Teamleder til Statens økonomiløsninger
Leder du efter et job, hvor du kan udnytte din forståelse for at binde forretning og digitale løsninger sammen, og samtidigt gerne vil videreudvikle dine kompetencer inden for agil udvikling og personaleledelse? I så fald har vi det helt perfekte job i Økonomistyrelsen.
Om stillingen
Du får ansvaret for et team på 15 personer, der arbejder med: analyse, design, programmering, test og formidling af statens ERP-løsning Navision Stat. Sammen med teamet får du chancen for at præge den fremadrettet digitale understøttelse af området, for mere end 400 kunder og 20.000 brugere.
Du får muligheden for at træde ind i et veletableret team, som stræber efter at arbejde ud fra de agile principper i deres hverdag, og er nysgerrige på at blive endnu bedre til at prioritere og levere i et agilt rammeværk.
Du bliver en del af et velfungerende ledelsesteam med 2 erfarne og dygtige teamlederkollegaer, der sammen med kontorchefen sætter retning og rammer for kontorets dagligdag og fremtid.
Om dig
Vi søger en faglig lederprofil med flair for økonomistyring og digitalisering, og du kan derfor have forskellige indgange til dette job. Vi forventer at:
- du har forudgående erfaring med agil produktudvikling, og gerne en umiddelbar forståelse for økonomidomænet som forretningsområde
- du har erfaring med kontrakt- og leverandørstyring og kendskab til udbudsprocesser
- du har mod på at træde ind i en rolle, hvor kundernes ønsker til øget automatisering og bedre visualisering af data er i fokus
- du har gode analytiske og kommunikative kompetencer og trives med veldokumenterede processer
- du er en engageret og inspirerende personaleleder som formår at samle dit team
- du er nysgerrig, humoristisk og empatisk.
I udgangspunktet forventes det, at du har en uddannelse på kandidatniveau.
Om os
Du bliver en del af et kontor, hvor vi lægger vægt på faglighed, højt humør og en uhøjtidelig omgangstone. Vi garanterer et meningsfuldt job, hvor faglige udfordringer og personlig udvikling er i fokus fra første dag.
I kontoret passer vi på hinanden og tror på at samarbejde, og fælles opgaveløsning er forudsætningen for at nå i mål. Dit nye team er en del af Kontor for Økonomisystemer med 46 kollegaer, mens kontoret er en del af center for Digitale løsninger. Du kan læse mere om os her.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes som chefkonsulent med personaleledelse efter overenskomst for akademikere i staten.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes ifm. ansættelse og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om Økonomistyrelsen eller stillingen er du velkommen til at kontakte kontorchef Carina Sørensen på telefon 20 69 30 40 eller e-mail cps@oes.dk.
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Ansøg” senest den 21. april 2023.
Vi forventer at holde samtaler løbende fra uge 16. Tiltrædelse er hurtigst muligt.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.