Rimer GDPR og it i dine ører? Er hændelses-hånd­te­ring en spændende opgave? Så stop op og læs her!


Koncern It søger en ny persondataambassadør (ikke DPO), som skal være den bedste sparringspartner til ca. 100 dygtige kolleger. Så hvis GDPR og it rimer i dine ører og du samtidig synes, at de bedste resultater opnås i dialog og samarbejde med andre, så er det netop dig vi mangler.

Lidt om alt det, vi tilbyder

Som persondataambassadør bliver du en del af et sikkerhedsteam på tre kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og opgaver. Stillingen er placeret i enheden for Strategi og Styring - en del af Koncern It i Udlændingestyrelsen.

Vi arbejder på tværs med en fagsystem-portefølje, der dækker hele ministerområdet. Udlændinge- og Integrationsministeriet har taget hul på implementeringen af Digitaliseringsstrategi 2024, som rummer en stribe store og spændende digitaliseringsopgaver og et særligt fokus på systemnær sikkerhed – ikke mindst beskyttelse af persondata. Her kommer du ind i billedet!

Du vil opleve en hverdag med selvstændige opgaver med faglige udfordringer, hvor du bl.a. vil være den gode, konstruktive og fagligt velfunderede samarbejdspartner for vores kolleger i kontoret ift. forståelse af de persondataretlige rammer samt krav til offentlig styring af systemporteføljen. Du skal således være fortrolig med Datatilsynets praksis uden at være ekspert og gerne have bud på, hvordan det omsættes i praksis.

Vi har it-arkitekter, der arbejder ud fra principper om privacy by design, så du vil ikke nødvendigvis skulle dække de mere tekniske områder, men mere have fokus på processer og dokumentation. Du vil selvfølgelig få mulighed for løbende sparring og for at præge hverdagen og de arbejdsprocesser, der er relateret til opgaverne. 

Dine primære arbejdsopgaver vil blandt andet være: 

  • rådgivning om persondataretlige områder i en it-proces kontekst
  • sikring af at vejledningsmateriale er velbeskrevet og dokumenteret
  • koordinering af tværgående indsatser samt understøtte en god hændelseshåndtering i kontoret
  • sparring med og rådgivning til projektledere og fagteams om persondataretlig praksis, der vil kunne optimere deres opgaveløsning
  • koordinering af sikkerhedsaktiviteter på tværs af Koncern It og formidling af din viden på en let og forståelig måde. Du skal nyde at rådgive og tale med både interne og eksterne samarbejdspartnere – men du går heller ikke af vejen for en diskussion.

Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads, som prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi lægger vægt på videndeling og en åben og konstruktiv dialog – meget gerne præget af humor. Du får ca. 100 engagerede kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og opgaver.

Koncern It har ansvaret for drift, vedligeholdelse og videreudvikling af den systemportefølje, der anvendes i Udlændinge- og Integrationsministeriet, det vil sige departementet, Hjemrejsestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration samt Udlændingestyrelsen.

Koncern It skal i samarbejde med forretningen sikre, at fagsystemerne udvikles sådan, at myndighedernes krav kan efterleves og implementeres. Koncernen anvender Statens It som driftsleverandør, som har ansvaret for basisinfrastruktur, dvs. levering af netværk, datacenter, servere, standard arbejdspladser osv. Koncern It varetager leverandørstyringen af Statens It og andre leverandører.

Vi er placeret centralt i København tæt ved Kgs. Nytorv i nye og rummelige lokaler. Vi tilbyder en stilling på 37 timer ugentligt med en attraktiv flekstidsordning. Du får gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.

Vores forventninger til dig 

Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og gerne erfaring med Datatilsynets praksis og omsætning af denne i hverdagen. Du udstråler en passion for at levere en god arbejdsindsats. Er du nyuddannet og synes, det lyder spændende, så er du også velkommen til at søge.

Du bliver en del af et politisk miljø, hvor vi forventer, at du: 

  • har stærke kommunikative kompetencer både skriftligt og mundtligt 
  • kan sikre fremdrift og er løsningsorienteret 
  • er god til at formidle komplekst materiale på kort og letforståeligt

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har: 

  • erfaring med Datatilsynets praksis
  • erfaring med informationssikkerhed generelt
  • politisk tæft og god forståelse for arbejdsgange i en politisk styret organisation, herunder brug af Statens It som driftspartner

Yderligere information  

Du ansættes i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern enten efter OAO-S-Fællesoverenskomsten og HK-overenskomsten eller mellem Skatteministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, som matcher dine kvalifikationer.

Du skal opnå sikkerhedsgodkendelse til ”HEMMELIGT” for at arbejde i denne stilling, og opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Koncern It er beliggende i det centrale København og er organisatorisk en del af Udlændingestyrelsen, som har sit hoveddomicil i Næstved.

Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte chef for Strategi og Styring Ann Sophie Storm på telefonnummer 40 16 00 47 eller på e-mail annss@uim.dk.

Søg stillingen   

Klik på knappen "Ansøg" nederst på siden og upload din ansøgning, eksamensbevis m.v. senest mandag den 27. marts 2023

Vi regner med at afholde samtaler i uge 13. 

Der vil indgå en kort case i ansættelsesforløbet.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.


Gem job

Udlændinge- og Integrationsministeriet
Publiceret: 15. marts 2023

Arbejdssted

Location København