Software Engineer til tv2.dk


Vil du være med til at sikre, at de mere end 1 million danskere, der hver dag besøger tv2.dk får en god oplevelse? Har du lyst til at bidrage til, at danskerne kan holde sig opdaterede på alle tider af døgnet og i breaking news situationer? Så har du hermed muligheden som Software Engineer i teamet, der udvikler og vedligeholder tv2.dk.

Som full stack webudvikler spiller du og dine kolleger en central rolle i at sikre skalerbare, robuste og brugervenlige produkter, der har høj oppetid og få fejl. Udvikling foregår i React og Node.js typescript med continuous-delivery til EKS. Du kan se vores tech-stack her.  

Teamet er et cross functional agilt udviklingsteam med kompetencer til at udvikle digitale produkter af høj kvalitet. En typisk arbejdsdag starter med et daily stand up, hvor teamet koordinerer dagens arbejde. Bagefter er der alt efter behov plads til fordybelse med høretelefoner på eller sparring med kollegerne i teamet. Dagen, hvor du står helt alene med en udfordring, vil du ikke opleve hos os. Tv2.dk teamet er en del af TV 2s ambitiøse og teknisk stærke tech organisation, hvor mere end 200 højtuddannede medarbejdere bl.a. arbejder sammen om at skabe og vedligeholde TV 2 PLAY, tv2.dk og vores apps: Nyheder, Vejr, Sport og tvtid. 

Dine opgaver:

  • udvikle softwareløsninger i høj kvalitet i Node.js og React typescript med fokus på robusthed og skalerbarhed (full stack webudvikling)
  • sætte dit præg på vores dialog og hjælpe med at sikre gennemarbejdede løsninger og gode produkt-, teknologi-, og procesvalg 
  • foretage reviews af dine kollegers kode, deltage aktivt i diskussioner og generelt bidrage til vidensdeling 
  • skrive unit tests, der dækker de vigtigste dele af din kode 
  • have en DevOps-tankegang og følge dit arbejde hele vejen ind i produktion 

Vi leder efter:

Det er vigtigt, at din personlighed og indstilling er et godt match med teamet. Vi har brug for en udvikler, der er god til at skabe relationer og er i stand til at kommunikere med både tekniske og ikke-tekniske kolleger. Samtidigt er det vigtigt, at du kan lide at være en del af et team og tager din del af ansvaret for vores produkt.

I forhold til de tekniske kompetencer, ser vi gerne at du:

  • har flere års erfaring som udvikler
  • er rutineret i Node.js, Typescript og React
  • har erfaring med REST APIs og/eller GraphQL
  • har erfaring med AWS og Serverless stack
  • har en uddannelse i computervidenskab eller dokumenterbar relevant erfaring 
  • har et grundlæggende kendskab til at bruge unit test i dit arbejde

Vi tilbyder:  

Du vil få en personlig mentor i teamet og mulighed for løbende kompetenceudvikling igennem eksempelvis relevante internationale konferencer, kurser eller certificeringer. Teamet har base på TV 2s kontor på Teglholmen i København, men vi er fleksible i forhold til arbejdstider og arbejdssted, så du kan få det hele til at hænge sammen derhjemme. Derudover tilbyder TV 2 en del sociale arrangementer som fester eller Hack Days, samt foreninger som vinklub, idræts- eller kunstforening. Vi måler medarbejdertilfredshed årligt og er meget stolte af at ligge i toppen af dansk erhvervsliv ifølge Ennova. 

TV 2 er en stor og mangfoldig arbejdsplads, hvor du vil møde mange forskellige mennesker, der brænder for det, de arbejder med, og er blandt de dygtigste på de respektive områder. Du vil opleve faglig sparring, vidensdeling, og karrieremæssigt vil der være forskellige udviklingsmuligheder.

Vi indkalder løbende til samtaler, og ansættelsen er snarest muligt. Vi ser frem til at modtage dit CV og ansøgning, og tøv ikke med at kontakte os på Linkedin eller skrive/ringe til teamchefen Stine Falster Bech, hvis du er nysgerrig på at høre mere.

Såfremt du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

Stine Falster Bech
Teamchef
sbec@tv2.dk
41406018

Gem job