
IT-supporter til TV 2s Servicedesk i København
Er du serviceminded, motiveres du af at hjælpe andre, og er du nysgerrig på ny teknologi? Kan du have flere opgaver i luften på én gang og samtidigt bevare dit gode humør? Så er du måske vores nye IT-Supporter til TV 2s Servicedesk på Teglholmen i København.
Stillingen
Du bliver en del af et team på 16 medarbejdere på tværs af to lokationer, der dagligt supporterer ca.1600 medarbejdere i TV 2. Som Servicedesk medarbejder kan du se frem til et afvekslende og udadvendt job, hvor du sammen med dine engagerede kolleger bliver en del af et uhøjtideligt arbejdsmiljø. Dit primære arbejdssted vil være Teglholmen i København, men der vil være perioder, hvor du skal arbejde på vores lokation Kvægtorvet i Odense.
Arbejdsopgaver
I samarbejde med kollegerne i Servicedesk vil du primært møde ansatte i TV 2, som har brug for hjælp til at komme videre, når de møder udfordringer i deres arbejde. Dine primære arbejdsopgaver bliver:
- Support af interne slutbrugere i et kombineret Apple / Microsoft-miljø, f.eks. Windows 10, iOS og MacOS
- Opsætning, installation og fejlsøgning på Windows og MacOS pc'er, telefoner og andet perifært udstyr
- Hjælp til kendte applikationer som Word, Excel, VPN og aktivering af licenser
- Derudover brugersupport af TV 2 specifikke applikationer
Vores forventninger til dig
Vi forestiller os, at du har en uddannelse som IT-supporter og et par års erfaring inden for et eller flere af ovennævnte arbejdsområder, ligesom du besidder evnen til hurtigt at tilegne dig ny viden. Det er vigtigt, at du kan holde hovedet koldt i pressede situationer samtidigt med, at du er en holdspiller, der naturligt involverer kolleger i arbejdet.
Herudover forventer vi, at du:
- er fortrolig med Windows 10, MacOS, iOS og Android
- går struktureret – og til tider analytisk – til dine opgaver
- forstår vigtigheden af, at opgaver og incidents kategoriseres og prioriteres i vores sagsstyringssystem ServiceNow
- er serviceorienteret og klar til at møde dine kolleger og "kunder" med godt humør
Stillingen kræver i øvrigt, at du er klar til at indgå i en vagtordning indenfor tidsrummene:
mandag-fredag 08:00-17:00
TV 2 som arbejdsplads
TV 2 er en utrolig spændende arbejdsplads, hvor det kan mærkes overalt, når vi dækker aktuelle begivenheder og samler danskerne om alt det, vi deler, uanset om det er ”Breaking”, eller der står en kø af håbefulde X-Faktor deltagere uden for døren. Vi kan tilbyde dig en afvekslende og udfordrende hverdag i et uformelt dynamisk miljø, hvor der er plads til den enkelte, og hvor du får mulighed for at udnytte og udvikle dine kompetencer. I Servicedesk får du en hverdag med et godt arbejdsmiljø, hvor du og dine kolleger er et dedikeret team, hvor du har indflydelse på din hverdag og kan lære nyt, både fagligt og personligt.
Interesseret?
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og CV. Vi holder samtaler løbende på TV 2 i København. Ansættelse hurtigst muligt efter aftale. Har du spørgsmål eller er nysgerrig på at høre mere, ræk ud til os på Linkedin eller kontakt Teamchef Christian Sass Nedergaard mobil 22569003, csas@tv2.dk.