Vi søger dataprofiler til måludvikling i Forsvarets Efterretningstjeneste
Vil du være med til at få data til at gøre en forskel? Har du evnen til at finde sammenhænge og relevant information i store datamængder (big data)? Vil du medvirke til at udvikle og optimere FE’s dataanalyse til gavn for de højeste prioriteter på politisk og militær analyse, så Danmark beskyttes bedst muligt? Så har vi brug for dig som en af FE’s nye dataanalytikere.
Vi er på udkig efter flere forskellige dataprofiler på tværs af organisationen, fordelt på vores lokationer i hhv. København og Nordjylland.
Om profilerne
Den primære opgave er at foretage dataanalyse, som identificerer og formidler relevante data på FE’s højest prioriterede mål. Vi søger forskellige profiler inden for IT og vi hører meget gerne fra dig hvis du har dybe tekniske kompetencer eller har flair for at forstå og omsætte data til at være et grundlag for politiske beslutninger. Vi har behov for dig, der kan indgå i en rolle som bindeled i tværgående projekter mellem andre specialister, og dig der trives bedst uden en udadvendt rolle. Hos os er der plads både til dig, der trives godt med alsidige og skiftende arbejdsopgaver, og til dig der gerne vil være have mulighed for dyb specialisering.
Vi tilbyder et motiverende arbejdsmiljø præget af en høj faglighed, og hvor gode relationer og uformel stemning vægtes højt. Du får dygtige og erfarne kolleger til sparringspartnere i din dagligdag, ligesom vi vægter at skabe gode betingelser for din faglige og personlige udvikling.
Du og din baggrund er vigtig
Du er en selvdreven og kreativ dataanalytiker med gode analytiske evner. Du er god til at finde sammenhænge og relevant information i store og komplekse datamængder. Du finder måder at trække relevant data ud og kombinere dem på tværs, så nye sammenhænge fremstår.
Du har evnen til at opbygge viden om og overskue samspillet mellem flere forskelligartede systemer, og du kan hurtigt at tilegne dig dybdegående viden om forskellige relevante it-teknologier og sammenhænge i komplekse it-systemer.
Du trives med at arbejde som et team, hvor dit bidrag er teamets bidrag.
Vi søger både erfarne dataanalytikere og nyuddannede kandidater.
Hvis du har indgående kendskab til programmeringssprog som C++ og Python vil det blive vægtet meget højt.
Derudover søger vi profiler, der har erfaring med
- Kendskab til kvalitativ og/eller kvantitativ dataanalyse
- Forståelse for TCP/IP og netværksprotokoller generelt
- Machine learning/AI
- Formidling af kompleks information
Vi forventer, at du har en relevant IT-uddannelse, akademisk uddannelse, er officersuddannet med stabskursus eller har en anden tilsvarende relevant baggrund med IT. Vi forudsætter, at du har gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner på dansk og engelsk. Det vil være en fordel med kendskab til russisk, kinesisk eller arabisk, men det er ikke et krav. Du skal have lyst til at være en del af et team, der er under udvikling, og hvor der er plads til at påvirke egne arbejdsområder.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde, og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet, som har betydning for Danmark og danske interesser.
FE er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed, der sikrer et stærkt cyberforsvar.
Vi stræber efter at omsætte vores viden til effekt. Vores målsætning er at være en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige tjenester af sin art. Vores viden gør og skal gøre en forskel for Danmark og danske interesser.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Ansættelsesforløb med lidt mere grundighed end normalt
I FE er vi nødt til at være en smule mere grundige end de fleste andre. Du skal derfor være klar på et ansættelsesforløb, der kombinerer forskellige test og samtaler fordelt på vores lokationer i hhv. København eller Nordjylland.
Er du nysgerrig efter at vide mere?
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på fe-2019@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingerne eller ønsker flere oplysninger.
Ellers kan du sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 23.04.2023. Vi indkalder til samtaler løbende.
Du kan læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
Vi opfordrer alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Forsvarets Efterretningstjeneste har tre hovedopgaver:
Vi er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste. Vi varetager funktionen som national it-sikkerhedsmyndighed, netsikkerhedstjeneste og myndighed for informationssikkerhed og beredskab i telesektoren. Vi leder og kontrollerer den militære sikkerhedstjeneste og er national sikkerhedsmyndighed inden for Forsvarsministeriets område.