Business Analysts - Vær med fra idé til im­ple­men­te­ring


Brænder du for at arbejde i projekter, der gør en samfundsmæssig forskel? Er du god til at sætte dig ind i kompliceret stof og konkretisere det til idéer, der kan implementeres? Og har du lyst til at arbejde med nye projekter fra start til slut? Hvis du samtidig er en stærk analytiker og ferm til at samarbejde med mange interessenter, så har vi jobbet til dig i vores idemodningsteam.

Vi er godt i gang med at udskifte størstedelen af de it-systemer, som i dag benyttes af Toldstyrelsen i Danmark til bl.a. at behandle og kontrollere import- og eksporthandel i Danmark. Det skal vi fordi EU har vedtaget en ny lovgivning på netop dette område. Derfor søger vi, til vores idémodningsteam, flere Business Analysts, der har lyst til at gå på opdagelse og sætte sig ind i materialer fra EU samt være med til at analysere og modne idéer. Fra idémodningen skal der udarbejdes beslutningsoplæg til ledelsen i en agil organisering, så du vil skulle følge idéerne fra start til slut.  

Bliv en del af vores Center for Product Management EUTK

Vores kontor består af en dynamisk tværfaglig gruppe på ca. 50 medarbejdere med høj faglighed, en åben dialog og stor respekt for hinanden. Du får en leder, der tror på tillidsbaseret ledelse, uddelegering af ansvar samt faglig og personlig udvikling.

Om jobbet

Du bliver tilknyttet toldprogrammet (EUTK) i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, som er et af de største it-transformationsprogrammer i Danmark. Vi arbejder agilt og er organiseret i teams.  

Konkret søger vi lige nu Business Analysts til et team, som arbejder med idémodning. Dine arbejdsopgaver i dette team vil bl.a. bestå i at:

  • Konkretisere information og analysere initiativer ud fra materialer fra EU
  • Skabe relationer og samarbejde med interessenter i Toldstyrelsen samt andre interne og eksterne interessenter
  • Tilrettelægge og afvikle analyseaktiviteter med henblik på at omsætte viden og sætte det i kontekst af Toldstyrelsens forretning
  • Udarbejde koncise beslutningsoplæg til programmets ledelse
  • Bistå Product Owner med at sikre maksimal værdi af backloggen.

Dine opgaver kan have forskellig karakter, men alle med fokus på at sikre en optimal løsning for Toldstyrelsen. Derfor er forretningsmæssig indsigt og forståelse en nødvendighed.

Line Cecilie Gullacksen, Product Owner i teamet, fortæller om rollen:

”Du vil som en del af teamet stifte bekendtskab med mange forskelligartede initiativer, som på sigt skal blive til nye store it-projekter på toldområdet. Du får en unik mulighed for at være med igennem hele processen – fra et initiativ opstår, til at udarbejde eventuelt udbudsmateriale, for til sidst at have udviklet et nyt IT-system, som skal overleveres til kunden. Som BA’er har du derfor en vigtig rolle i at sætte dig ind i og repræsentere de forretningsmæssige behov. Du får derfor brug for dine samarbejdsevner da flere af initiativerne kan gå på tværs af flere styrelser.”

Om dig 

Som Business Analyst hos os skal du have en god forretningsforståelse og erfaring med at se på systemmæssige sammenhænge og it-arkitektur. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med QualiWare eller andre procesværktøjer, men det er ikke et krav såvel som det er en fordel at have arbejdet i kontekst af statens it-projektmodel.

Du skal være god til at formulere dig mundtligt såvel som skriftligt og have en relevant uddannelse fra et Universitet eller en Business school. Du skal gerne kunne omsætte og beskrive forretningsmæssige behov til implementering i it-systemer samt nedbryde disse behov gennem procesafdækning og procesmodellering.

Som person er du proaktiv og trives i at arbejde i en kontekst med mange forskellige interessenter. Du har gåpåmod og en struktureret tilgang til dit arbejde.

Derudover motiveres du af at arbejde i et tværfagligt og -organisatorisk miljø, hvor du har fokus på at omsætte opgaver til konkrete leverancer og du trives med at gøre det komplekse enkelt og forståeligt.

Toldprogrammet

I Toldprogrammet er vi p.t. ca. 400 medarbejdere, herunder både interne medarbejdere, medarbejdere fra Toldstyrelsen og eksterne konsulenter. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, hvilket skaber et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø, hvor vi vægter læring og arbejdsglæde meget højt. Stemningen er god imellem os, og vi har en let og uformel omgangstone. Du bliver samtidig en del af en organisation, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, hvor der er rig mulighed for udvikling og vekslende opgaver i et attraktivt arbejdsmiljø. Vi bor i moderne kontorfaciliteter på Frederiksberg lige ved Flintholm station og har fri parkering i kælderen.

Kontakt og ansættelsesvilkår 

Send et motiveret CV og eksamenspapirer via nedenstående link ’’Søg jobbet her’’ senest den 16. oktober. Vi holder samtaler løbende. Vi gør opmærksom på at dette er et genopslag.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Souschef og fungerende kontorchef, Rune Mejlvang, 72 37 68 41.

Der kan indgå en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner og dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.  

Udviklings – og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job