Product Owner til for­ret­nings­kri­tisk løsning


Har du lyst til at være en del af et af de største agile it-projekter i staten? Kan du navigere i det komplekse samspil mellem forretningsprocesser, it og data og omsætte forretningsforventninger til gode forretningsløsninger? Har du lyst til at være en del af et attraktivt og dynamisk arbejdsmiljø, hvor vi med et stærkt forretningsfokus udvikler fremtidens it-løsninger i skatteforvaltningen? Så er det dig, vi søger! Vi tilbyder en spændende og innovativ arbejdsplads præget af tæt samarbejde og viljen til at lykkes.

Vær med til at bygge fremtidens skattevæsen

One Stop Moms 2 (OSM2) projektet er en af de aktuelt største it-udviklingsopgaver i Skatteforvaltningen. Formålet med OSM2-projektet er at understøtte nye EU-momsregler og derved lette virksomhedernes administrative byrder ved afregning af moms, i forbindelse med salg af varer og ydelser til forbrugere, gennem frivillig registrering på ordningen. Løsningen gik i luften i 2021 med de første releases, og vil blive udvidet og dermed udviklet på i flere år fremadrettet, bl.a. som følge af nye EU-krav. Projektet drives i et internt udviklings-setup med fem udviklingsteams med releases hver 14. dag. Vi arbejder efter agile principper og bruger scrum i kombination med tværgående governance. Du bliver Product Owner på et af de fem udviklingsteams, hvor du i samarbejde med en Scrum Master driver teamet.

Dine primære opgaver

Hos os arbejder Product Owner tæt sammen med Product Manager (PM), Business Owner, Subject Matter Expert (SME) og arkitekter for at sikre en god teknisk løsning, med størst mulig forretningsværdi i de releases, der løbende udvikles og sættes i drift. Samarbejdet er forankret omkring vision, design, datamodel og -flows, integrationer, roadmap samt backlog. Vi benytter Jira og Confluence som værktøjer.

I rollen som Product Owner har du et tæt samarbejde med Scrum Master og teamet i forhold til refinement, prioritering og realisering af backloggen. Det er dig der sikrer, at teamet udvikler features korrekt ud fra løsningsdesign, de forretningsmæssige behov og roadmap i øvrigt for produktet.

Konkret søger vi en Product Owner til udviklingsteamet ’DK Angivelser og Betaling’.

Dine arbejdsopgaver omhandler bl.a.:

  • Definere stories i forhold til den tekniske løsning, behov/krav, og prioriterer teamets backlog
  • Optimere forretningsværdi og kvaliteten af det, som udviklingsteamet leverer
  • Sikre forretningsmæssige afklaringer for teamet direkte med kunden (Skattestyrelsen)
  • Sikre nok forståelse for tekniske enablers, til at kunne planlægge teamets backlog ud fra både tekniske og forretningsmæssige behov
  • Forstå afhængigheder i løsningen til at kunne afstemme og koordinere med andre teams
  • Afstemme backlog-prioriteringer med bl.a. arkitekter, PM, berørte SME’er samt teamet i øvrigt
  • Tage stilling til, om user stories er færdigudviklede, så behov og krav opfyldes med god kvalitet
  • Kommunikere og præsentere overordnede mål og forretningsmæssig fremdrift overfor interessenterne
  • Stå til rådighed for teamet for uddybning og afklaring af opgaver under leverancen, for at sikre fokus, retning og fremdrift
  • Eskalere eventuelle større forretnings- eller løsningsmæssige udfordringer til ledelsen.

Om dig

Du kan dokumentere erfaring fra en Product Owner rolle i en større privat eller offentlig organisation, og din forretningsmæssige forståelse stammer fra tidligere involvering i komplekse it-projekter/-programmer/-løsninger, gerne med et politisk islæt i interessentlandskabet.

Vi forventer, at du har en god indsigt i it, og en interesse for at arbejde med et teknologitungt produkt. Vores produkt er kompliceret, og understøtter et kompleks regelsæt. Derfor er din interesse og viden om it, afgørende for at kunne lykkes i stillingen. Du kan også begå dig sammen med kollegaer med forskellige opgaver og baggrunde, og fungerer godt i et team, hvor opgaver løses i fællesskab – men forstår at sætte dig for bordenden og drive beslutningerne.

Du evner at skabe tillid, engagement og følgeskab, samt er i stand til at håndtere modstand og samtidig bevare en god tone og et godt humør.

Din organisatoriske placering

Du bliver en del af fagområdet Virksomhed, Opkrævning og Analytics, som bl.a. understøtter Skattestyrelsens forretningsdrift og -udvikling via it-drift, forvaltning, videreudvikling og nyudvikling af it-systemporteføljen. Du bliver ansat i kontoret OSM2 Udvikling, som er placeret i underdirektørområdet Moms.

Kontakt og ansættelsesvilkår

Send en ansøgning, CV, eksamenspapirer og eventuelt yderligere materiale via linket ”Ansøg” senest d. 1. januar 2024. Stillingen er til tiltrædelse snarest muligt.

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Nihad Hodzic, kontorchef for OSM2 Udvikling på telefon 72 37 31 64.

Der vil løbende blive indkaldt til samtale. Vi forventer at benytte personprofilanalyse og logisk test i rekrutteringsprocessen. Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten [AC], overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Arbejdsstedet er Udviklings- og Forenklingsstyrelsens adresse på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’Vi sikrer velfungerende it-løsninger, så den samlede Skatteforvaltning kan løse sin opgave’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en tværfaglig styrelse og har til opgave at udvikle, drifte og vedligeholde nye og eksisterende it-systemer i Skatteforvaltningen, så de er stabile, sikre og omkostningseffektive.

Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Arbejdssted

Frederiksberg

Vigtige datoer

Indrykket:
30. november 2023
Ansøgningsfrist:
1. januar 2024

Job hos virksomheden