
Senior Business Specialist
Vil du være med til at implementere og videreudvikle KMD Payroll Cloud? Vi er i fuld gang med at udnytte den nyeste teknologi fra SAP til at udvikle vores kunders forretning. Motiveres du af at skabe reel værdi hos dine kunder, og brænder du for at arbejde i spændingsfeltet mellem forretningsprocesser og teknologi, så har du muligheden for at blive vores nye kollega i SAP Payroll Private.
KMD er i en rivende udvikling på det private marked, hvor vi, med vores lønløsning cementerer vores position som frontrunner for den digitale udvikling. I forretningsområdet Payroll Private bygger, udvikler, implementerer og vedligeholder vi løsninger inden for løn, HR og tid, og vi arbejder med nogle af Danmarks og Nordens største private virksomheder.
Vi hjælper blandt andet en stor del af de største danske virksomheder med beregning og udbetaling af løn, og vores lønløsninger hjælper månedligt med beregning og udbetaling af løn til + 1 million danskere i det offentlige og det private marked.
Vi har nogle af branchens dygtigste medarbejdere, som dagligt udfordrer og gør hinanden bedre. Vores team favner bredt inden for forskellige kompetenceområder herunder produkt- og forretningsudvikling, konsulentydelser og projekter.
Vores målsætning er at optimere og forenkle arbejdsgange hos vores kunder samt at skabe sikkerhed og gennemsigtighed i de kritiske administrative processer. Samtidigt arbejder vi på at benytte den ekspertise og høje grad af automatisering og digitalisering, vi gennem de sidste +40 år har opbygget i Danmark til at vækste internationalt.
Om jobbet
Du vil som vores nye Senior Business Specialist indgå i et stærkt og erfarent team af 22 specialister, arkitekter og udviklere, som brænder for at levere den bedste lønløsning til vores kunder. Din rolle vil spænde bredt fra fastlæggelse af løsningsdesign, rådgivning af kunder til implementering af selve løsningen.
Vi oplever en øget efterspørgsel og har nye kunder og spændende projekter på vej ind. Du vil derfor blive en del af et projektteam og få en central rolle i at løfte vores kunder over på Payroll Cloud.
Det forventes, at du sikrer kundetilfredshed via dit drive og faglige engagement. Desuden trives du med at arbejde selvstændigt som konsulent, og kunderne oplever dig som en, der skaber værdi. Hertil kommer, at du er nysgerrig af natur og tager ansvar for dine opgaver og kunder.
Stillingen kræver kompetencer inden for SAP HCM og løn, samt en grundlæggende lyst til at lære nyt indenfor området.
Dine primære ansvarsområder bliver at:
- Have overblik over og være med til at designe alle aspekter af løsningen fra udvikling til implementering, test og slutprodukt
- Analysere kundens behov, udarbejde løsningsdesign og kravspecifikationer
- Forstå og videreformidle kundens krav og processer til udviklingsteamet
- Stå for konfigurering i SAP
- Bidrage aktivt til at sikre høj kundetilfredshed ved bl.a. at være den drivende part i kundedialogen og på kundemøder
- Aktivt deltage i produktmodningstiltag for at sikre den højeste kvalitet samt skalérbarhed i løsningen
Om dig
- Du har en relevant videregående uddannelse samt +5 års erfaring fra lignende rolle
- Du har SAP-erfaring i forvejen
- Du har erfaring med implementering af løn i SAP
- Du kan gå foran og drive et projekt som lead konsulent
- Du er struktureret, grundig og kvalitetsbevidst, og sætter en ære i at levere et godt stykke arbejde
- Du kan prioritere og planlægge arbejdsopgaver for at sikre effektivitet
- Du er åben for nye udfordringer
- Du trives med en agil og procesorienteret arbejdstilgang
- Du er flydende i dansk skriftligt og mundtligt samt taler og forstår engelsk
Åbenhed og ærlighed er nøgleord for den daglige kommunikation i teamet, du bliver en del af. Vi spiller hinanden bedre, og vi deler viden for at skabe de bedste løsninger i fællesskab. Du bliver en del af et godt hold, hvor faglighed og viljen til at lykkes står centralt.
KMD som arbejdsplads
KMD er den største danske it-virksomhed, der udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på godt 4,8 mia. kr. og har cirka 2.600 ansatte. KMD er et datterselskab i den globale teknologikoncern NEC Corporation, der globalt beskæftiger mere end 100.000 medarbejdere.
I KMD tror vi på fleksible arbejdsforhold, og vores medarbejdere har mulighed for hjemmearbejde og fleksible arbejdstider, hvor det giver mening. Gennem dialog med hinanden finder vi i det enkelte team ud af, hvordan vi planlægger vores arbejdsliv, så det giver mening for virksomheden, teamet og medarbejderen. Dette princip kalder vi KMD Life.
Er du interesseret?
Kan du kende dig selv i det ovenstående og har du lyst til at høre mere om stillingen og KMD som arbejdsplads, vil vi se frem til at høre fra dig. Har du spørgsmål eller vil du vide mere, så er du velkommen til at kontakte Head of Department Michael Yadete på (+45) 41401970.
Vi inviterer løbende til samtale, så send os din ansøgning allerede i dag. Sidste ansøgningsfrist er 24. marts 2023.
Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed som udvikler og leverer software, løsninger og IT-tjenester primært til Danmarks offentlige og finansielle sektor og med et voksende fodaftryk i den private sektor og i Norden. Vores unikke domæneviden, pålidelighed og tilgang til sikkerhed og driftsstabilitet gør, at KMD i dag er en af de mest anerkendte og benyttede leverandører i den danske it-branche.
KMD’s løsninger er med til at effektivisere processer og skabe bedre service for kunder hver dag hele året rundt. Vores systemer håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser. I alt bliver det til cirka 400 mia. kroner om året, hvilket svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP.
KMD-koncernen har en årlig omsætning på 4,8 mia. kroner og har omkring 2.600 ansatte. KMD's hovedkontor er i Ballerup, men har også kontorer i Odense, Aarhus og Aalborg. Derudover har KMD også medarbejdere i Polen, og hos samarbejdspartner i Indien.
KMD er ejet af NEC - en global leder inden for integration af banebrydende IT og netværksteknologier, der gavner virksomheder og mennesker over hele verden. NEC beskæftiger mere end 100.000 mennesker globalt. KMD's størrelse betyder, at vi tilbyder en stor variation af faglige udfordringer og et unikt fagligt miljø. Med stor knowhow indenfor komplekse arbejdsområder og kompetente, ambitiøse og ikke mindst innovative medarbejdere står KMD over for en international rejse med NEC. I KMD forsøger vi ikke kun at leve op til vores kunders forventninger, men stræber mod at overstige dem.
I KMD forventningsafstemmer vi med vores medarbejdere gennem målaftaler og løbende dialog. Det bidrager til den gensidige tillid, det kræver for at give vores medarbejdere frihed under ansvar, fleksibilitet og plads til at være dem, de er. KMD er en virksomhed i forandring, hvor tempo, agilitet og ukendte parametre er hverdag.
