IT-pro­jekt­le­der i en agil verden


Er du projektleder med stor interesse for det digitale og den agile verden? Eller måske er du allerede certificeret Scrum Master, Product Owner eller Product Manager? Vi søger flere nye medarbejdere!

Indgangsvinklerne til disse stillinger kan være mange. Du kan eksempelvis være projektleder Product owner, Scrum master, Agil coach, Product manager, Business analyst eller have arbejdet i PMO – det afgørende er, at du er passioneret for at arbejde med digital udvikling og udbrede det agile mindset. 

I projektsektionen i Fødevarestyrelsens IT arbejder vi med projektledelse, herunder nyudvikling, vedligehold samt modernisering af styrelsens IT- og forretningssystemer. Vi er bidragende til at sikre brugervenlige og sammenhængende digitale løsninger, som fremmer effektive arbejdsgange. Vil du være en del af vores digitale transformationer, og vil du arbejde med agile metoder? Så er du måske vores nye medarbejder i Projektsektionen i Fødevarestyrelsens IT.

Vores digitale transformation er i gang

Vi er i starten af en digital transformation, hvor vi ud fra brugernes behov og teknologiens muligheder skal videreudvikle og gentænke styrelsens IT-understøttelse af vores kerneforretning, og vi står derfor foran et spændende og udfordrende forløb, som du vil blive en del af. Den digitale transformation er et af hovedelementerne i styrelsens strategi og har direktionens fulde støtte og bevågenhed.

Afhængigt af kvalifikationer og interesser vil der i tillæg til nogle af de klassiske projektlederdiscipliner også være mulighed for at du kan udvikle dig i retning af og prøve kræfter med eksempelvis rollen som Scrum Master (SM) eller Product Owner (PO) eller Product Manager (PM).

Du kommer både til at samarbejde på tværs af alle forretningsområderne i styrelsen og arbejde tæt sammen med både kolleger og eksterne parter som for eksempel eksterne leverandører af drift og systemudvikling/-vedligehold og får med sikkerhed en udfordrende og afvekslende hverdag.

Om dig

Du er talentfuld og et energibundt med et godt øje for brugeroplevelsen og de digitale muligheder, hvor du bistår med alt fra idégenerering og leverandørstyring til implementering. Du har ikke nødvendigvis mange års erfaring, men gerne erfaring og resultater med projektledelse og processerne i et projekt. Du skal kunne sætte dig i spidsen for et projekt og få det i mål. 

Vi har outsourcet softwareudvikling og drift, så du skal være rigtig god til at kommunikere og projektstyre både internt og ”ud af huset”. 

  • Du drives af det gode samarbejde både internt i IT og med kollegaer fra andre fagområder 
  • Du videndeler aktivt med dine kolleger, er ansvarsbevidst, og du skaber resultater
  • Det falder dig naturligt at arbejde såvel selvstændigt som i teams, og du er god til at inspirere andre
  • Du sætter pris på at arbejde i et dynamisk miljø og kan holde overblikket i pressede situationer
  • Du har gåpåmod, gennemslagskraft og er i besiddelse af en god portion nysgerrighed 
  • Tålmodighed og en god portion af uhøjtidelighed og selvironi vil være en fordel

Du har en relevant akademisk uddannelse. Herudover vil det være en fordel, men ikke et krav, at du har en projektlederuddannelse, scrummastercertificering, PO/PM certificering eller lignende. 

Om os

IT-området i Fødevarestyrelsen har ansvaret for digitalisering, drift, vedligehold og videreudvikling af styrelsens forretningssystemer samt informationssikkerhed. Vi bidrager endvidere til en række større projekter, der rækker bredt ud i hele organisationen og har desuden ansvaret for ministerområdets fælles web- og intranetplatform. Drift af vores IT-infrastruktur varetages af Statens IT.

Vi er 40 personer i hele enheden og er kendetegnet ved et tværfagligt miljø med en uformel atmosfære, engagerede kolleger og en høj grad af trivsel. Vi lægger vægt på at sikre et alsidigt, selvstændigt og udfordrende arbejde. Vi har fokus på, at vi har dygtige medarbejdere og derfor tilbyder vi løbende kompetenceudvikling og opdatering inden for dine ansvarsområder.

En af Danmarks bedste offentlige arbejdspladser

Fra 2020 har Fødevarestyrelsens direktion sat det mål, at vi skal være en af Danmarks bedste arbejdspladser. Der er allerede mange medarbejdergoder i Fødevarestyrelsen som fri adgang til motionsrum, gode muligheder for kompetenceudvikling, lækker kantine og en aktiv personaleforening, der står for flere arrangementer
hvert år, for eksempel den årlige høstfest og en velbesøgt julefrokost.

Vores kontor ligger i gåafstand fra Glostrup Station, og det er let at komme til med både tog, bus og bil.

Hvornår skal du starte

Der er brug for dig snarest muligt og senest 1. februar 2023.

Løn og ansættelsesvilkår    

Afhængigt af kvalifikationer samt anciennitet vil du enten blive indplaceret som AC-fuldmægtig eller specialkonsulent. 

Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer. 
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og tjenestestedet er Fødevarestyrelsen, IT-enheden. 

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte sektionsleder Gustav Arthur Lockenwitz på 72 27 68 83.

Du kan også se mere om Fødevarestyrelsen på vores jobsite.

Din ansøgning

Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV, kopi af eksamensbevis og evt. andet relevant materiale online i vores rekrutteringssystem på fvm.dk/job senest den 1. december 2022. 


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.Fødevarestyrelsen er en del af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Vi arbejder for en bæredygtig fødevareproduktion med fokus på sikre fødevarer og sunde dyr. Vi står bl.a. bag de velkendte smiley-kontroller i cafeer og restauranter, holder øje med dyrenes sundhed og velfærd og har ansvaret for de officielle kostråd til befolkningen. Vi er i alt ca. 1800 medarbejdere og tæller alt fra jurister, dyrlæger og it-specialister over tilsynsførende, laboranter og kontoransatte fordelt over hele landet. Mindst én ting har vi til fælles: Vi arbejder for føden.

Læs mere på www.fvst.dk/job

Gem job

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Publiceret: 10. november 2022

Arbejdssted

Location Glostrup