SEO-ekspert – er du vores næste growth hacker?


Vil du være med til at sikre, at Danmarks største jobdatabase forbliver i top på Google, så vores 500.000 månedlige brugere fortsat kan finde jobs og jobrelateret indhold hurtigt og nemt?

Så grib chancen for at træde ind i en spændende stilling, hvor du arbejder med hele SEO-paletten og er med til at sikre gode brugeroplevelser og høj konvertering på vores 3 sites.

”Vi er markedsledere, men der er stadig masser for dig at grave ned i og optimere på. Ligesom der er plads til, at du kan sætte dit eget præg på rollen – det er det, jeg har gjort,” fortæller Camilla Wiingaard, der sidder i rollen i dag.

Klar til at tage optimeringsbrillerne på?

Du bliver en del af vores in-house marketingteam, hvor du kan se frem til at samarbejde med 14 kreative og knivskarpe tekstforfattere, grafikere, analyseansvarlige og projektledere. Særligt kan du se frem til et tæt parløb med vores SEM-specialist, Claes, og dine kolleger i udviklingsafdelingen, heriblandt 3 UX’ere.

Som SEO-ekspert har du primært fokus på 3 af vores sites: Jobindex, StepStone og it-jobbank. Du er specialisten, som altid har brugeren i tankerne og sørger for, at de finder vores sites, når de søger – og at de bliver der.

Helt konkret kommer din arbejdsdag til at gå med at:

  • sørge for, at vores indhold til jobsøgere rangerer højest i søgemaskinerne på søgninger efter job og karriere
  • lede vores kunder hen til vores content og ydelser, når de søger svar på deres rekrutteringsudfordringer
  • sørge for optimal konvertering på vores sider
  • lave månedsstatistikker og dele resultater med organisationen
  • samarbejde med kolleger i Marketing og sikre, at SEO spiller sammen med kampagner og øvrige marketingaktiviteter
  • samarbejde med kolleger i udviklingsafdelingen omkring prioritering af opgaver og udførelse af rettelser.

SEO-nørd og growth hacker med styr på indeksering

Det er din forretningsforståelse og evne til – ud fra data – at se optimeringspotentiale, der gør dig til den helt rigtige til jobbet. Du har fokus på konverteringer og bruger statistikken som et af dine redskaber til optimering.

Det er også vigtigt, at du er en holdspiller, der kan kommunikere på alle niveauer og på tværs af faggrupper. Samtidig gør din stærke faglighed samt analytiske og tekniske forståelse dig i stand til at skære igennem, når det er nødvendigt.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • har solid erfaring med SEO og CRO – allerhelst med store SEO-projekter fra en større virksomhed –men det kan også være, at du i dag arbejder på et bureau
  • er helt hjemme i Google Analytics og Google Search Console
  • måske har erfaring med GA4 – og kender du til Monsido og har app- samt SEM-forståelse, er det et stort plus, men ikke et krav
  • er nysgerrig og holder dig opdateret inden for dit felt
  • trives i tæt dialog med IT-udviklere.

Lyder det som noget for dig?

Vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt via linket. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR-Konsulent, Nadia Zaabi på telefon: 7245 0944.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Gem job