It-koordinator med fokus på drift og sikkerhed
Brænder du for at arbejde med it-sikkerhed, sikring af persondata, risikovurderinger og konsekvensanalyser? Som it-koordinator får du en vigtig rolle i at sikre it-løsninger til vores forskningsområder ved bl.a. at understøtte risikovurderinger, håndtere databehandleraftaler og rådgive om GDPR i praksis.
Din hverdag som it-koordinator
Sekretariatet på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø består af ca. 10 medarbejdere. Vi løser opgaver inden for it, jura, GDPR og it-sikkerhed.
Som it-koordinator skal du bidrage til at udvikle it-sikkerheden og kommer til at arbejde med vores handlingsplan for ISO27001 og GDPR compliance og implementering af NIS2 direktivet. Vi arbejder løbende med opdatering af vores systemunderstøttelse og med dokumentationen for vores sikkerheds- og modenhedsniveau.
Dine primære opgaver vil være:
- Definere, formidle og vedligeholde processer for cloud-sikkerhed
- Opdatere og gennemgå sikkerhedskrav i forbindelse med kontraktindgåelse, leverandørstyring, udbudsmateriale, databehandleraftaler og applikationer m.v.
- Udarbejde dokumentation for compliance og DPIA’re i ISMS
- Sikre overholdelse af de gældende tekniske minimumskrav
- Udarbejde skriftlige oplæg til direktionen og departementet vedr. it-sikkerhed.
Du vil indgå i et team på 6 medarbejdere, som arbejder med it, GDPR og informationssikkerhed, og som understøtter de faglige områder i NFA. Du vil få et stort fagligt ansvar inden for it-sikkerhed og GDPR og gode muligheder for at udvikle dig. Du vil referere til sekretariatschefen, og arbejde tæt sammen med vores to andre administrative funktioner (Økonomi og HR og Ledelsessekretariatet) og vores forskningsområder. Vi har et godt fagligt og socialt miljø i Sekretariatet.
Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse inden for it, men du kan også have en anden baggrund og gerne erfaring med it.
Derudover ser vi gerne, du har erfaring med:
- Erfaring med leverandør- og projektstyring, gerne fra en anden statslig kontekst, så du kender Statens It og deres serviceportal
- Har arbejdet i eller kender til Risma, Nvivo og/eller Pure
- Erfaring som systemadministrator på Windows server niveau
- Kan afholde webinarer, facilitere møder og opsætte AV-udstyr
- Erfaring med opsætning og administration af mobile enheder.
Vi forventer, at du som person er proaktiv og selv kan drive og udvikle området. Dine opgaver skal oftest løses i tæt samarbejde med andre, så det er vigtigt, at dine samarbejdsevner er gode.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest den 1. februar 2023.
Hvis du har en akademisk uddannelse bliver du ansat som akademisk medarbejder efter overenskomsten for akademikere i staten. Med de rette kvalifikationer er der mulighed for ansættelse som specialkonsulent. Hvis du ikke er akademiker, bliver du ansat som it-medarbejder efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.
Dit daglige arbejdssted er Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Lersø Parkallé 105, 2100 Kbh Ø.
Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Vicedirektør Rikke Thoning Solaas på tlf. 50874896.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag den 7. december 2023.
Vi afholder samtaler løbende.
Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Vi arbejder for flest muligt i job på et bæredygtigt arbejdsmarked
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er en del af Beskæftigelsesministeriet. Vi forsker, formidler og bidrager til et sundt og sikkert arbejdsmiljø i Danmark. Vores støttefunktioner spiller en central rolle i at understøtte vores forskningsområder, når vi formidler vores forskningsresultater, myndighedsbetjener vores departement og løser økonomiske, juridiske og øvrige forvaltningsmæssige opgaver.
Du kan læse mere om os og vores arbejde på www.nfa.dk.