AD-specialist til Koncern IT
Som Active Directory (AD) specialist har du ansvar for identitetsstyringsløsninger til gavn for alle brugere og enheder i politiet. Du finder det spændende at løse opgaver på tværs og drives af at have et tæt samarbejde med en lang række forskellige forretningsområder.
Om jobbet
I Koncern IT er vi omdrejningspunkt for alle it-aktiviteter i organisationen og arbejder på at løfte politiets it. Som AD-specialist indgår du i sektionen Infrastruktur, der er placeret i Center for Drift. Infrastruktur har ansvaret for tilpasning og drift af en række af politiets it-systemer. Vi er 30 medarbejdere i sektionen, som sidder i storrumskontorer. Fælles for os er, at vi vægter faglig sparring højt og har en uformel omgangstone.
I det daglige er du en del af Active Directory-teamet, der vedligeholder strukturerne, retningslinjerne og navnestandarderne for AD samt understøtter og agerer sparringspartnere på en lang række it-styrings- og konfigurationsopgaver samt projekter inden for drift og tilpasning af AD. Vi er en vigtig del af mange spændende projekter.
Dine arbejdsopgaver omfatter blandt andet at drifte og tilpasse på AD-miljøet og at vedligeholde strukturer og navnestandarder. Ligeledes er du teknisk sparringspartner på forskellige it-projekter i politiet samt 2. line support for kundeservice.
Udover ovennævnte opgaver kan du forvente øvrige almene driftsopgaver.
Om dig
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men du har formentlig en it-teknisk uddannelse som for eksempel datamatiker eller lignende. Det vigtigste er, at du har flere års erhvervserfaring fra en stilling på AD-området og gerne flere års erhvervserfaring fra it-branchen. Det er en fordel, hvis du har dokumenteret erfaring med Microsoft AD, udvikling og styring af GPO, FastPass og ADFS. Ydermere ser vi gerne, at du har erfaring med Identity Management (Microsoft Identity Manager) herunder oprettelse, nedlæggelse og styring af brugere og roller.
Du er god til at planlægge, prioritere og arbejde systematisk. Du er samarbejdsorienteret og helhedsorienteret i din opgaveløsning. Du har et løsningsorienteret mindset, og det falder dig naturligt at tage ejerskab over og ansvar for dine opgaver. Som person har du gennemslagskraft, fagligt mod og en drivkraft, som sikrer, at du overkommer eventuelle udfordringer, finder løsninger og kommer hurtigt og sikkert i mål med dine opgaver.
Du har en struktureret tilgang i arbejdet med at overholde standarder og metoder. Du evner at give og modtage kvalificeret sparring til projektlederne samt prioriterer vidensdeling med kollegaer og samarbejdspartnere. Desuden evner du i kraft af din it-faglighed at skabe overblik over sammenhæng mellem projekter. Du har gode formuleringsevner og kan dokumentere de beslutninger, du tager. Du nyder at arbejde i detaljer med at definere navnestandarder mv. Du går op i at holde fast i din faglighed og vægter it-sikkerhed frem for alt.
Du læser og forstår engelsk på højt it-teknisk niveau samt er flydende i skrift og tale på dansk.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Landlystvej 34, 2650 Hvidovre.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Morten Tolsgaard Jensen på Tlf. 29179264. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi afholder løbende samtaler.
Ansøgningsfrist: 14. april 2023.