
Business Intelligence-forretningsanalytiker til Danmarks mest interessante datasæt
Vil du arbejde med store mængder af data? Og kan du skabe mening i data ved hjælp af forretningsanalyser? Så er det dig, vi søger. Der er store udviklingsmuligheder i jobbet, og du kommer til at arbejde med Danmarks mest interessante datasæt. Du er, med andre ord, med til at gøre en forskel for ATP og dermed for det danske samfund.
Vil du være med til at flytte dagsordenen?
Business Science, AI & Innovation er en del af Data & Analytics (D&A) i ATP. Her interesserer vi os lidt mere for data end de fleste. Og særligt for, hvordan data kan bidrage til at forbedre styringen og effektivisere opgavevaretagelsen i ATP.
Hvis du er typen, der kan trylle med data, så kan vi tilbyde dig et af landets største datagrundlag.
Som vores nye Business Intelligence-forretningsanalytiker, er du med til at udvikle og vedligeholde vores datavarehus-platform, og du kommer, blandt andet, til at levere analyser og løsninger til Pension & Erhvervssikring (P&E), som du kan læse mere om her.
I jobbet kommer du til at drive nye dataprojekter på vores BI-platform, og det bliver dig, der:
- udvikler BI-frontend-produkter, der kaster lys over beslutningsgrundlaget og gør ledelse og medarbejdere i P&E i stand til at træffe de bedste beslutninger
- deltager i større projekter inden for BI og Advanced Analytics
- afdækker forretningsbehov hos brugerne og kommunikerer med backend-udviklere
- er med til at implementere BI-frontend-produkter i forretningen, fx kundeservervice (user adoption)
- spiller en vigtig rolle, når det handler om at drifte nye dataprojekter og flytte datadagsordenen hos ATP.
Vil du arbejde med nye teknologier og store datamængder?
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse som fx cand.scient.pol., cand.polit., cand.oecon. eller cand.scient.adm., men du kan også have en anden relevant uddannelsesbaggrund.
Måske er du nyuddannet, men det er en fordel, hvis du har arbejdet med lignende opgaver og har erfaring med SQL-databaser, udvikling i Microsoft Power BI, anvendelse af Python til avancerede analyser samt med at omsætte forretningsmæssige behov til BI-produkter.
Det vigtigste er dog, at du:
- kan danne mening i store datamængder
- kan udvikle avancerede analyser i samarbejde med forretningen
- kan arbejde selvstændigt og struktureret
- kan gøre det komplekse forståeligt, sætte dig ind i relevante forretningsbehov og formidle dette til backend-udviklere.
Vil du arbejde til gavn for samfundet?
Hos Business Science, AI & Innovation bygger vi datadrevne løsninger, og vi har ansvaret for at udvikle og vedligeholde BI på ATP’s erhvervsrettede ordninger såsom fx Feriekonto og ATP livslang pension.
Desuden er det vores ansvar at sikre, at ATP’s ledelse kan træffe gode beslutninger baseret på et grundigt dataunderlag og sørge for indsigt i produktionen i ATP.
Det kræver, udover nogle af landets skarpeste hjerner, at vi evner at løfte blikket fra data og ud mod verden omkring os. ATP handler om økonomisk grundtryghed for danskerne. Det er et stort ansvar, og derfor har vi samlet nogle af landets bedste hoveder til at løse opgaven.
Vi er udprægede holdspillere, der forstår værdien af samarbejde, og vi er en sektion bestående af både erfarne og nyuddannede. Vi går op i godt kollegaskab, og vi insisterer på en venlig arbejdskultur – med nær ledelse, personlig udvikling, sammenhold og sundhed.
I ATP er barren sat højt, både når det gælder ambitioner og trivsel. Vi tror på et arbejdsliv i balance. Det kræver fleksibilitet med plads til den enkelte - og det har vi.
=dig? Så send os dit CV
Vi indkalder løbende kandidater til samtaler, så hvis du synes, at stillingen lyder som noget for dig, så glæder vi os til at høre fra dig.
Har du nogle spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef David Palsgaard på tlf. 2221 4969 eller e-mail dapa@atp.dk.
