Team Leder hos SDC – for et stjer­nespæk­ket Pensions-team


Hos SDC træder du ind i en virksomhed med høje ambitioner og masser erfaring – og med stærke menneskelige og faglige kompetencer. For det kræver både hjerne og hjerte at give kunderne en god bankoplevelse. Og vores dygtige ledere går forrest og sætter retning.

Det er her du kommer ind i billedet. Du brænder for at forbedre måden at arbejde på – og du ved hvad der kræves, for at løfte barren for både teamets og individets evne til at understøtte det stigende behov for effektive forretningsprocesser. Dit fundament er en solid blanding af faglig indsigt og passion for god ledelse.

Application Maintenance - ITIL - Koordinering på tværs og udvikling af medarbejdere

Dit team på 9 medarbejdere udfører Application Maintenance på en række systemer inden for pension og forsikring. Dit succeskriterie er derfor at understøtte stabile forretningsprocesser hos vores kunder, samtidig med at vores IT-platform er i rivende udvikling. Hos SDC arbejder vi med effektive ITIL-processer, hvor især incident, problem og release management fylder meget.

Foruden det direkte ansvar for den daglige drift af vores applikationer, er der i stillingen et udtalt behov for at kunne holde overblik i en organisation med mange interessenter og proaktivt sikre, at du og teamet er på forkant med udviklingen.

I stillingen får du ansvar for den daglige koordinering på tværs af teams i mange afdelinger i SDC, ligesom eksterne samarbejdspartnere som Nærpension, Letpension og Festina Finance er en vigtig del af det daglige arbejde for at levere de bedste løsninger til SDC’s tilknyttede pengeinstitutter.

Holdindsatsen er helt central og hos SDC forventer vi, at du folder alle dine ledelsesmæssige talenter ud; det er her du virkelig kan gøre en forskel.

Udover en arbejdsdag, hvor du er omgivet af dygtige og inspirerende kolleger, så får du også glimrende og fleksible vilkår, pension samt syge- og tandforsikring. I tillæg til de 5-ugers ferie får du en ekstra 6. ferieuge, og 5 ekstra fridage, samt ekstra ferietillæg.

Kendskab fra- og interesse for den finansielle sektor og analytisk knivskarp

Du kan komme fra forskellige positioner, men den ideelle kandidat vil have en baggrund, der kombinerer det at kunne levere IT-ydelser med indsigt i en rådgivers daglige opgaver i et dansk pengeinstitut. Herunder indsigt i lov/sektor indenfor pension og forsikring.

Det vigtigste er, at din baggrund har udstyret dig med en skarp analytisk sans og en evne til at sætte dig ind i problemstillinger hurtigt ud fra en intuitiv evne til at kortlægge konkrete arbejdsgange og løbende forbedre disse gennem en LEAN baseret tilgang.

Som leder er du kendt for at kunne delegere opgaver og ansvar med en forventning om, at alle gør deres bedste. Du skal følge engageret med i medarbejdernes arbejde uden at gribe unødigt ind eller kontrollere det i detaljer, og du skal bakke op om deres beslutninger og stole på deres dømmekraft.

Vi forventer derfor at du er i stand til at sætte retning og ikke er bange for at sætte dit præg på en organisation, hvor alle har mulighed for at påvirke den fælles retning for vores forretningsunderstøttende systemer. Derfor er faglighed, struktur og mod helt essentielle kompetencer for, at lykkedes i netop denne stilling.

Helt lavpraktisk skal du kunne tale og skrive flydende dansk og engelsk.

Fik vi fanget din opmærksomhed

Er du blevet nysgerrig på at høre mere om stillingen og SDC, er du velkommen til at give Niklas Høj et ring på 41 32 79 19. Du kan også læse mere om os her: www.sdc.dk.

Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning, CV og uddannelsespapirer.

Samtaler vil blive afholdt løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt, dog senest 1. oktober 2022.

Gem job