Systemad­mi­ni­stra­tor søges til Koncern It i Ud­læn­din­ge- og In­te­gra­tions­mi­ni­ste­ri­et


Koncern It søger en systemadministrator med brede it-kompetencer til support, drift og vedligehold af Koncern It´s systemportefølje. Har du lyst og mod på at arbejde med systemer til at understøtte Udlændinge- og Integrationsministeriets digitaliseringsstrategier? Så er du måske vores nye medarbejder!  

Lidt om alt det vi tilbyder

Udlændinge- og Integrationsministeriet har startet implementeringen af Digitaliseringsstrategi 2024, som rummer en stribe både store og spændende digitaliseringsopgaver. Generelt er der i forretningen et højt ønske om yderligere og forbedret digital understøttelse.

Til at understøtte dette arbejde søger vi en dygtig systemadministrator, der har et bredt kendskab til Windows serveradministration samt evt. Linux i almindelighed.

Du kommer til at indgå i et team i Koncern It’s Drift- og Supportenhed, hvor du får indflydelse på optimering og applikationsdrift i samarbejde med eksterne leverandører, Statens It, vores forvaltningsteams og udviklingsenhed.

Dine primære arbejdsopgaver vil være at:

  • overvåge systemdrift
  • sikre en optimering af performance og kapacitet
  • fungere som 2. og 3. line support og sikre, at systemporteføljen fungerer optimalt for forretningen
  • bidrage til formuleringen af driftspolitikker
  • rådgive i forbindelse med teknologiske muligheder og afklaringer
  • administrere og implementere forretningsapplikationer og komponenter
  • deltage i forretningsprojekter
  • sparre med eksterne leverandører

Ud over den daglig drift kommer du til at indgå i en række nye spændende projekter, bl.a. implementering af en såkaldt BMS (Biometric Matching System) samt et stort nationalt Schengen projekt.

Du vil også fra tid til anden være bidragsyder til projektoplæg og kravspecifikationer i tæt samarbejde med projektledere.

Koncern It har ansvaret for drift, vedligeholdelse og videreudvikling af den systemportefølje, der anvendes i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Vi skal i samarbejde med forretningen sikre, at fagsystemerne udvikles sådan, at myndighedernes krav kan efterleves og implementeres. Koncernen anvender Statens It som driftsleverandør, som har ansvaret for basisinfrastruktur, dvs. levering af netværk, datacenter, servere, standardarbejdspladser osv., mens Koncern It varetager leverandørstyringen af Statens It og andre. Koncern It er organiseret i 6 enheder: Enheden for Strategi og Styring, Program- og Projektenheden, Udviklingsenheden, Systemforvaltning for ESDH-systemer mv., Systemforvaltning for øvrige systemer samt Driftsenheden.

Vi er placeret centralt i København tæt ved Kgs. Nytorv i nye og rummelige lokaler. Vi tilbyder en stilling på 37 timer ugentligt med fleksible arbejdstider og attraktiv løn med udgangspunkt i dine kvalifikationer. Du får gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv. Derudover vil du blive tilbudt eventuel relevant efteruddannelse og certificeringer.

Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads, som prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi lægger vægt på videndeling og en åben og konstruktiv dialog – meget gerne præget af humor. Du får 80 engagerede kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og opgaver.

Vores forventninger til dig

Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, f.eks. ingeniør, elektroniktekniker, datatekniker, datamatiker eller lignende, og måske 2-3 års relevant erhvervserfaring fra et lignende job, hvor du har arbejdet med systemadministration i større skala.

Du er desuden videbegærlig, og det falder dig naturligt at dele din viden med andre. Du har gode kommunikative egenskaber og kan tale med både driftsteknikere, leverandører, system- og projektledere samt faglige personer fra organisationen på alle niveauer.

Du kan arbejde selvstændigt såvel som i teams og hjælper gerne dine kolleger. Du er initiativrig og formår at håndtere mange aktiviteter uden at miste humør og overblik.

Vi forventer, at du har erfaring med:

  • serveradministration
  • driftsovervågning (f.eks. via SolarWinds)
  • fejlsøgning og performance optimering på tværs af miljøer
  • beherskelse af Powershell
  • IIS

Derudover har du:

  • forståelse for vigtigheden i at dokumentere de løsninger, du arbejder med
  • en proaktiv tilgang til opgaver
  • en struktureret og løsningsorienteret tilgang til opgaver

Yderligere information

Du ansættes i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern efter relevant overenskomst. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.  

På flere af koncernens it-systemer er der et højt krav om tilgængelighed. Det kan betyde, at du vil skulle indgå i en vagtordning. Endvidere vil afvikling af servicevinduer på nogle systemer skulle foregå uden for normal arbejdstid.

Det er en forudsætning for stillingen, at du kan opnå sikkerhedsgodkendelsen ”HEMMELIGT”, og at du kan opretholde godkendelsen under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte it-driftschef Kenneth Rasmussen på telefonnummer 22 18 23 18 eller på e-mail kr@uim.dk

Søg stillingen  

Klik på knappen "Søg jobbet her" nederst på siden og upload din ansøgning, eksamensbevis m.v. senest torsdag den 13. oktober 2022, kl. 12.00.  

Vi forventer at holde samtaler i uge 43.   

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang – Uddannelse, job og fællesskaber for alle.


Gem job