Ko­or­di­na­tor til Cyber- og In­for­ma­tions­sik­ker­hed


Jobbet til dig der elsker at skabe struktur og overblik

Til vores Cyber- og Informationssikkerhedssektion søger vi en koordinator, som skal være med til at sikre en effektiv styring, dag-til-dag drift og udvikling af informationssikkerhed og Banedanmarks indsats mod cyberangreb.  

Vi arbejder målrettet med cyber- og informationssikkerhed og du skal, sammen med dine kommende kollegaer i sektionen, være operationel og sikre den daglige IT-sikkerhed.

Herudover skal du vejlede om cybersikkerhed i det digitale Banedanmark. I stillingen vil du være med til at sætte dit præg på, hvordan vi arbejder med sikkerhed i Banedanmark og du kommer ind i en sektion, der både har et strategisk, taktisk og operationelt fokus. 

Det er ikke et krav, at du tidligere har erfaring med informationsikkerhed, da dine kollegaer sidder klar til at hjælpe dig til forståelse af området og en forståelse af Banedanmark som organisation. Men vi ser det som en fordel, hvis du tidligere har arbejdet i et Project Management Office (PMO) da mange af opgaverne vil have ligheder med arbejdet udført i et sådan.

Dine opgaver vil være:

  • kontaktpunkt for større opgaver/projekter til vores sektion
  • koordinering og rapportering af fremdrift i IT-sikkerhedsinitiativer og opgaver
  • at skabe overblik over sektionens opgaver og ressourcer
  • at rådgive om og være en del af udarbejdelsen af procesbeskrivelser, procesoptimering og dokumentation internt i sektionen og i forretningen
  • support af dine kollegaer ved spidsbelastninger
  • at sikre sektionens dokumenter er struktureret og at de rette dokumenter er tilgængelige for andre i organisationen

Dig som person

Du kommer til at have en bred berøringsflade i hele organisationen, hvorfor det er væsentligt, at du er stærk til at formidle dine budskaber mundtligt såvel som skriftligt. Derudover formår du at samarbejde og skabe netværk på tværs af en organisation med mange fagligheder. Du er den naturlige koordinator som elsker struktur, orden og gerne vil tage ansvar for at alle andre i sektionen har gode rammer at arbejde under. Du går forrest for at løse opgaver, når retningen er givet.

Vi lægger vægt på

  • minimum fem års relevant erhvervserfaring.
  • erfaring som koordinator inden for IT-området eller tilsvarende.
  • anden relevant erfaring fra koordinatorstillinger.

Om sektionen

Vores formål er effektivt at styrer og udvikle Banedanmarks Informationssikkerhed, og du får et job i et spændende, udfordrende og uformelt miljø, der giver gode muligheder for både personlig og faglig udvikling. Herudover bliver du en del af en organisation med en professionel tilgang til udvikling og drift. Der er gode muligheder for kompetenceudvikling og løbende uddannelse efter ønske og behov, og en ledelse der løbende giver feedback og sparring. Herudover er vi opmærksomme på work-life balance med fleksibilitet og frihed under ansvar. 

Sektionen arbejder ud fra et ISO27001 Information Security Management System med at sikre samfundskritisk og forretningskritiske IT-systemer i hele Banedanmarks organisation.

Løn og arbejdsplads

Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC. 

For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark. 

Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 4, Hovedstad.

For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.

Din arbejdsplads bliver Banedanmarks moderne og lyse hovedkontor i Carsten Niebuhrs Gade tæt på Fisketorvet og Dybbølsbro station, og med mulighed for parkering af bil eller cykel.

Ansøgning og kontakt

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Cyber Security Manager Pernille With (pewi@bane.dk) eller Sektionschef Morten Pedersen (mpdr@bane.dk). Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer. For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionen.

Send gerne din ansøgning og CV hurtigst muligt, da vi vurderer ansøgninger og afholder samtaler løbende. 

Ansøgningsfrist: 13-02-2023

Kontakt

Morten Pedersen
Sektionschef
mpdr@bane.dk
21163346


Vær med til noget stort i Banedanmark

I Banedanmark skaber vi forudsætningen for, at hundredtusindvis af danskere hver dag kan tage toget, og transport af mange tusind tons gods.

Lige nu bygger vi en helt ny attraktiv, grøn jernbane, mens vi holder den gamle kørende. Vi sætter strøm til banen, så der kan køre klimavenlige tog. Vi indsætter nye, digitale signalsystemer og bygger en højhastighedsbane til Europa. Og vi styrer togtrafikken og informerer om den på stationernes skærme og højtalere på fjernbanen.

Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 2.500 medarbejdere. Hovedkontoret ligger på Carsten Niebuhrs Gade 43 i København, men vi har dygtige og dedikerede medarbejdere i hele landet.

Vil du også være med til noget stort?

Gem job