It-pro­jekt­le­der søges til Ud­læn­din­ge- og In­te­gra­tions­mi­ni­ste­ri­et


Brænder du for it-projektledelse, og vil du være en del af et stærkt, projektfagligt team? Udlændinge- og Integrationsministeriets departement søger en projektleder til Koncern It’s Program- og projektenhed. 

Lidt om alt det vi tilbyder

Udlændinge- og Integrationsministeriet er i gang med implementeringen af en it-handlingsplan, som rummer en stribe spændende digitaliseringsprojekter, og vi har nu brug for en projektleder til at hjælpe os i mål.

Et særligt fokuspunkt i strategien er implementeringen af en række vigtige it-systemer i EU’s Schengensamarbejde. Ministeriets del af den samlede danske implementering af it-systemerne har udkrystalliseret sig i vores Schengen it-program, som bl.a. omfatter et nyt system til ind- og udrejsekontrol (EES), et nyt system til rejsetilladelser (ETIAS) og næste generation SIS til udveksling af information mellem myndigheder og medlemslande. Programmet er senest blevet udvidet med et interoperabilitets-projekt (IO), så der er behov for flere gode projektleder-kræfter.

Du kommer til at indgå i et projektlederteam med reference til projektchefen, og du vil skulle arbejde tæt sammen med både forretningen, øvrige medarbejdere i Koncern It, andre myndigheder og eksterne leverandører. Du vil sammen med kollegerne i enheden få mulighed for at præge hverdagen og de arbejdsprocesser, projekterne ledes i. I teamet sætter vi faglig sparring og hjælp højt, så vi får bedst muligt udbytte af vores fælles viden – her hjælper også enhedens PMO-funktion godt til.

Konkret vil dine arbejdsopgaver indebære:  

  • analyser af behov, processer og evt. barrierer 
  • udarbejdelse af projektets ledelsesdokumenter (jf. den statslige it-projektmodel) 
  • planlægning, udførelse og implementering af projekter fra start til slut 
  • udarbejdelse af kravspecifikationer i samarbejde med eksempelvis forretningen  
  • leverandørstyring og -samarbejde 
  • opfølgning på projektøkonomi, styregruppebetjening og rapportering 
  • sikring af et godt samarbejde med kollegaerne i Koncern It og forretningen 

Du bliver godt støttet af vores processer, skabeloner, metoder og værktøjer – og dertil af vores fælles pulje af erfaringer og kompetencer. Schengen it-programmet baserer sig teknologisk på Linux, Kubernetes, containere, microservices, Single Page Applications (SPA) og DevOps-processer. Vi arbejder oftest agilt sammen med leverandørerne i vores egen Jira og Confluence, og vores tilgang er, at en hybrid mellem vandfald og agilitet giver os den bedste balancering af de statslige rammer og god softwareudvikling.

Lidt om os som arbejdsplads

Koncern It har ansvaret for drift, vedligeholdelse og videreudvikling af den systemportefølje, der anvendes i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Vi skal i samarbejde med forretningen sikre, at fagsystemerne udvikles sådan, at myndighedernes krav kan efterleves og implementeres. Koncernen anvender Statens It som driftsleverandør, som har ansvaret for basisinfrastruktur, dvs. levering af netværk, datacenter, servere, standard arbejdspladser osv., mens Koncern It varetager leverandørstyringen af Statens It og andre leverandører.

Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads, som prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi lægger vægt på videndeling og en åben og konstruktiv dialog – meget gerne præget af humor. Du får ca. 100 engagerede kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og opgaver.

Vi er placeret centralt i København tæt ved Kgs. Nytorv i nye og rummelige lokaler. Vi tilbyder en stilling på 37 timer ugentligt med fleksible arbejdstider og attraktiv løn med udgangspunkt i dine kvalifikationer. Du får gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv. Derudover vil du blive tilbudt eventuel relevant efteruddannelse og certificeringer.

Vores forventninger til dig

Du har en relevant baggrund og brænder for dit arbejde, så du udstråler en passion for at levere en god arbejdsindsats. Du kan både være i starten af din karriere eller være en it-projektleder med mange års erfaring. Vi forventer, at du kan arbejde strategisk og analytisk samt sætter en ære i, at dine projekter har solid fremdrift og leverer en god løsning. Du skal ikke kunne det hele – til gengæld forventer vi, at du kan tage imod sparring og hjælp.

Du bliver en del af et politisk miljø, hvor vi forventer, at du: 

  • har erfaring med at få projekter forankret succesfuldt i forretningen og i driften 
  • har stærke kommunikative kompetencer både skriftligt og mundtligt 
  • kan sikre fremdrift og er løsningsorienteret 
  • kan strukturere, dokumentere og selvstændigt planlægge dit arbejde 
  • er god til at opbygge og skabe relationer 

Det er en fordel, hvis du:

  • har erfaring med EU-projekter
  • har politisk tæft og god forståelse for arbejdsgange i en politisk styret organisation
  • har erfaring med anskaffelse af it-løsninger i offentlige udbud 
  • er PRINCE2 certificeret og har erfaring med PRINCE2, agile metoder og/eller den fællesstatslige it-projektmodel
  • har anden relevant certificering – f.eks. IPMA, MSP eller SAFE

Yderligere information

Du ansættes i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern efter relevant overenskomst. Der er mulighed for at forhandle tillæg, som matcher dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for stillingen, at du kan opnå sikkerhedsgodkendelse til ”HEMMELIGT”, og at du kan opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte chef for Program- og projektenheden Lotte Enevold Snedker på telefonnummer 61 98 35 40 eller på e-mail lens@uim.dk.

Søg stillingen

Klik på knappen nederst på siden og upload din ansøgning, eksamensbevis m.v. senest mandag den 28. november 2022, kl. 10.00.  

Det forventes, at der holdes samtaler tirsdag den 6. december 2022. 

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.


Gem job

Udlændinge- og Integrationsministeriet
Publiceret: 15. november 2022

Arbejdssted

Location København