
Softwareudvikler – vil du arbejde fullstack med C# og Git?
Ønsker du at være en del af en virksomhed, hvor det betragtes som sejt at være en IT-nørd, der elsker at kode? Vil du dygtiggøre dig sammen med et team på 4 fullstack-udviklere i en afdeling med 30 udviklere/QA’ere, hvor du kan gå i dybden med dit fag?
Så bliv en del af NTI – én af Europas største udbydere af digitale værktøjer til byggeribranchen og industrien.
”Du får lov at nørde ned i et kæmpe domæne. Og fordi vi har et stort udviklerfællesskab, er der mange dygtige kolleger, du kan sparre med – og lære noget af,” fortæller din nye teamleder, Morten Poulsen.
NTI – vi digitaliserer byggebranchen og industrien
Hos NTI er vi eksperter i at digitalisere byggebranchens og industriens design- og konstruktionsprocesser. Vi har stort fokus på bæredygtighed, og uanset om vores kunder skal designe og bygge nye huse eller understøtte moderne produktionslinjer, står vi klar med software, rådgivning og kompetenceudvikling, der klæder dem godt på.
Mød dit nye team
I Aarhus bliver du en del af vores IT-udviklingsafdeling med 30 dygtige kolleger. Her indgår du i vores lille team med 4 fullstack-udviklere og vores teamleder, Morten.
Sammen er vi ansvarlige for at udvikle software til Facility Management (FM). Landet over bruger kommuner, boligselskaber og uddannelsesinstitutioner vores FM-software til at få et enkelt overblik over deres bygninger og udendørsarealer og til at holde styr på drift, vedligehold og økonomi.
Scrum, C# og Git – og alt derimellem
Du kommer til at gå i dybden med vores egenudviklede og efterspurgte FM-software. Vi arbejder med Scrum og agile principper og bruger teknologier som .NET og C#, Blazor, Entity Framework og Azure SQL, Azure DevOps og Azure Services og Git.
Det betyder, at du:
- deltager i vores daglige standup-morgenmøder
- arbejder fullstack – og du er med i hele processen fra start til slut
- udvikler moduler til FM-systemet, fx help desk-moduler
- primært arbejder med nyudvikling – vedligehold fylder ikke meget
- samarbejder tæt sammen med dit team, vores Product Owner og QA-afdeling.
”Du får stor frihed i jobbet. Her er ikke mange bundne regler, og du kan altid komme med dit input – også ift. til de værktøjer, vi bruger,” uddyber Morten.
En helt særlig arbejdsplads
Du kan se frem til at blive en del af en værdibaseret virksomhed med en solid økonomi, moderne arbejdsgange og fleksible arbejdsforhold. Og så har vi et godt fællesskab, hvor der er plads til, at du kan være den, du er.
”Når du er ansat i NTI, er vi her i medgang og modgang. Vi gør meget for, at du bliver motiveret, hørt og set – og at du føler dig godt behandlet. Derfor er dit menneskelige værdisæt også vigtigt,” fortæller HR-chef Karina Keller.
Nysgerrig udvikler, der er klar på at lære nyt
Du er en fagligt dygtig udvikler, der er god til systematisk problemløsning og forstår at gå i dybden med dine opgaver. Samtidig er du nysgerrig af natur, og du elsker at lære nyt. Derudover ser du dig selv som en god kollega, der kan samarbejde og dele din viden.
Vi forestiller os også, at du:
- har erfaring med C# og Git – resten skal du nok lære hos os
- har en relevant uddannelsesbaggrund, fx som datamatiker, datalog eller lignende
- taler og skriver både dansk og engelsk.
Skal du være NTI’er?
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte senior IT-rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jens Frederik Wang på 72 45 90 74.
Send dit CV inkl. en kort motiveret tekst i toppen, og fortæl, hvorfor du gerne vil arbejde hos NTI. Søg allerede i dag og senest den 28. april 2023 via nedenstående link. Vi indkalder til samtale løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om NTI
I Danmark er vi 160 medarbejdere fordelt på 5 afdelinger. Hele virksomheden har over 600 medarbejdere i alt i Danmark, Sverige, Norge, Island, Tyskland, Holland, Spanien og Italien. Vi er 50 medarbejdere i Aarhus, hvor udviklingsafdelingen er samlet.
Kontaktperson
Jens Frederik Wang
Senior IT-rekrutteringskonsulent
Tlf. +45 72 45 90 74
Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen hos it-jobbank.