RPA-udvikler til Regnskab og Finans

...med stor lyst til at automatisere et væld af administrative processer og arbejdsgange.

I Regnskab og Finans i Regionshuset i Vejle er vi godt i gang med at automatisere egne arbejdsgange og processer via RPA-softwaren, UiPath. Vi har været i gang i flere år, og vi har brug for flere solide kræfter til vores team, så vi kan sætte turbo på udviklingen af automatiserede løsninger på tværs af regnskabsfunktionerne i regionen.

Vores Automatiseringsteam består i dag af 4 udviklere og ledes til dagligt af afdelingschefen for Regnskab og Finans. Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen inkl. 2,5 times frokostpause, med flekstid og mulighed for op til 2 hjemmearbejdsdage pr. uge, når du er kommet godt i gang.

For at komme i betragtning skal du drømme om en dagligdag, hvor du automatiserer de lidt kedelige og ensartede administrative opgaver inden for regnskab og økonomi, både til gavn for afdelingen og til gavn for vores kolleger i de decentrale regnskabsfunktioner på sygehusene og andre enheder i regionen. Herudover arbejder vi bl.a. med opgaver på indkøbsområdet og i et vist omfang løn og HR.

Vores koncept for automatisering indeholder en tæt dialog med de fagpersoner, der har det indgående kendskab til de processer, der skal automatiseres, og konceptet indeholder blandt andet følgende opgaver, som vil blive en del af din hverdag:

  • Optimering af processen forud for automatisering
  • Udvikling, opsætning og test af processen i UiPath
  • Vedligeholde, opgradere og fejlrette eksisterende flows
  • Sparring med kolleger om udviklingen af flows
  • Ugentlige fremdriftsmøder med ledelsen
  • Kontinuerlig udvikling og vedligeholdelse af bibliotek over ”kodeklodser/-flows”
  • Tæt samarbejde med RPA-udviklere i Regional IT og på sygehusene i regionen
  • Deltagelse i vidensdelingsworkshops for RPA-udviklere på tværs af regionen m.m.

Vi ser gerne, at din profil indeholder nogle af følgende kvalifikationer:

  • Udviklerbaggrund, enten selvlært eller formelt (ny)uddannet fx datamatiker
  • Erfaring med objektorienteret programmering/udvikling
  • Gerne kendskab til .NET, VBA, C#, Java eller lignende
  • Gerne erfaring med UiPath, herunder UiPath Orchestrator
  • Gerne kendskab til digitalisering af arbejdsgange i øvrigt
  • Gerne kendskab til arbejdsgange og processer inden for økonomi, regnskab, løn eller anden administration
  • Gerne kendskab til at arbejde i en større offentlig organisation

Dine kommende kolleger forventer af dig, at:

  • Du er dygtig og stræber efter at blive endnu bedre, gerne den bedste
  • Du er hurtig til at lære nyt og trives med at sætte dig ind i nye opgaver og processer
  • Du er åben, imødekommende, hjælpsom og har godt humør
  • Du er god til at dele viden og gøre dine kolleger dygtigere
  • Du arbejder struktureret og effektivt og trives med stor selvstændighed i opgaveløsningen

Vi tilbyder:

  • En fast stilling med en ugentlig arbejdstid på 37 timer inkl. frokost
  • Et spændende job med plads til både personlig og faglig udvikling
  • Et godt og socialt velfungerende arbejdsmiljø med frihed til ansvar
  • En nærværende og krævende ledelse
  • Mulighed for op til 2 ugentlige hjemmearbejdsdage
  • Løn i henhold til overenskomst med relevant faglig organisation
  • Tiltrædelse snarest muligt

Yderligere informationer:

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Afdelingschef for Regnskab og Finans, Jakob N Andresen på mobil 21 59 98 27 alle hverdage mellem kl. 14 og kl. 16. Jakob er daglig leder af Automatiseringsteamet.

Ansøgningsfristen er senest den 26. oktober 2022.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 44.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Gem job

Region Syddanmark
Publiceret: 29. september 2022

Arbejdssted

Location Vejle