IT Ope­ra­tions Spe­ci­a­list søges


Har du lyst til at blive del af en spændende IT-virksomhed i rivende udvikling, så er det nu, du skal gribe muligheden!

Softværket søger nemlig lige nu en IT Operations Specialist, der er klar til en hverdag fyldt med spændende udfordringer. Som leverandør til forsyningsbranchen – og særligt de danske fjernvarmeværker – har vi lige nu mere at se til end nogensinde. Udviklingen går stærkt, og der skal løses mange nye opgaver i digitaliseringen af sektoren.

I Softværket bliver du en del af et team, som til daglig har ansvaret for IT-driften og supporten af en større hosting-platform for forsyningsbranchen. Vi drifter samtidig vores egne IT-systemer. Din hverdag bliver varieret, og du får rig mulighed for at stifte bekendtskab med nye systemer og tilegne dig ny viden.

Hos os er det medarbejderne, der gør forskellen. Derfor er det vigtigt for os, at du trives og får gode muligheder for at udvikle dig i jobbet. Når du starter hos os, oplever du hurtigt vores uformelle kultur med masser af arbejdsglæde, hvor vi samarbejder tæt om at skabe gode resultater for vores kunder. Vi værner om det positive arbejdsmiljø, kollegialt samarbejde og en god balance mellem arbejds- og privatliv. Vi har desuden et unikt samarbejde med vores kunder, som vi også er ejet af, og er sat i verden for at pleje deres IT-interesser.

Dine arbejdsopgaver

Som IT Operations Specialist vil du primært have fokus på infrastruktur og kommer blandt andet til at etablere og drifte infrastrukturløsninger. Du vil arbejde med on-prem drift af Windows Server, MS Exchange, netværk og firewalls.

Herudover er vi i gang med at migrere infrastrukturen til cloud. Det vil derfor være en stor fordel, hvis du har et par års erfaring med Microsoft Azure, Office 365 og PowerShell.

Du vil også få mulighed for at bistå vores systemteknikere med kundesupport, efter behov.

Hvem er du?

Du er ansvarbevidst og vil være med til at højne niveauet for sikkerhed, effektivitet og brugervenlighed i vores løsninger. I dit arbejde brænder du for at levere IT-løsninger af højeste kvalitet og trives både i et team og med selvstændige opgaver. Derudover er du god til at arbejde struktureret i en hverdag, der hurtigt kan forandre sig. Du vil nemlig varetage mange ansvarsområder og interesser som IT Operations Specialist.

Vi tilbyder

Stillingen er på 37 timer om ugen på vores kontor i Kolding med opstart hurtigst muligt. Du har mulighed for hjemmearbejde efter aftale.  – og som medarbejder i Softværket får du gode personaleforhold som pensionsordning, en sundhedsforsikring, en god kantineordning og en velfærdsordning med tilbud om massage og akupunktur.

Interesseret?

Send din ansøgning og CV til HR-chef, Majbritt Lorenzen, ml@softvaerket.dk, senest den 23. oktober 2022 mærket ”IT Operations Specialist”. Ansøgningen kan fremsendes sikkert via vores hjemmeside. Emnefeltet skal da være udfyldt med ml@softvaerket.dk.
Vi afholder løbende samtaler, så send din ansøgning til os hurtigst muligt.

Har du spørgsmål til dine arbejdsopgaver, er du velkommen til at kontakte IT-ansvarlig Jeppe Halkjær på 7632 1296 eller jhk@softvaerket.dk.

Gem job