DMI søger it-udvikler til high-per­for­man­ce computing


Synes du high-performance computing lyder spændende, eller er du bare en haj til optimering af videnskabelig kode? Er du god til at samarbejde på tværs af forskellige fagligheder og kompetencer? Kunne du tænke dig at arbejde med systemer og data, som understøtter den grønne omstilling? Så er du måske vores nye kollega!

Om jobbet

Vi søger en it-udvikler til enheden Rådgivning og Digitalisering, hvor du vil indgå i et team på syv personer, som understøtter tværgående og internationale projekter med systemudvikling, specialviden og viden om it-arkitektur. Der er nu behov for at tilføre teamet yderligere kompetencer inden for high-performance computing og scientific computing. Og det er her, du kommer ind i billedet.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. kunne bestå i, at:

  • Optimere, parallelisere og portere modeller til afvikling på DMI’s supercomputer og andre HPC-systemer, i fx cloud, i tæt samarbejde med forskere og internationale kollegaer
  • Designe og implementere CI/CD-pipelines til automatisk bygning, test og idriftsættelse af modeller og andre systemer
  • Designe og implementere automatiske tests samt system- og performancetests for modeller og andre systemer
  • Designe og implementere dataflows mellem modeller og andre systemer
  • Understøtte overgangen fra forskning til drift for modeller og andre systemer
  • Yde bistand til DMI’s forskere inden for de områder, hvor du har specialviden og er eksperten.

DMI har for nyligt, sammen med tre andre meteorologiske institutter, indkøbt en ny supercomputer, og vi er netop gået i gang med at migrere alle vores eksisterende modeller til den nye computer. Det er et arbejde, som forsætter ind i 2023, og som du også vil blive en del af sammen med et hold af dedikerede forskere og specialister.

Hvem er du?

Du er dygtig, kreativ og kvalitetsbevidst. Du er kommunikerende og åben omkring dit arbejde, og tager ansvar for at hele teamet, er med i processen. Du viser gode samarbejdsevner, og byder ind med din ekspertise og gode energi i det tværfaglige arbejde. Du har en naturlig lyst og nysgerrighed til at holde dig opdateret med de nyeste teknologier og tilegne dig praktisk viden om dem. Endelig lægger vi stor vægt på robuste og effektive løsninger, da vores løsninger skal virke alle døgnets timer.  

Vi forventer, at du:

  • Har en relevant videregående uddannelse som fx datalog eller ingeniør
  • Har erfaring med programmering i Fortran og/eller C++
  • Er fortrolig med Linux og shell-scripting
  • Kan begå dig på engelsk og i et internationalt forskningsmiljø

Det er et plus, hvis du har:

  • Erfaring med parallelprogrammering og high-performance computing
  • Erfaring med design og implementering af CI/CD-pipelines
  • Erfaring med cloud-løsninger og Kubernetes
  • Kendskab til numeriske algoritmer og datastrukturer
  • Kendskab til distribuerede filsystemer
  • Kendskab til MPI og OpenMP
  • Kendskab til GitLab CI, AWX og Ansible eller lignende

DMI som it-arbejdsplads

DMI er instituttet, der forbinder naturens kræfter med teknologiens styrker. Vi har alt fra de mindste små tekniske finurligheder, til de vildeste it-løsninger, som fx vores supercomputer på Island. Her bliver du konstant udfordret af alt det, som vejret kan rive med sig verden over; fx er det vigtigt at teknologien kan følge med, når klimaforandringerne ændrer verden fra dag til dag.

DMI er en af Danmarks mest spændende og udfordrende it- og infrastrukturarbejdspladser. Vi tilbyder en afvekslende og udfordrende hverdag i et uformelt og dynamisk miljø. Vi er ca. 70 engagerede it-medarbejdere, som konstant udvikler nye løsninger, driver og vedligeholder ældre it-systemer, samtidig med, at vi er præget af videnskab og forskning. Her er højt til loftet og plads til den enkelte. Vi tilbyder dig muligheden for at være en væsentlig spiller inden for styrkelsen af det teknologiske fundament på DMI.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg. Stillingen er en fastansættelse på 37 timer ugentligt og til besættelse snarest muligt. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.  Ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT.

Yderligere oplysninger kan fås hos leder af Rådgivning og Digitalisering, Anne Marie Munk Jørgensen, på tlf. 3915 7327 eller mail ammj@dmi.dk.

Vi opfordrer til, at du i din ansøgning oplyser om tidligere eller nuværende frivilligt arbejde. Vi ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, alder eller etnisk baggrund.

Ansøgning

Ansøgningen skal sendes til os senest søndag den 1. januar 2023. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 1 2023.

For at søge stillingen skal du klikke på linket "Ansøg" og følge instruktionerne.

Gem job