
Projektleder til PFA Program- og Projektledelse
”Vi leder efter dig, der vil arbejde med projektledelse på tværs af en stor organisation og i et fagligt fællesskab med andre dygtige projektledere. I vores team skal du være med til at oversætte strategi til succesfulde projekter, skabe fremdrift og resultater, sikre overblik og fremme samarbejde mellem mange interessenter,” siger leder af PFA’s Program- og Projektledelse, Søren Ranegaard Hammer.
Du skal være med til at bane vej for en ny dataplatform i PFA
Som projektleder i Program- og Projektledelse bliver du en del af et fagligt dygtigt team af projekt- og programledere, der driver og koordinerer en lang række projekter på tværs af PFA og sammen med PMO skaber sammenhæng mellem PFA’s strategi, programmer og projekter. Vi styrer store programmer og projekter i alle dets faser og sikrer overblik over vores samlede portefølje på tværs af PFA’s forretning. Du kan se frem til en hverdag, hvor du i stor udstrækning driver de projekter, som du har ansvar for. Du har både tid til fordybelse, samarbejde med dine kolleger, møder med projektdeltagere og tæt koordinering med IT og vores agile udviklingsorganisation. Du er også med i faglige fælleskaber med fokus på at udvikle projektledelsesværktøjer. Du bliver fra starten en del af et centralt program i PFA, der skal sikre udvikling af en ny dataplatform på tværs af forretningen. Du bliver en del af programledelsen sammen med en senior programleder, og du får mulighed for at lære en masse gennem opgaverne.
Dine nøgleopgaver er at:
- tage ansvar for og deltage i alle projektfaser herunder planlægning, eksekvering og implementering
- sikre fremdrift i alle projekts faster og effektivt samarbejde med projekternes interessenter
- bruge og udvikle din værktøjskasse som projektleder ved at facilitere og understøtte diverse processer, holde workshops og møder
- skabe et stort netværk, som gør dig i stand til at navigere i de forskellige dele af PFA’s forretning.
Du har erfaring med projektledelse og er interesseret i IT
Vi søger dig, der:
- har mindst et par års erhvervserfaring fra en større organisation – offentlig eller privat
- har erfaring med projektledelse, kommunikation og økonomi
- er interesseret i IT og er i stand til at omsætte krav til projektleverancer
- er struktureret, har masser af gå-på-mod og vil trives med mange forskellige interessenter.
Du får indblik i hele PFA
Vi er otte program- og projektledere i teamet og er forankret i PFA’s udviklings- og it-organisation, Produkter & Udvikling. Teamet hører til afdelingen Portefølje & Projekter, der også omfatter PFA’s PMO-team. Du får derfor en unik placering og mulighed for at arbejde i store dele af PFA’s forretning. Hos os får du et arbejdsliv med work-life balance og fokus på din udvikling og trivsel. Du har mulighed for at arbejde hjemme to dage om ugen, ret til at gå ned på 80 % arbejdstid og får personalegoder ud over det sædvanlige med én samlet lønpakke med arbejdsgiverbetalt pension og feriefrihed. Du får et job med adgang til mange karriereveje i PFA, der er en stor arbejdsplads med mange muligheder, afdelinger og faggrupper. Samtidig vil du mærke fra dag 1, at PFA har en samfundsansvarlig agenda, der også påvirker de projekter, du skal arbejde med. I vores nyrenoverede domicil, som ligger få meter fra Nordhavn Metro og havnemiljøet, byder køkkenet på frokost til alle kostpræferencer, og du kan købe take away til familien eller morgenmad. Socialt har vi mange tilbud som yoga, løbehold, fredagscafé og medarbejderklubberne: Social Club, Vinklub og Kunstklub.
Vi ser frem til at høre fra dig
Send din ansøgning hurtigst muligt og senest den 19. marts 2023. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Program- og Projektledelse, Søren Ranegaard Hammer, på e-mail: srh@pfa.dk eller tlf.: 29 72 40 27.
En karriere med mere mening
PFA er et pensionsselskab, men vi er meget mere end det. Udover pension og forsikring tilbyder vi i dag også opsparing for privatkunder og en række løsninger inden for blandt andet sundhed og boliger. Vi er ejet af vores kunder, og blev stiftet i 1917 for at sikre danskerne frihed til at leve det liv, de ønsker. Det er derfor en del af vores DNA at bidrage til en positiv samfundsudvikling. I dag har vi mere end 1,3 millioner kunder, og vi arbejder hårdt hver eneste dag for at leve op til vores kundeløfte: Mere til dig.