IT-sup­por­te­re til Skat­te­for­valt­nin­gen i Aalborg


Brænder du for at give en professionel brugersupport til dine kollegaer? Vi søger nye IT-supportere til en spændende arbejdsplads med varierende arbejdsopgaver og gode kollegaer. Du lander i organisationen på et interessant tidspunkt, hvor mange store initiativer er sat i gang, og hvor du får rig mulighed for selv at sætte dit eget aftryk på jobbet og udvikle dig fagligt såvel som personligt. 

IT-support til Skatteforvaltningen

Som IT-supporter i IT Center Aalborg er du med til at hjælpe vores brugere, der typisk er kolleger fra Skatteforvaltningen, med at håndtere deres IT-problemer, så de hurtigt og bedst muligt kan fokusere på deres kerneopgaver. Den overordnede opgave er at levere en effektiv og kvalificeret IT-support kombineret med god service. Derudover varetager IT centeret en 24/7/365 overvågning af forretningskritiske fagsystemer.

IT Centeret i Aalborg består af ca. 65 engagerede IT-supportere, IT-specialister, teknikere og proceskonsulenter. IT Centeret yder faglig support, der favner bredt over bl.a. levering af digital arbejdsplads med PC, telefon og software, autorisationer og fagspecifikke IT-systemer til kollegerne i hele Skatteforvaltningen.

Personlige og faglige kvalifikationer

Det forventes først og fremmest, at du er serviceminded, og at du motiveres af at yde en god service til vores brugere. Du vil arbejde både selvstændigt og som en del af en team, hvorfor du skal beherske at kunne arbejde såvel på egen hånd som at samarbejde med andre. Du går engageret ind i løsningen en opgave, du ikke nødvendigvis kender, og opsøger den fornødne viden, idet vi jævnligt får opgaver, vi ikke har løst tidligere.

Det forventes endvidere, at du har erfaringer med IT-support fra tidligere, og at du i den sammenhæng har forståelse for de processer, der anvendes i IT-support, såsom ITIL. Det er ikke et krav, at du har erfaring med de specifikke systemer, der arbejdes med, men et generelt kendskab til Office 365, ESDH-løsninger og ITSM-systemer er at foretrække.

Godt arbejdsmiljø, gode kollegaer og faglige udfordringer  

Du vil i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen få en arbejdsplads, hvor du udvikler dine faglige, personlige og sociale kompetencer og får omsat din teoretiske viden til praksis i en moderne offentlig organisation. Du får tildelt egne opgaver og har samtidigt fagligt dygtige og engagerede kollegaer, som du kan sparre med.  

Vi tilbyder en spændende og travl hverdag, hvor vi som kollegaer arbejder sammen som et team baseret på fælles opgaver og fælles ansvar. Skatteforvaltningens IT-support er samlet i Aalborg. Derfor kan vi tilbyde et bredt fagligt miljø med mange kollegaer. Vi har et godt sammenhold med plads til humor og en uformel omgangstone, samtidig med at vi tager ansvar og har ambitioner om hele tiden at forbedre os. Du vil indgå i et grundigt introduktions- og oplæringsforløb, for hurtigt at kunne arbejde selvstændigt med opgaverne.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning samt CV og anden relevant dokumentation via linket ”Søg stillingen” senest den 16. oktober 2022. Vi afholder samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen eller ansættelsesforløbet er du velkommen til at tage kontakt til Teamkoordinator Jan K. Andersen på tlf. 72 38 78 01 eller Funktionsleder Jan Tvorup på tlf. 72 37 36 49.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.  

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Arbejdsstedet er Lauritzens Plads 1, 9000 Aalborg.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen  

’Vi sikrer velfungerende it-løsninger, så den samlede Skatteforvaltning kan løse sin opgave’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en tværfaglig styrelse og har til opgave at udvikle, drifte og vedligeholde nye og eksisterende it-systemer i Skatteforvaltningen, så de er stabile, sikre og omkostningseffektive.

Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

 Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 28. september 2022

Arbejdssted

Location Aalborg