Jobindex Søger for kunde
Kundelogo
 

Vær med til at opbygge og udvikle en stærk hardware/R&D afdeling i en ny­op­ret­tet rolle


Er du klar til nye udfordringer i en rolle, hvor du får indflydelse på fremtidens muligheder inden for MR-scanning, der gør det lettere at lave brugbare scanninger af børn og patienter med Parkinson?

Så kom og sæt dit præg på denne nyoprettede stilling, hvor du er med til at bygge en stærk hardware/R&D-afdeling op.

”Vi er godt kørende på 3D-design- og mekanik-delen. Men vi har brug for at styrke vores kompetencer inden for bl.a. elektronik og system engineering. Det er her, du og din skarpe viden kommer ind i billedet,” siger Lars Madsen, hardware manager.

Vi gør MR-scanninger mindre krævende – for både store og små

Ved 20 % af alle MR-scanninger er det svært for især børn at ligge stille. Det betyder, at de må bedøves, eller at man må opgive scanningen. Men med vores tracking-systemer kan vi korrigere for bevægelserne, så scanningerne alligevel er brugbare og kan gennemføres. Se mere i vores video.

Du bliver en del af en virksomhed med robust økonomi og vækst, og vi forventer løbende at skulle ansætte flere i 2023.

En lille medicovirksomhed med plads til dig

Du får 25 engagerede kolleger på hovedkontoret i Ballerup – og det er netop vores lille størrelse, der gør os til en særlig arbejdsplads. Her er alle kolleger nemlig lettilgængelige, og vi har stor respekt for hinanden som personer og hinandens faglighed, ligesom vi både sparrer og smiler naturligt hen over skrivebordene.

”Vi har et fladt hierarki, som du ikke ser hos branchens store spillere. Og så er vi gode til at være sociale uden for arbejdstid – vi har fx lige været ude og konkurrere i madlavning,” fortæller software manager Vladimir Fedorov.

Byg vores hardware-funktion op med fokus på udvikling og samarbejde

Omdrejningspunktet for din rolle er udviklingen af vores banebrydende motion tracking-systemer. Du er altså med til at udfordre status quo, og du får derfor rig mulighed for at skabe og dele alle dine idéer og relevante input. Det gør du i tæt samarbejde med vores erfarne R&D-ingeniører samt dine kolleger i produktionen.

Din hverdag bliver alsidig, og du kommer fx til at:

  • være omdrejningspunkt med henblik på elektronik og fotonik
  • stå for design af opto-elektriske systemer og elektromekaniske løsninger samt generel elektronik-udvikling
  • være med til at definere og optimere vores arbejdsprocesser i hardware-teamet.

”Vi arbejder med design for manufacturing-principperne samt data håndtering og -kontrol, optisk fiber og power supply. Her er du fx med til at lave en strømforsyning, som kan virke i et magnetfelt i nærheden af en scanner,” uddyber Lars.

Du har styr på elektronikken – og er en dygtig dialogskaber

  • Du har en relevant el-teknisk baggrund og som minimum nogle års erfaring – din specifikke uddannelse er ikke afgørende for os.
  • Du har erfaring med systemdesign og elektro-mekaniske løsninger.
  • Du trives med at arbejde i en virksomhed, hvor koncernsproget er engelsk – og du behøver ikke kunne tale dansk.
  • Det er ikke et krav, at du i forvejen har erfaring inden for vores forretningsområde – det skal vi nok lære dig.

Klar til at sætte din el-tekniske faglighed i spil hos os?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte IT-rekrutteringskonsulent hos Jobindex Mathias Jørgensen på 72 45 91 45. 

Send dit CV inkl. en kort motiveret tekst i toppen heraf, hvor du beskriver, hvorfor du søger jobbet allerede i dag eller senest den 9. december 2022 via nedenstående link. Vi indkalder til samtale løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om virksomheden
TracInnovations er en international med-tech-virksomhed med hovedkontor i Danmark og kontor i USA. Virksomheden er grundlagt på Danmarks Tekniske Universitet i 2015. Vi udvikler og producerer et unikt motion tracking-system til MR-scannere. Læs mere om os her.

Kontaktperson

Mathias André Jørgensen
Rekrutteringskonsulent

Tlf. +45 72 45 91 45

Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen hos it-jobbank.

Jobindex – Find din jobglæde
Gem job