
Specialist i it-infrastruktur søges til mindre it-virksomhed med gode vilkår
Hvis du ønsker at arbejde i en mindre virksomhed med en stor grad af frihed og rigtig gode ansættelsesvilkår, har vi stillingen til dig. Vi søger en netværksspecialist til et velfungerende infrastrukturteam.
Teamet består af to infrastrukturmedarbejdere, hvor én fungerer som teamleder, begge har speciale i M365, Microsoft infrastruktur, vSphere, Cisco netværk og IP-telefoni, herudover er der en infrastrukturelev og en supporter. Der er stor fokus på vidensdeling og på et tæt samarbejde.
Om stillingen
Vi søger en medarbejder, der skal kunne indgå i teamet og løse driftsopgaver inden for de teknologier vi bruger. Det drejer sig om bla.:
- Microsoft Windows infrastruktur (AD, DNS, DHCP etc.)
- Microsoft 365
- Vmware vSphere
- Veeam Backup & Replication
- Cisco
- Der vil være mulighed for at beskæftige sig med forskelligartede driftsopgaver.
Din indstilling til arbejdet og din lyst til at lære er vigtigere end dine faglige kvalifikationer.
Da alt kommunikation foregår på dansk, skal du kunne dette flydende både i skrift og tale.
Om Infrastrukturteamet
Teamet udvikler og drifter 2 snart 3 a-kassers infrastruktur, hvor vi primært beskæftiger os med netværk, Vmware, IP-telefoni og for nyligt har vi taget hul på at implementere en Microsoft 365 løsning for vores kunder.
Vi har stor fokus på at gøre tingene på den rigtige måde og følge best practice. Vi går meget op i vidensdeling, hvilket betyder, at vi til dels dækker hinandens områder ved ferier, sygdom og lignende.
Det er altid muligt at få hjælp i teamet og vi har på ingen måde en nulfejlskultur. Det er vigtigt, at du finder dig godt tilpas med at arbejde tæt med de andre medlemmer af teamet og hele virksomheden, da man sjældent sidder alene på projekter og indimellem sidder vi endda ved den samme skærm.
Da dine nærmeste kollegaer bliver de 4 eksisterende medlemmer af teamet, er det også dem, der står for de indledende ansættelsessamtaler, hvilket er et godt eksempel på den kultur, der er i AKA-IT.
Om virksomheden
AKA-IT er en mindre virksomhed på 23 ansatte og er en sammenlægning af fire (snart 5) a-kassers it-afdelinger, hvoraf vi kun har infrastrukturen for 3 af dem. Vi er ansvarlige for udvikling, drift, infrastruktur og it-support hos vores kunder. Vi har frie arbejdsforhold under ansvar, mulighed for at arbejde hjemme, godt kursusbudget og et rart afslappet arbejdsmiljø. Vi er en virksomhed med korte beslutningsveje og en høj grad af tillid kollegerne imellem; har du fx forslag til at afprøve ny teknologi etc. er her vide rammer. Der er mulighed for stor indflydelse på egne arbejdsopgaver og processer.
Der må forventes noget overarbejde og man skal til tider kunne arbejde skæve arbejdstider da vi ofte har at gøre med kritisk infrastruktur, der nogle gange kræver, at vi arbejder weekender, aftener og i sjældne tilfælde helligdage, men vi prøver at begrænse dette så meget som overhovedet muligt samt tilpasser det de behov der er på hjemmefronten.
Arbejdssted er Valby med gode parkeringsmuligheder og tæt på offentlig transport. Du kommer til at sidde på 4-5 personers kontor. Der er 37 timers arbejdsuge med betalt frokostpause, kantine, mulighed for billig helbredsforsikring samt 4 ekstra fridage ud over fem ugers ferie og 6 feriefridage.
Lyder dette som noget, der kunne være interessant for dig, så send os en ansøgning og et cv hurtigst muligt. Har du spørgsmål eller vil høre mere, kan du kontakte teamleder Denis Besic på tlf. 23 44 82 94. Vi holder samtaler efterhånden som ansøgningerne kommer ind.
Vi ser frem til at høre fra dig.