Engageret softwa­re­ud­vik­ler til et af Danmarks største website-platform


Har du lyst til at tage medansvar for webudvikling til alle borgere og virksomheder i Danmark som en del af holdet, der videreudvikler Skatteforvaltningens websites (skat.dk, skm.dk, toldst.dk mfl.)? - Så kunne du være vores nye kollega.

I kontoret Digitale Kanaler og Design udvikler vi websites til fremtidens skattevæsen. Vi søger en softwareudvikler, der har fokus på brugercentreret design, stabil drift og høj kvalitet i sin tilgang til udvikling. Så hvis du brænder for at udvikle fremtidssikre løsninger og har lyst til at være en del af både den daglige drift og videreudviklingen gennem større og mindre projekter – så er det dig vi søger!

Bliv en del af Digitale Kanaler og Design

Du bliver ansat i web-teamet i kontoret Digitale Kanaler og Design, der leverer digitale løsninger og designstandarder for løsninger rettet mod slutbrugerne. Herunder leverer vi videreudvikling af en række digitale kanaler som f.eks. skat.dk.

Dine opgaver og arbejdsområder vil bl.a. omfatte:

  • Drift og videreudvikling af platform og CMS (Umbraco)
  • Programmering og kvalitetssikring af elementer til Skatteforvaltningens Designsystem
  • Samarbejde med underleverandører om samspil mellem løsningskomponenter

Teamet arbejder med in-house it-udvikling. Vi arbejder for at levere løsninger, der understøtter Skatteforvaltningens myndighedsansvar og slutbrugernes forventninger til digital interaktion med det det offentlige gennem enkle, sammenhængende og sikre webløsninger. Vi har en forventning om, at vores udviklere, udover at være dygtige indenfor deres felt, også har forståelse for brugerens behov og kan tænke kvalitet ind i løsningen.

Når vi udvikler, arbejder vi agilt, teambaseret og efter ITIL og DevOps-mindset. Dvs. vi både drifter og videreudvikler løsningerne. Vi arbejder hovedsageligt med React i Typescript, HTML, CSS samt Bootstrap. Hos os får du mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige udviklingsopgaver og dermed opbygget dine kompetencer som udvikler.

I teamet vil du indgå i et tæt samarbejde med kollegaer med kompetencer inden for Frontend som dig selv, backend, analyse og SEO samt en faglig stærk teamleder, som har ansvaret for den daglige drift og trivsel.

Om dig

Det er vigtigt, at du kender til vores udviklingsværktøjer. Det kan være gennem en teknisk uddannelse eller selvlært via opgaver.

Du brænder for at kode og har fokus for brugervenlige og tilgængelige brugerænseflader, og du har generel forståelse for backend-systemer og webapplikationer.

Du er åben, imødekommende og god til at samarbejde på tværs af fagområder.

Du trives med skiftende arbejdsopgaver og kan arbejde struktureret, analyserende og nytænkende.

Du er nysgerrig af natur og trives i et uformelt og dynamisk miljø, hvor du lærer løbende og opbygger viden i tæt samarbejde med dine kolleger.

Hvorfor skal du vælge os?

Vi tilbyder en spændende og travl arbejdsplads med stor, politisk opmærksomhed og med mange berøringsflader i både Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt i de andre styrelser i Skatteministeriets koncern. Du får mulighed for at sætte dit eget præg på opgaverne og skabe udvikling i forskelligartede opgaver. Vores opgaver er svære, så vi kan love, at du bliver udfordret.

Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, stor aldersspredning fra nyuddannede til kolleger med mere end 30 års erfaring, hvilket skaber et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø, hvor vi vægter læring og arbejdsglæde meget højt. Stemningen er god mellem os, og omgangstonen er uformel også selvom vi har travlt.

Vi lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem teamleder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.

Vores hverdag er præget af stor omskiftelighed, så du finder det naturligt at håndtere forandringer og tage ansvar for opgaveløsningen. Det kræver, at du arbejder struktureret og analytisk. Du kan lide høj kompleksitet og er drevet af at tage ansvar og få ting til at lykkes. Du er desuden god til at formulere dig skriftligt og mundtligt.

”Det fede ved at være i DKD er, at jeg arbejder tæt sammen med mange fagligheder. Det betyder, at vi kommer hele vejen rundt om problemerne – der er f.eks. både ekstremt nørdede udviklere, der ved alt om det, der sker inde i maven på systemerne, og UX’ere, der er superskarpe på, hvordan slutbrugerne møder Skatteministeriets løsninger. At have den bredde af kompetencer samlet i ét kontor er meget værdifuldt. Desuden har vi det rigtig godt og sjovt sammen, hvilke er noget jeg personligt vægter meget højt.” - Tobias, projektleder.

Kontakt og ansættelsesvilkår

Ansøgning med CV og eksamenspapirer eventuelt yderligere materiale bedes sendt via linket ”Ansøg” senest den 5. januar 2024. Samtaler afholdes løbende, så søg jobbet allerede i dag.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamleder René Nöstler på tlf. 7237 6289 eller fg. kontorchef Line Kjær Sigaard på tlf. 7237 2859.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg - tæt på Flintholm Station.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’Vi sikrer velfungerende it-løsninger, så den samlede Skatteforvaltning kan løse sin opgave’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en tværfaglig styrelse og har til opgave at udvikle, drifte og vedligeholde nye og eksisterende it-systemer i Skatteforvaltningen, så de er stabile, sikre og omkostningseffektive.

Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 7. december 2023

Arbejdssted

Frederiksberg