Jobindex Søger for kunde
Kundelogo
 

Backend-udvikler med interesse for frontend – og en iværk­sæt­ter i maven


Har du erfaring med Java? Og vil du dyrke dit udviklertalent i en succesfuld startup, der i løbet af ét år er gået fra 2 til 50 kolleger og stadigvæk vokser?

Så bliv en del af Flatpay-familien.

Hos os dykker du både ned i backend og frontend, når du samarbejder tæt med vores team af 4 udviklere. Her bliver du en del af en summende iværksætterkultur, hvor vi har samlet de bedste talenter ét sted.

”Der er ikke mange begrænsninger hos os. Så du får mulighed for at prøve mange forskellige hatte af og virkelig sætte dit præg på vores software. For IT er livsnerven i vores forretning,” fortæller Peter Lüth, CTO og Founder.

Flatpay – vi skubber grænser

Hos Flatpay har vi en mission. Vi vil udfordre det etablerede marked for betalingsløsninger. Ikke kun i Danmark, men globalt. Vi gør det nemlig muligt for virksomheder at modtage kortbetalinger i én samlet løsning. Og vi hjælper alle, fra den lille café til den store komplekse virksomhed.

Med store investorer i ryggen har vi allerede etableret os på det danske marked, og for nylig er vi kommet ind på det finske. Men vi stopper ikke her.

”Vi vil fremad. Lige nu undersøger vi, hvilket globalt marked vi skal ind på som det næste. Det betyder, at du kommer med på rigtig mange spændende projekter,” fortæller Peter.

Java, backend og frontend

Som vores nye backend-udvikler, kan du få masser af ansvar, hvis du vil have det. Du bliver en tæt sparringspartner til Peter og resten af dit team, der tæller vores 4 udviklere. Vi samarbejder meget på tværs, så vi hele tiden ved, hvad hinanden laver.

Snart skal vi til at udvikle softwaren til et nyt POS-system, der kan integreres med vores betalingsterminaler. Derefter skal vi se på, hvordan vi får webshop-betalinger på platformen. Og de projekter kommer du med på.

Vi arbejder især med Java og MySQL samt frameworks som Spring, Node.js, React og BPMN. Det betyder, at du bl.a.:

  • udvikler i backend og frontend
  • integrerer nye features
  • kommer med anbefalinger til teamet ift. hvilken vej vi skal gå ift. vores fullstack
  • er i tæt dialog med teamet – for vi bidrager alle med ideer til arkitektur, design, skalerbarhed og sikkerhed.

Hos os er der ingen jakkesæt og slips

Når du træder inden for på vores kontor i Herlev, bliver du mødt af en afslappet stemning, hvor du kan være den, du er. Du vil hurtigt fornemme vores stærke fællesskab. For selvom vi har travlt, har vi det sjovt imens – og du får alt fra slikbar til frokostordning samt fri kaffe og sodavand.

Fleksibilitet er en selvfølge, og du kan tilrettelægge en stor del af din tid, som du vil. Derfor kan du også arbejde hjemmefra 1-2 dage om ugen.

Udvikler der sætter retningen

Der er flere indgange til stillingen. Men vi ser gerne, at du:

  • har som minimum nogle års erfaring med Java – har du erfaring med lignende sprog hører vi også gerne fra dig
  • har interesse for frontend, og du forstår principperne bag
  • altid står ved det, du har kodet og tænker løsningen til ende
  • kan lide at gå forrest og komme med anbefalinger til, hvilken vej vi skal gå
  • taler og skriver både dansk og engelsk.

Vil du gøre karriere hos os?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte senior rekrutteringskonsulent hos Jobindex Mathias Jørgensen på telefon 72 45 91 45.

Send dit CV inkl. en kort motiveret tekst i toppen, og fortæl, hvorfor du gerne vil arbejde hos Flatpay. Søg allerede i dag eller senest den 6. april, 2023 via nedenstående link. Vi indkalder til samtale løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Kontaktperson

Mathias André Jørgensen
Rekrutteringskonsulent

Tlf. +45 72 45 91 45

Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen hos it-jobbank.

Jobindex – Find din jobglæde
Gem job