Erfarne Business Con­sul­tants


Hvis du brænder for at rådgive om og gennemføre salg af softwareløsninger – og du har lyst til at være med til at udvikle og få indflydelse på væksten i et succesfuldt softwarehus i Roskilde, kunne dette job være det helt rette for dig..

Vores kunde EazyProject har med deres konkurrencedygtige SaaS projekt- og planlægningsløsninger travlt med at indfri deres vækstmål. Vi søger derfor flere dygtige Business Consultants, som motiveres af tætte dialoger med kundeemner og selvstændigt at gennemføre hele salgsprocessen.

EazyProject udvikler konstant deres løsninger og nye features til især vidensbaserede eller projektorienterede virksomheder og har i dag mere end 300 virksomheder og over 12.000 brugere. Platformen er 100 % cloudbaseret og modulbaseret, hvilket sikrer at kunder få den løsning, de efterspørger – hverken mere eller mindre.

EazyProject hjælper deres kunder med at få et unikt overblik og styring af deres projektportefølje, ressource- og medarbejderplanlægning, tidsplaner, registrering af time, kørte km, udlæg og leverandørfaktura og fakturering. Dermed sikres kundernes viden om projektøkonomien, økonomiske nøgletal, faktureringsgrader og anden rapportering. EazyProject løsningen integreres meget ofte til økonomi- og lønsystemer for at sikre, at kunden har et optimal flow af data og effektive arbejdsgange.

Dit job som Business Consultant

Du bliver en del af EazyProjects salgsteam, og du bidrager til at virksomheden fortsætter den særdeles positive vækst. Via virksomhedens stærke online marketingaktiviteter samt webinarer vil der være masser af kundeleads, som du kvalificerer og kontakter for at afklare deres behov, præsenterer løsninger primært på kundemøder både online, hos kunden eller hos EazyProject, og du får via løbende opfølgning gennemført salgsprocessen.

Du vil oftest være i dialog med flere beslutningstagere på ejer- eller C-level niveau i forskellige brancher. Derfor vil det være afgørende, at du evner at sætte dig ind i kundernes forretningsprocesser, og forstår at præsentere, hvorledes EazyProjects løsninger kan understøtte kundernes forretning.

Planlægning og deltagelse i webinarer og kundearrangementer bliver ligeledes en del af dit job, samt sparring med EazyProjects ledelse omkring nye salgstiltag, salgsstrategi m.m.

Du får rig mulighed til gennem egne initiativer at præge dit job og samarbejdet i salgsafdelingen. Hos EazyProject er der ikke langt fra idé til handling. Du refererer til salgschefen.

Som person er du

  • Positiv, aktiv og glad personlighed, som motiveres af kunderelationer og salg
  • Mindst tre års erfaring med salg til mindre og mellemstore virksomheder, gerne indenfor it-løsningssalg
  • God forretningsforståelse for virksomheders værdikæde og forretningsprocesser
  • Du sætter en ære i at være velforberedt og ansvarsbevidst
  • Er vant til at bruge strukturerede og webbaserede salgssystemer
  • Kendskab til forretningssoftware (eks. økonomi- og lønsystemer) vil være en fordel
  • Du stortrives ved at ”være på”

Du har en relevant uddannelse og er vant til at arbejde metodisk med salgsarbejdet.

Der vil forekomme rejseaktivitet i form af kundebesøg i hele Danmark. Du har egen bil og får kørselsgodtgørelse efter statens takster.

EazyProject tilbyder:

  • Selvstændigt job med stærk mulighed for faglig udvikling og indflydelse
  • En sund og stabil virksomhed i stærk vækst
  • Fleksible arbejdsforhold
  • Attraktiv lønpakke med fast løn og provisionsordning
  • Frokostordning, 6 ugers ferie, sundhedsforsikring, god kaffe, frihed under ansvar

EazyProject holder til centralt i Roskilde i hyggelige lokaler som er en blanding af sildebensparket og Newyorkerstil, og med udsigt til torvet og domkirken. De har et supergodt og inspirerende arbejdsmiljø, der er præget af en uformel omgangstone med masser af humor og højt humør. P.t. er de ca. 18 medarbejdere, og de har fået 5 Gazelle-priser siden opstarten i 2002.

Se gerne mere om virksomheden og EazyProject løsningen på www.eazyproject.net.

Hos Bloom vurderer vi ansøgninger løbende, og vi ser derfor frem til at modtage din ansøgning samt CV snarest muligt. Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte direktør Sara Juhl på sj@bloom.dk eller tlf. 2086 0865.

Gem job