og ind? Så har vi stillingen til dig!

I Unik er vi ved at bygge fremtidens platform for boligadministration – og det er slet ikke så tørt, som det kunne lyde. Boligsektoren er i en rivende udvikling, og vi har fokus på, hvordan nye teknologier og software kan gøre hverdagen lettere for vores brugere. 

Til at lykkes med den mission leder vi efter en erfaren app-designer, der kan indgå i vores UI/UX-team og hjælpe os med lave interface til en række iOS, iPadOS og android-applikationer.

Din rolle

Du vil arbejde med Human Interface Guidelines og Material Design og skal være vores ekspert i platformspecifikke navigations- og interaktionsmønstre. Du skal sikre designet følger best practices for iOS og android, og tager højde for gestures, haptics og mere. Du er interesseret i teknologi, og forstår hvordan brugere benytter apps på tværs af enheder og kontekst, f.eks. via app clips, shortcuts og wearables.

Du vil i samarbejde med UX-designere levere designs og produktionstegninger til udviklingsteamet. Du har designet apps til produktion før, og du har måske også designet til wearables. Du har erfaring med at arbejde tæt med udviklere, og andre UI/UX-designere.

Joblokationen vil være kontoret i Vejle eller Aalborg, alt efter hvad der passer dig bedst. Du skal forvente mellem 2-4 rejsedage om måneden mellem de to lokationer.

Om dig

  • Du er en dygtig designer og har en portefølje, der beviser det.
  • Kommunikerer flydende på dansk og engelsk - både mundtligt såvel som skriftligt
  • Du er vandt til at arbejde i Figma
  • Det er en fordel, hvis du er interesseret i SwiftUI og Kotlin
  • Du lægger vægt på godt digitalt design og har en forståelse for den gode brugeroplevelse.
  • Nyder at være en del af holdet

Teamet og lederen 

Teamet består lige nu af 4 UI/UX-designere i Vejle, 2 UI/UX-designere i Aalborg og én UI-designer i Ukraine. Vi er et nyoprettet team fordelt på tre lokationer med en energisk og sjov dagligdag og et rigtig godt samarbejde på tværs. Vi mødes flere gange ugentligt med de fleste møder på engelsk, og det giver energi til smilebåndet, når der sniger sig danglish ind i ny og næ.

En anbefaling fra en kommende kollega

Pernille er UI/UX-designer og har været en del af Unik siden 2017, og hun er rigtig glad for at være en del af det nye UI/UX-team: ”Vi har stor indflydelse på både processen og resultatet, og jeg er med til at definere opgaverne og er i tæt dialog med udviklere og Product Owners i hele udviklingsprocessen. Det er en kæmpe motivation for mig, at have indflydelse og kunne gøre en forskel og være brugernes ambassadør i en kompleks virkelighed. Samtidig så er Unik interesseret i, at man udvikler sig selv, så der er rig mulighed for faglig og personlig udvikling gennem kurser og workshops. Selvom UI/UX-teamet er forholdsvis nyoprettet og fordelt på tre lokationer, så har vi allerede et ret godt sammenhold. Alle er søde og kompetente, og vi har virkelig en god dialog og sparring med hinanden.”  

Mød et par andre medarbejdere her

Hvorfor er Unik blandt Danmarks bedste arbejdspladser?

Fordi vi har et fantastisk fællesskab, og vi har dygtige og kompetente ledere, som er gode til at opfylde deres medarbejderes behov fagligt og personligt. Vi har fokus på work-life-balance med fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde. Og så forestil dig at møde ind til morgenmad på kontoret, kaffe og frisk frugt ad libitum, is i sommerperioden og en lækker kantine med vores eget køkkenpersonale året rundt.

Vi skaber unikker brancheløsninger til mennesker

Unik blev etableret i Vejle i 1985 af Jens Find, som skabte Unik Bolig til ejendomsadministratoren og senere Unik Advosys til advokatbranchen. Efter 10 års samarbejde fusionerede Unik og Logicmedia i maj 2021 for i højere grad at sammensmelte kompetencer og produkter til fremtidens brancheløsning for ejendomsadministratoren.

I dag står der mere end 220 kompetente og passionerede mennesker bag vores brancheløsninger. De er fordelt på vores kontorer i Vejle, København, og Aalborg står sammen i en agil og flad organisationsstruktur, som giver plads til input, samarbejde og udvikling i hele organisationen.

Great Place to Work har kåret Unik, som en af Danmarks bedste arbejdspladser og IT-arbejdspladser siden 2015. Det er, fordi vores medarbejdere har et unikt fællesskab med gode kolleger og en tillidsfuld ledelse.
Læs mere om Unik som virksomhed her

Gem job