Bliv IT-ud­vik­lings­le­der i Koda og vær’ med til at arbejde for et stærkere musikliv

Vil du have en strategisk rolle i en medlemsorganisation, som har en vigtig stemme i musikbranchen, og koordinere en portefølje af spændende IT-udviklingsprojekter? Og vil du være ansvarlig for et dygtigt IT-team, der er med til at sikre musikernes rettigheder og betaling?

”I Koda har man stor indflydelse på tiltag og initiativer. Du får derfor et arbejde, hvor du får ansvar og rig mulighed for at engagere dig i organisationens udvikling – og du lærer hele tiden nyt” fortæller afdelingschef for IT Maria Juul Jensen, som du vil referere til.

Spændende IT-projekter og dygtige og erfarne kollegaer venter på dig i Nordhavn

I lyse, moderne lokaler med tagterrasse og havudsigt til Øresund og øvelokale i kælderen bliver du en del af et arbejdsfællesskab, hvor du vil mærke et stort engagement og sammenhold. Her får du ansvaret for at lede vores IT-team med udviklere, der nyder at dele viden og skabe udvikling for Koda.

Huset summer af musik, innovation og kreativitet – for vi deler entusiasmen for at være med til at skabe et bæredygtigt og stærkt musikliv og gøre en forskel for både musikforlag, komponister og sangskrivere.

Vores entusiasme er den samme. Vores vision er fælles. Vores arbejdsmiljø er mangfoldigt – og det håber vi, at du kan se dig selv i. Du vil arbejde sammen med kolleger med vidt forskellige baggrunde, livsstile, evner, køn, alder og etnicitet og mærke, hvordan dette optimerer vores fælles arbejde i Koda.

Du forbinder forretning, indsigter og IT-udvikling

Som IT-udviklingsleder vil du få stor indflydelse på dit job og dine arbejdsopgaver, når du er med til at have indflydelse på retningen for vores IT-løsninger. Du har samtidig en vigtig rolle i at skabe de bedste forudsætninger for, at IT-udviklerne kan levere professionelle og værdifulde løsninger, og at vi har de rette evner.

Du behøver ikke have ledererfaring, men til gengæld har du interesse i at bære lederkasketten og sikre kompetenceudvikling og motivation. Derudover bliver din kerneopgave at koordinere en portefølje af udviklingsprojekter. Heriblandt at migrere fra Navision til Business Central, at etablere nye digitale platforme for Kodas medlemmer og kunder, samt at lede vores kommende teknologiskifte i vores kernesystemer i samspil med vores afdelingschef for IT.  

Du står ikke alene med opgaven, for du kommer til at indgå i en ledelsesgruppe med en teamleder i afdelingen.

IT-udvikler, der gerne vil bidrage med sin faglighed

I din rolle som IT-udviklingsleder er du med til at sikre, at vi prioriterer bedst muligt, når vi kickstarter nye udviklingsprojekter, og vi forestiller os:

  • At du gerne stiller spørgsmål og kvalificerer, inden der træffes beslutninger
  • At du har erfaring med agile arbejdsmetoder, og at du har været tovholder i IT-udviklingsprojekter
  • At du har en faglig viden, der gør dig i stand til at vejlede dine kolleger og sætte en retning

Der er også plads til dig

Vi er en moderne arbejdsplads med fokus på at skabe et bæredygtigt arbejdsliv, hvor der er plads til familieliv, lægebesøg og hjemmearbejdsdage. Ligesom du er omfattet af vores attraktive pensions- og sundhedsordning.

Vi ynder at værne om vores gode trivsel og fællesskab gennem årlige sociale arrangementer og interne personaleforeninger, der bidrager med alt fra banko til DHL og kunstudstillinger.

Har vi vækket din interesse?

Hvis det lyder som noget for dig, og vi skal finde melodien sammen, så send din ansøgning og dit CV via "Søg jobbet online" hurtigst muligt.

For mere generel information om Koda som arbejdsplads kan du kontakte HR-konsulent Liv Juel-Nielsen på lwn@koda.dk / tlf. 6189 3265.

Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.

Udløbsdato: 12-02-2023


Vi ser frem til at høre fra dig!

Koda arbejder for musikken, og er en rettighedsorganisation, der sørger for, at komponister og sangskrivere får betaling, når deres musik spilles offentligt. De ca. 125 ansatte i organisationen sikrer, at mere end 40.000 kunders betaling i ind- og udland bliver fordelt til musikkens rettighedshavere. Koda vil være i toppen af verdenseliten blandt rettighedsorganisationer – blandt andet gennem udviklingen af moderne digitale løsninger, der skal servicere de mere end 45.000 musikskabere og musikforlag, som er medlemmer af Koda.

Gem job