Vi søger IT-profiler - bliv en del af Danmarks hemmelige forsvar


Vi søger IT-profiler til Danmarks hemmelige forsvar, hvor du er med til at sikre danskernes tryghed.

Leder du efter et job med støvede dokumenter, forældede teknologier, lange forretningsgange og kedelige kollegaer, som du aldrig ser synet af? Nej vel?

I FE handler alt, hvad du gør, om at sikre at dine danske medborgere kan gå trygt i seng hver aften. Det er der desværre stadigt flere, der modarbejder meget aktivt, og derfor opruster vi nu seriøst på IT-fronten.

Lige nu leder vi efter nye kolleger til flere forskellige roller, der alle har vores kritiske infrastruktur som omdrejningspunkt. Vi står foran en større platformsmodernisering med brug af de nyeste og mest spændende teknologier. Uanset i hvilken rolle, så bliver du en vigtig medspiller i den operation. 

”Der er meget brede muligheder for at arbejde med en lang række af både de klassiske og nyeste it teknologier. Det er næsten kun dig selv, der sætter grænserne for det. Og så er det da noget specielt at kunne sige, at man arbejder for landets sikkerhed, men meget mere kan jeg ikke sige,” fortæller IT seniorspecialist Lars, der i øjeblikket arbejder inden for Storage.

”Vi har et virkelig godt oplæringsforløb, hvor man bliver klædt godt på og introduceret til en lang række spændende teknologier og arbejdsområder. Og så gør det bestemt ikke noget, at jeg også er med til at beskytte Danmark,” fortæller IT-specialist Christoffer, der lige nu arbejder med Kubernetes, Ansible og andre lignende teknologier.

Nyuddannet, generalist, specialist eller noget helt fjerde? Vi har helt sikkert noget for dig!

Vi søger flere nye kollegaer der blandt andet skal indgå i arbejdet med vores kritiske infrastruktur. Du kommer bl.a. til at få en central rolle i forbindelse med implementeringen af en større platformsmodernisering med brug af de nyeste og mest spændende teknologier. Uanset om du er nyuddannet, generalist, specialist eller noget helt fjerde, så har vi helt sikkert noget for dig! Kort sagt bliver du en central medspiller i arbejdet med at opruste vores IT-front.

Vi kan af gode grunde ikke nævne alle de teknologier vi anvender, men du kan eksempelvis komme til
at arbejde med:

  • Netværks infrastruktur og netværksservices
  • Server virtualisering på Linux og Windows
  • End user computing
  • Datacenter Management
  • Service Desk og IT Support
  • IT-service Management / ITIL
  • Storage og Backup 
  • Active Directory
  • Databaser
  • Applikations Management
  • Automatisering

Vi er ikke kun for de få udvalgte

Hos Forsvarets Efterretningstjeneste er det meste af det vi laver hemmeligt. Det er måske også derfor, du ikke har fået et indtryk af os som arbejdsplads. Men hvis du tror, at FE er for de specielt udvalgte, så skal du vide, at vi favner bredt i alder, kompetencer og køn.

”Vi er alt andet end en støvet tjeneste. Vi er i sagens natur en speciel størrelse, og selvom vi arbejder for en større sags tjeneste og endnu mere fred i Danmark, så er vi helt nede på jorden.” – Christoffer

”Du får en individuel udviklingsplan og masser af karrieremuligheder på alle mulige og umulige leder og kanter. Og så vil du helt sikkert opleve, at vi er meget professionelle og seriøse omkring det vi laver, men vi glemmer ikke, at det også skal være sjovt at gå på arbejde.” – Lars

Når vi har fri, har vi fri

Når du bliver en del af FE, kommer du ind i et helt specielt miljø, du ikke finder mange andre steder. Når man ikke kan tale åbent om sit arbejde med andre end sine kolleger, får man nemlig et helt særligt sammenhold. Hos os er der heller ikke noget med at tage arbejdet med hjem med risiko for at glemme sin PC fyldt med statshemmeligheder i Metroen. Alt dit grej bliver på jobbet, og når du går ud ad døren, har du derfor fri. Rigtig fri. 

Der er mange forskellige døre åbne hos os…

… men det er et krav, at du har en eller anden form for IT-baggrund. Der er ikke kun én rigtig vej ind i disse job. Så længe du kommer med en grundlæggende faglighed inden for IT, og et positivt mindset er det underordnet, om du er nyuddannet eller har mange års erfaring. Vi er klar til at investere i dig og din udvikling. Det er imidlertid helt afgørende, at du har lyst til at lære nyt og blive klogere. Ikke bare i starten, men i al din tid i FE. I forlængelse af det, skal du forstå, at IT er værktøjet, ikke målet. At gøre brugernes hverdag nemmere med fuld skrue på sikkerheden. Det er målet. 

”Det holder mig på tæerne, at det er så vigtigt, det vi laver. Dit arbejde kommer til at virke ude i den virkelige verden.” – Lars

Ansættelsesforløb med lidt mere grundighed end normalt

I FE er vi nødt til at være en smule mere grundige end de fleste andre. Du skal derfor være klar på et ansættelsesforløb, der kombinerer forskellige test og samtaler. Du skal også sikkerhedsgodkendes. 

De fleste stillinger er placeret på vores kontor i Dragør, men vi har mulighed for placering på vores andre lokationer i København. Når vores nye, topmoderne domicil bliver klar i 2027 ved Svanemøllens Kaserne, rykker vi imidlertid alle under samme tag. 

Er du nysgerrig efter at vide mere?

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på fe-8086@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til
stillingerne eller ønsker flere oplysninger. Ellers kan du sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 23.04.2023. Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted løbende fra uge 17 og stiler mod en ansættelse fra den 1. juni 2023.
Vi opfordrer alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.

Vi værdsætter forskellighed…

… og på gangene kan man møde alt fra hættetrøjer og jeans til stiletter og jakkesæt. FE kan måske for nogen lede tanken hen på en medarbejderstab med afsæt i militæret, men vi er først og fremmest en stor gruppe medarbejdere med civile uddannelser. Fælles for os er et højt fagligt niveau og en dyb passion for vores arbejde, som forenklet er at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden. Spionage er et af verdens ældste erhverv, hvilket betyder, at vi konstant følger og tilpasser vores organisation til udviklingen i verden. Vi var her i går, vi er her i dag, og vi er her også i morgen.


Forsvarets Efterretningstjeneste har tre hovedopgaver

Vi er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste. Vi varetager funktionen som national it-sikkerhedsmyndighed, netsikkerhedstjeneste og myndighed for informationssikkerhed og beredskab i telesektoren. Vi leder og kontrollerer den militære sikkerhedstjeneste og er national sikkerhedsmyndighed inden for Forsvarsministeriets område. 

Gem job

Forsvarets Efterretningstjeneste
Publiceret: 27. marts 2023

Arbejdssted

Location Copenhagen