It-supporter, der vil være med til at gøre en forskel i Region Midtjyl­land


Som en del af Region Midtjyllands It-Service Desk bliver du et af it-afdelingens ansigter ud i forretningen. Vi yder hver dag vores bedste for at sikre, at personalet på hospitalerne har de it-værktøjer, de har brug for, så de kan hjælpe patienterne. Du får et job, hvor du vil opleve, at din hjælp bliver værdsat og gør en forskel.

Vi håndterer alle kald fra brugerne inden for almindelig arbejdstid, 08:00 til 15:30. Når vi går hjem, overtager vores It-24syv-afdeling supporten - de er vores nærmeste samarbejdspartner.

Vi modtager ca. 4.500 henvendelser om ugen, primært fra regionens hospitaler. Halvdelen af henvendelserne er elektroniske, mens den anden halvdel er telefonkald. Alle opgaver registreres i ServiceNow, som er vores It Service Management-system.

Typiske opgaver i Service Desk

  • Telefonsupport
  • Registrering og løsning af first line-sager
  • Applikationsansvarlig for flere applikationer og samarbejde med 2nd line på disse applikationer
  • Aktivt samarbejde med resten af it

Har du et godt overblik og masser af service?

Din uddannelse som it-supporter, eller en lignende uddannelse, bliver et stærkt redskab i din hverdag. Det samme gælder din erfaring med kundeservice, hvor du helt naturligt har fokus på den gode support med brugerne i centrum – hvor dit budskab er afstemt til modtageren, så du trænger igennem både hos sygeplejersken og it-administratoren. 

Har du kendskab til ITIL-procesarbejde og MS365, er det en fordel i dine daglige arbejdsopgaver.

Da aktivitetsniveauet kan være højt, er det en forudsætning, at din tilgang til opgaverne er grundig og struktureret – og at du kan bevare overblikket i pressede situationer. Du arbejder selvstændigt og udviser stor ansvarsfølelse, tålmodighed og engagement.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde i It på vores karriereside

Kan du lide dialog, dygtighed og dristighed? Det er værdierne hos os

Dialog og åbenhed er afgørende for, at vi finder den rette løsning; vi skal kunne tale, lytte og spørge hinanden. Vores samarbejde er baseret på tillid, Region Midtjyllands værdier og It-afdelingens samarbejdsværdier, der vægter evnen til at kunne samarbejde professionelt ligeså højt som faglig kompetence.

Du får fra første dag en mentor, som du kan sparre med om faglige interesser og praktiske spørgsmål. Vi sørger for et tilpasset introduktionsforløb og en seriøs og interesseret opfølgning efter din ansættelse. Du kommer til at deltage på vores interne akademi, som er et struktureret kursusforløb, der skaber et fælles afsæt og et godt og bredt kendskab på tværs af It og Region Midtjylland. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og blive endnu dygtigere.

Er du interesseret?

Søg jobbet via "Ansøg"-knappen nederst. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Jesper Lund på 2515 6993 eller jesper.hansen@stab.rm.dk.

Frist: 24-09-2023.

Kontakt Annette Andersen ved administrative spørsmål på tlf. 2381 5290.


Digitalisering på patientens og borgerens præmisser

It-afdelingen består af ca. 560 medarbejdere. Vi udvikler, drifter og supporterer it for de 36.000 brugere på hospitaler, institutioner og koncernstabe i Midtjylland. Vi er specialister i at udvikle samspillet mellem teknologien og de sundhedsprofessionelle. Vores strategi bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser. Digitale løsninger skal gøre det nemmere at være ansat i regionen og nemmere at være borger.

Få et indblik i vores hverdag på LinkedIn

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Gem job