IT-udvikler til high-performance computing
Synes du high-performance computing lyder spændende og er du frisk på optimering af videnskabelig kode? Kan du samarbejde på tværs af forskellige fagligheder og kompetencer? Og kunne du tænke dig at arbejde med systemer og data, som understøtter den grønne omstilling? Så er du måske vores nye kollega!
Om jobbet
Vi tilbyder et spændende job som it-udvikler i enheden Rådgivning og Digitalisering, hvor du bliver en del af et team på syv, som understøtter tværgående og internationale projekter med systemudvikling, specialviden og viden om it-arkitektur. Her vil du, sammen med en passioneret kollega, udgøre teamets kompetencer indenfor high-performance computing, og samtidig indgå i tæt samarbejde med forskere og internationale kollegaer.
Du vil, blandt andet, komme til at arbejde med at:
- Optimere, parallelisere og portere modeller til afvikling på DMI’s supercomputer og HPC-systemer i fx cloud
- Designe og implementere CI/CD-pipelines til automatisk bygning, test og idriftsættelse af modeller
- Designe og implementere system- og performancetests for modeller
- Designe og implementere dataflows mellem modeller og andre systemer
- Understøtte overgangen fra forskning til operation
DMI har for nyligt, sammen med tre andre meteorologiske institutter, indkøbt en ny supercomputer, og vi er netop nu i gang med at migrere alle vores eksisterende modeller til den nye computer. Det forsætter vi med i det meste af 2023, og derfor også noget, du vil blive en del af sammen med et hold af dedikerede forskere og specialister.
Hvem er du?
Du er dygtig, kreativ og kvalitetsbevidst. Du er kommunikerende og åben omkring dit arbejde og tager ansvar for at hele teamet er med i processen. Du er god til at samarbejde og byder ind med din ekspertise og gode energi i det tværfaglige arbejde. Du har en naturlig nysgerrighed og lyst til at holde dig opdateret med de nyeste teknologier og tilegne dig praktisk viden om dem. Endelig lægger vi stor vægt på robuste og effektive løsninger, da vores løsninger skal virke alle døgnets timer.
Vi forventer, at du:
- Har en relevant videregående uddannelse som fx datalog eller ingeniør
- Har erfaring med programmering i fx Fortran eller C++
- Er fortrolig med Linux og shell-scripting
- Er god på engelsk og kan indgå i et internationalt forskningsmiljø
Det er et plus, hvis du har:
- Erfaring med parallelprogrammering og high-performance computing
- Erfaring med design og implementering af CI/CD-pipelines
- Kendskab til cloud-løsninger
- Kendskab til MPI og OpenMP
- Kendskab til GitLab CI, Ansible og AWX eller lignende
Hvad kan DMI tilbyde
DMI er en af Danmarks mest spændende og udfordrende it-arbejdspladser. Vi har alt fra de mindste, små tekniske finurligheder, til de vildeste it-systemer, som fx vores supercomputer på Island. Vi tilbyder en afvekslende og udfordrende hverdag i et uformelt og dynamisk miljø. Vi er ca. 70 engagerede it-medarbejdere, som konstant udvikler nye løsninger, driver og vedligeholder ældre it-systemer, samtidig med, at vi er præget af videnskab og forskning. Her er højt til loftet og plads til den enkelte. Vi tilbyder dig muligheden for at være en væsentlig spiller inden for styrkelsen af det teknologiske fundament på DMI.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg. Stillingen er en fastansættelse på 37 timer ugentligt og med start hurtigst muligt. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner. Ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT.
Ansøgning
Yderligere oplysninger kan fås hos leder af Rådgivning og Digitalisering, Anne Marie Munk Jørgensen, på tlf. 3915 7327 eller mail ammj@dmi.dk.
Vi opfordrer til, at du i din ansøgning oplyser om tidligere eller nuværende frivilligt arbejde. Vi ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, alder eller etnisk baggrund.
Ansøgningen skal sendes til os senest mandag den 20. februar 2023. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 8, 2023.
For at søge stillingen skal du klikke på linket "Ansøg" og følge instruktionerne.
Start hurtigst muligt.