Gør en forskel for politiet som Linux-specialist
Har du lyst til at arbejde med administration og videreudvikling af Linux Server-platformene? Og vil du være med til at understøtte en samfundsmæssig vigtig opgave ved at sikre stabil drift af politiets systemer? Så er du måske vores nye Linux-specialist.
Ansvar for hele politiets infrastruktur
Som Linux-specialist for Rigspolitiet bliver du en del af Center for Drift i sektionen Infrastruktur, som består af 30 engagerede medarbejdere, der alle har forskellige fagspecifikke baggrunde. I sektionen arbejder vi med drift af systemer og netværk, og vores vigtigste opgave er at sikre stabil drift af politiets systemer. Sektionen er kendetegnet ved et højt fagligt niveau og en god kollegial ånd med plads til god humor. Vores arbejdsmiljø er præget af stor aktivitet og faglig sparring. Vi går alle op i at yde vores bedste for at bidrage til, at politiet kan løse vigtige samfundsmæssige opgaver.
Du får en travl og udfordrende hverdag i en dynamisk organisation. Koncern IT er en beredskabsorganisation, og derfor må det forventes at nogle opgaver til tider ligger uden for normal arbejdstid – f.eks. kan opdatering af et givent system foregå om natten.
Skarp systemadministrator til Linux Server og Applikationer
Du vil blive en del af vores Linux Server-team, og som administrator og specialist vil du have en praktisk og udførende funktion. Du vil ligeledes fungere som rådgiver på tværs af organisationen. Du arbejder selvstændigt med at tilrettelægge administrations- og forvaltningsopgaver, ligesom du tager ansvar for at sikre en tæt dialog og et velfungerende samarbejde på tværs.
Dit primære fokus er administration af Linux-systemer. Sammen med dine kollegaer har du ansvaret for at sikre stabil drift. Du har fingrene helt nede i teknikken og forstår sammenhængen mellem Linux OS og applikationer. Dine opgaver vil blandt andet være installation af Linux-servere, Linux OS opdatering, udvikling af scripts til det daglige arbejde. Du vil have et tæt samarbejde med kollegaer omkring applikationsforvaltning og administration af Middleware. Udover almindelig drift, indgår du til tider i tværgående projekter og udviklingsopgaver.
Hvem er du?
Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men du har formentlig en IT-teknisk uddannelse. Til gengæld er det vigtigt for os, at du har solid erfaring med drift. Har du kendskab til bl.a. configuration management og Oracle Weblogic vil det være en fordel.
Som person arbejder du yderst systematisk og struktureret, og det falder dig naturligt at tage ejerskab og ansvar for dine opgaver. Du har gennemslagskraft, et fagligt mod og en drivkraft, som sikrer, at du overkommer eventuelle udfordringer, finder løsninger og kommer hurtigt og sikkert i mål med dine opgaver.
Du arbejder selvstændigt, trives i en travl og afvekslende hverdag med mange forskellige opgaver og du forstår at prioritere mellem disse. Du har et stort overblik og kan holde hovedet koldt i pressede situationer.
Da du arbejder med forskellige komponenter på tværs af politiet, vil du indgå i samarbejde med interessenter på mange forskellige niveauer. Dine samarbejdspartnere spænder fra ledere til udviklere og driftskollegaer, og du kommunikerer lige godt på alle niveauer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand, kan du bevare din ansættelsesform.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiets Koncern IT med adresse på Landlystvej 34, 2650 Hvidovre.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Morten Tolsgaard Jensen på telefon 2917 9264. Du kan finde mere information om politiet på www.politi.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Alle dokumenter skal være i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at afholde 1. samtaler 17. april 2023.
Ansøgningsfrist: 12. april 2023.