
Koncern IT søger IT-supporter til Serviceindgang IT
Er du supporteren som vores brugere altid gerne vil snakke med? Kan du formidle teknisk viden på et forståeligt og brugervenligt sprog?
Så vil Serviceindgang IT gerne have dig med på holdet.
Serviceindgang IT håndterer it-support til de ansatte i Københavns Kommune. Serviceindgang IT er en del af Koncern IT, hvor vi i fællesskab bestræber os på at levere gode og effektive digitale løsninger. Vi yder service og support på tværs af forretningen – fra brugeren bestiller sin arbejdsplads til klargøring, drift- og vedligehold samt håndtering af brugersupport. Som it-supporter bliver du en del af et større supportteam i Serviceindgang IT. Teammedlemmerne er fagligt stærke og kompetente kollegaer med mange forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.
Med udgangspunkt i den gode kundeservice og med brugeren i fokus er opgaverne mange, og arbejdsdagene er aldrig ens eller kedelige. Du vil opleve, der er gode muligheder for både læring og udfordringer i samspil med brugeren og dine gode, hjælpsomme kollegaer.
Om stillingen
Som it-supporter kommer du til at være brugernes første led, når de kontakter Koncern IT. Du skal medvirke til, at brugerne hurtigt, grundigt og effektivt får svar på deres henvendelser. Vi straksafklarer størstedelen af alle henvendelser på baggrund af vidensartikler i vores knowledgedatabase og ved fælles arbejdsgange.
Arbejdsopgaver løses på baggrund af nedskrevne arbejdsgange og processer, og din primære håndtering af sager vil især være indenfor ITIL-områderne Incident-, Request-, og Knowledge Management.
Din primære opgave vil være at yde telefon/chat-support til it-brugerne i Københavns Kommune. Henvendelserne vil være mangeartede og kan være alt lige fra tekniske problemer til brug for hjælp til Windows-computere, mobile enheder, Microsoft-programmer som fx Outlook, Microsoft Teams, OneDrive og Sharepoint samt spørgsmål og vejledning til specifikke fagsystemer. Du skal derfor kunne stille de rigtige spørgsmål, så du og andre forstår brugerens problem, hvis sagen overdrages til et andet team eller en fagtekniker.
Du får ansvaret for at sikre, at henvendelsen er tilstrækkeligt dokumenteret, og at sagen registreres korrekt i vores ITSM-værktøj "ServiceNow". Sagsregistreringen medvirker til at understøtte automatiseringer, og at viden skubbes så tæt ud mod brugeren som muligt.
Ud fra vores knowledgedatabase skal du have evnen til at fremsøge og forstå tekniske forklaringer – og gerne bidrage og supplere med viden i takt med, at tekniske krav eller behov ændres, og at processer og arbejdsgange løbende optimeres.
Hvad tilbyder Serviceindgang IT?
Serviceindgang IT tilbyder et ambitiøst og fagligt miljø, hvor omdrejningspunktet er digitale løsninger ved hjælp af ny teknologi, men hvor brugeren er i fokus, og den gode service samtidigt vægtes højt. Der er mulighed for faglig og personlig udvikling i en organisation, som aldrig står stille.
Vi værdsætter trivsel for alle, hvor der bl.a. også med jævne mellemrum er plads til at mødes udenfor arbejdstiden med fokus på det sociale. Du vil indgå i arbejdsfællesskaber, som rummer og respekterer forskelligheder som en styrke på arbejdspladsen og i hverdagen. Vi har en god stemning på kontoret, og sparring og dialog er vores vej fremad i vores arbejde overfor it-brugerne og dermed indirekte borgerne i Københavns Kommune.
Arbejdspladsen ligger tæt ved Fuglebakken Station. Vi har frugtordning, god kantine og et gratis fitnesscenter.
Vi lægger vægt på, at du
- har praktisk erfaring fra lignende supportfunktioner, evt. er nyuddannet supporter eller at du har gennemgået en relevant it-uddannelse
- har grundlæggende teknisk viden, specielt indenfor Microsoft-platformen, Azure, Windows 10, Office365, Intune eller en lignende MDM-løsning
- har stærke tekniske kompetencer på supportområdet, fx indenfor smartphones/tablets, som både kan være Android og IOS
Personlige kvalifikationer
- Du er som person smilende og imødekommende og motiveres af brugerkontakten og af at give effektiv support
- Du trives i et miljø med både chat- og telefonsupport, og du kan håndtere en travl arbejdsdag med mange bolde i luften
- Du er nysgerrig på teknologi og kan hurtigt sætte dig ind i forretningens arbejdsgange og processer
- Du er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt
Løn- og ansættelsesvilkår
Lønnen fastsættes ud fra dine erfaringer og kvalifikationer efter gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Der er tale om en fast stilling på 37 timer ugentligt.
Yderligere information
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Thomas Jørgensen på 4137 5788.
Søg via linket senest onsdag den 5. april 2023.
Vi holder ansættelsessamtaler hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.
Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at digitalisere Danmarks største arbejdsplads. Vi har en høj faglighed, og vi brænder for nye teknologier. Vi udnytter vores mange fagligheder, og sammen sikrer vi plads til mere velfærd og gør hverdagen nemmere for borgerne i København.
Mød os på koncernit.kk.dk.
